Læsetid: 2 min.

Syret, sjælnær, foruroligende

Svenske menneskeportrætter giver læseren fornemmelsen af at løfte hjernelåget og kigge ned
19. maj 2005

Allerede ved åbningslinjerne bliver læseren klar over, at dette er en usædvanlig bog. Ordene lyder således:

"Kun et stenkast fra de kongelige ridestalde i Stockholm lå der før i tiden en spilleklub. Den var illegal, men velbesøgt, for dette var længe før den svenske stat åbnede sine egne kasinoer. Somme tider, når man stod der, kunne man høre klapren fra hestehove nede fra gaden samtidig med at kuglen i roulettehjulet klirrede-"

Med den åbning er læserne fanget. Og jo, i den videre handling dukker kasinoet op i afgørende stunder, og hestehovene klaprer i det dramatiske højdepunkt. Skønt hi-storien - på en vis måde - handler om noget helt andet, nemlig en kvindelig svensk EU-parlamentariker, der ved et tilfælde overværer et bankrøveri i Bruxelles og udtaler bankrøverens afskedsreplik, før han selv gør det, hvad der bringer hende i myndighedernes søgelys.

Forfatteren Klas Östergren har tidligere på dansk fået udgivet romanen Under i september, og får forhåbentligt et egentligt dansk gennembrud med den nu udgivne Tre portrætter, der er fortrinligt oversat af Pia Juul.

Titlen Tre portrætter kan opfattes drillende, for i hver af bogens tre historier kan det være svært at afgøre, hvem der er 'hovedpersonen'. Blandt kandidaterne er fortælleren, der i den første historie spiller en afgørende rolle for dernæst gradvist at glide ud af sin egen handling.

Lykken ærgrer

Den anden historie kredser om en stockholmsk undergrundstogfører, der foretager et sporskifte i sit eget liv. Og den tredje om en tv-sæbeopera-forfatter, der søger at afsløre hemmeligheder i en svensk familie, der ærgrer ham ved at forekomme lykkelig, munter og tilfreds.

Omkring persongalleriet er vævet nærvær af myndigheder, hvis indblanding i borgernes tilværelse måske skyldes skumle sammensværgelser, måske bare emsighed. Alle søger skjul under en teltdug af normalitet, men skyggerne på teltvæggen lader ane, at andre kræfter rører sig. Kafkas genfærd titter rundt om bogens hjørner.

Om et flertal af bogens personer gælder, at de har en fælles fortid tilbage i midten af 1970'erne - Östergren er født i 1955 - hvor alle var unge, naive og farligt forgabte i utopiske forestillinger. Denne fortid er dem både en kilde til længsel og skam. Det Sverige, de nu bevæger sig i, kan ligne en virkeliggørelse af 1970'ernes forfølgelsesvanvittige forestillinger om pengemagtens hensigter.

Bindingen til fortiden gør, at personerne stadig kan fundere over, om ordet 'syret' har en positiv eller negativ klang, men deres tidligere erfaringer formår de ikke at omsætte hverken til ny overbevisning eller indbyrdes fællesskab. De tumler rundt. Tilsyneladende. For måske er der alligevel et mønster. Klas Östergren løfter hjernelåget på sine personer og lader læseren kigge ned. Det er en foruroligende oplevelse.

For at få en kabale til at gå op kunne man som læser ønske sig, at de tre historier endte med at væve sig ind i hinanden og afklare hinanden.

Men nej, sådan går det ikke. Den menneskelige kabale går ikke op. I hvert fald ikke på den måde.

@$:

Klas Östergren: Tre portrætter. 256 s., 298 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag. ISBN: 877973-073-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu