Få litterære bevægelser har været genstand for så megen omtale og debat som New Journalism. Da fænomenet blomstrede op i starten af 1960'erne blev den på den ene side mødt af massiv kritik fra skolede skribenter, der beskyldte dens udøvere for at være udisciplinerede spradebasser. Andre så i genrens opblødning af journalistikkens konventioner en afspejling af et samfund præget af krig, ungdomsoprør, hårde stoffer og et præsidentmord. Anekdoterne om, hvordan Truman Capote på det nærmeste forelskede sig i en dødsdømt morder, mens han researchede til In Cold Blood (1966), hvordan Tom Wolfe tog LSD, inden han skrev The Electric Kool-Aid Acid Test (1968), og hvad der skete, da Hunter S. Thompson forsøgte at dække et motorcrossløb i Las Vegas, mens der sammesteds blev afholdt et seminar om bekæmpelsen af narkotika, er efterhånden blevet en del af den moderne litterære mytologi.
Historien om New Journalism er dog meget mere end Capote, Wolfe og Thompson, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse Marc Weingartens The Gang That Wouldn-t Write Straight. Bogen, der netop er udkommet i USA, fortæller på detaljeret og pokkers underholdende vis, hvordan det egentlig gik til, at en lille gruppe skribenter, der udover de nævnte blandt andet også tæller Joan Didion, Jimmy Breslin, Gay Talese, John Sack og Michael Herr, i selskab med en beskeden håndfuld ældre kolleger, deriblandt Norman Mailer og nævnte Capote, i løbet af et årti revolutionerede amerikansk journalistik og skabte, hvad enkelte har kaldt den vigtigste litterære bevægelse i USA siden 1920'ernes renæssance.
Det sociale engagement
Inden Weingarten går i kødet på disse navne, serverer han en af sine indsigtsfulde og velunderbyggede pointer, nemlig at det slet ikke var denne flok, der startede, hvad vi i dag kalder New Journalism. Allerede i 1836 skrev Charles Dickens en række artikler til avisen Morning Chronicle, der fokuserede på arbejderklassens hverdag, i stedet for, som sædvane var i datidens aviser, at lade blikket hvile på beslutningstagernes bonede gulve.
Siden brød Jack London og George Orwell med deres fags uskrevne regler, da de gik ud på Londons gader for at skrive hjem om samfundets sociale uligheder. Deres kompromisløse research til hhv. The People of the Abyss (1902) og The Road to Wigan Pier (1937) indebar, at de for en tid bosatte sig i deciderede slumkvarterer uden en krone på lommen for at mærke på deres egen krop, hvordan livet blev levet blandt nationens fattigste elementer.
"I wanted to submerge myself, to get right down to the oppresed; to be one of them and on their side against the tyrants", som Orwell skrev.
Weingarten kunne snildt have fulgt op med et kapitel om John Steinbeck og dennes serie af artikler om Depressionen blandt 1930-ernes californiske daglejere, "The Harvest Gypsies", der lå til grund for romanen Vredens druer (1939). Men fred nu være med det, pointen er til at forstå: Samme form for engagement, denne vilje til at være one of them, som Orwell udtrykker det, blev i 1960-erne en af New Journalism-ens vigtigste målsætninger, hvilket blandt andet resulterede i, at Wolfe og Thompson tog stoffer, Didion tog på shopping med en af Charles Mansons piger, mens Sack og Herr drog til Asien og var ved at blive dræbt ved fronten, inden de skrev den række artikler, der siden blev til de to skelsættende værker om Vietnam-krigen, M (1967) og Dispatches (1977).
Udover at "binde sig selv til en jernbaneskinne og se, hvad der sker", som en redaktør udtrykte det om Thompsons researchmetoder, havde mange New Journalism-skribenter også det tilfælles, at de i formen brød med konventionerne. Allerede i 1951, mens hun fulgte instruktøren John Hustons arbejde med filmen The Red Badge of Courage, gav Lillian Ross udtryk for, at hun havde svært ved at finde sit anslag:
"I don't know whether this thing has ever been done before, but I don't see why I shouldn't try to do a fact piece in novel form, or maybe a novel in fact form," som hun meddelte sin redaktør på The New Yorker, der siden bragte Ross' "Production Number 1512".
På samme måde måtte Thomas B. Morgan skrive en artikel om jagten på Brigitte Bardot, fordi den franske skuespillerinde var umuligt at fange til et interview, ligesom Tom Wolfe blev tvunget til at droppe brugen af en konventionel lineær struktur i sit portræt af Ken Keseys Merry Pranksters - i The Electric Kool-Aid Acid Test - fordi de, som Weingarten skriver, "didn-t function in conventional narrative time, not with all those drugs -".
Litterære anekdoter
For så vidt er The Gang That Wouldn-t Write Straight velbetitlet - og refererer i øvrigt til Jimmy Breslins portræt af en flok gangstere i New York, The Gang That Couldn-t Shoot Straight. Bogen emmer af litterære anekdoter, der tilsammen tegner et levende portræt af en tid i opbrud og en række udsyrede, rebelske eller geniale skribenter, der gjorde en forskel, samt ikke mindst af de redaktører, der turde satse både økonomi og renommé på at lade skribenterne komme til orde i deres aviser og magasiner.
Allerede otte år efter at Tom Wolfe i 1973 havde samlet de bedste af teksterne i antologien New Journalism, blev genren erklæret død. Er den det - og det er Marc Weingarten slet ikke så sikker på, viser det sig - så har den med The Gang That Wouldn-t Write Straight i hvert fald fået en bog, den har fortjent.
Marc Weingarten: The Gang That Wouldn-t Write Straight. Crown Publ., N.Y. 325 sider. ISBN 1-4000-4914-8
