Læsetid: 12 min.

Syrisk kvindeliv med slør – og uden

4. november 2005

I den syriske grundlov står det sort på hvidt: »Staten sikrer kvinder alle muligheder for at deltage effektivt i det politiske, samfundsmæssige, kulturelle og økonomiske liv og arbejder for at fjerne hindringer for kvinders udvikling og deltagelse i det Socialistiske Arabiske Samfund.«
Sådan er det også. Der er lighed for loven på alle punkter. Undtagen ét.
Familielovgivningen har diktaturet ikke turdet røre ved. Den bygger på muslimsk sharialovgivning. Som igen bygger på præislamiske sædvaner og regler. Og selv om Syrien er et sekulært samfund med skarp adskillelse af kirke og stat, så gælder sharialovgivningen på familieområdet for alle. Også kristne, drusere og jøder, selv om de har ret til at følge deres egne religiøse særbestemmelser.
Kort sagt, så gælder ligestillingen i det offentlige rum, men sharia sikrer, at kvinder ikke har adgang til det offentlige rum, hvis ikke deres mænd/fædre/sønner/fætre/ onkler eller svogre giver dem lov.
En mand skal forsørge og sikre sin familie. Til gengæld skal familien adlyde ham. En hustru har ifølge loven ikke ret til overhovedet at gå på gaden uden sin mands tilladelse. Og selv om det er en lov, mange moderne syrere aldrig har skænket en tanke, er det den daglige virkelighed i mange konservative familier. Og de behøver ikke at være fattige og bo på landet.

Sløret er ikke for alle
En kvinde kan udmærket beklæde en stilling som højesteretsdommer. Men hun kan ikke gifte sig uden sin fars tilladelse. Eller – hvis hun er enke – uden sin søns tilladelse.
Hun er ifølge sharia ikke en selvstændig juridisk enhed. Hun har altid en værge, som er ansvarlig for hende.
Det er også faren eller ægtemanden, som lægger linjen for, hvordan deres døtre eller koner skal gå klædt på gaden. (...)
Tørklædet er ikke nogen islamisk opfindelse. Længe før Mohammed var tørklædet med til at definere en kvindes status. Det var de velhavende kvinder, der gik tilsløret. I begyndelsen af forrige århundrede fandt tyske arkæologer assyriske lovtekster fra 1200-1500 før Kristi fødsel. Her er reglerne for tilsløring omhyggeligt beskrevet:
Frie mænds koner og døtre må færdes tilsløret på gaden, og en konkubine, der ledsager fruen, må være tilsløret. Det må hun til gengæld ikke, hvis hun færdes alene. Hvis en mand ønsker, at hans konkubine skal gå ud tilsløret, skal han i overværelse af fem-seks naboer sige: »Hun er min hustru«. Har han ikke gjort det, har hun ikke ret til at bære slør.
Tempelprostituerede, som en mand har giftet sig med, må gå tilsløret, almindeligt prostituerede må absolut ikke. En skøge, som færdes tilsløret, skal arresteres og bringes for retten. Hendes tøj skal fjernes, og hun skal straffes med 50 stokkeslag, og der skal hældes beg over hendes hoved.
For at være helt sikker på, at den slags ikke finder sted, så skal den mand, der møder en skøge og ikke anmelder hende, selv straffes med 50 stokkeslag og en måneds gratis arbejde for kongen. Derudover skal han have stukket hul i ørene, og der skal trækkes en snor igennem dem, som skal bindes i nakken. Det handler med andre ord om, at enten er en kvinde én mands ejendom, eller også er hun allemandseje.
På den baggrund kan man jo godt forstå, at sløret opfattes som et værdighedstegn. Og det er værd at bemærke, at det her er før både kristendom og islam. Det har altså ikke noget med sharia at gøre.

Farlig seksualitet
Kvindens dyd er bærer af familiens ære. Den ugifte kvinde skal være uberørt, og den gifte kvinde skal være dydig. Kvinder skal overvåges, ellers kan de finde på de forfærdeligste ting. Ligesom fundamentalistiske kristne betragter konservative muslimer den kvindelige seksualitet som en frygtelig rå kraft, som utøjlet bringer mænd i fordærv. Hvis en mand og en kvinde er alene, er djævelen den tredje tilstedeværende, hedder det. Ifølge Mohammeds svigersøn Ali gav Gud ni dele af seksuelt begær til kvinden og én til manden. Det betyder naturligvis, at hun er farlig, og også at manden skal oppe sig ganske gevaldigt for at tilfredsstille hende. En meget positiv ting ved islam er i øvrigt, at muslimske mænd i modsætning til f.eks. kristne mænd har pligt til at tilfredsstille deres koner seksuelt. Om de så gør det, er der intet videnskabeligt belæg for.
Skrækken for kvindelig seksualitet har eksisteret til alle tider. På en 4.000 år gammel babylonisk lertavle skriver en far følgende råd til sin søn:

Gift dig ikke med en skøge / For hun har haft mange ægtemænd / Ikke med en tempelpræstinde, / Som har viet sig til guderne, / Ikke med en tempelpige, / Som har tilfredsstillet så mange, / Hun vil svigte dig i nød, / Og håne dig i samtalen.

Man kunne få den tanke, at jomfruer er så eftertragtede, simpelthen fordi de ikke har noget sammenligningsgrundlag. Men vi kan i hvert fald roligt udlede, at jomfrukulten ikke er nogen islamisk opfindelse. (...)

Ret til at arbejde
Mandens forsørgerpligter over for konen falder væk, hvis hun arbejder uden for hjemmet uden hans tilladelse.
Sidstnævnte regel er årsag til, at mange kvinder i dag får indføjet deres ret til at arbejde i ægteskabskontrakten. Hun kan også få indføjet, at hun ikke vil finde sig i flere koner. I praksis betyder det dog blot, at hun har ret til skilsmisse, hvis manden gifter sig igen, og da en fraskilt kvinde har meget svært ved at klare sig socialt og økono-misk, skal der mange overvejelser til, før hun holder på den ret.
Alligevel er kvinder i Syrien bedre stillet end i f.eks. Jordan. Her betragtes en mands ret til fire koner som guddommelig, og han kan ikke fraskrive sig muligheden, selv om han gerne vil.
Flerkoneri er ikke velset af den syriske stat. I 1975 blev familielovgivningen revideret for at gøre det mere besværligt for mænd at tage flere koner. Ifølge lovrevisionen må en mand ikke gifte sig med en ny kone, medmindre hans gamle kone er ude af stand til at opfylde sine ægteskabelige forpligtelser. Det kan bl.a. være, at hun ikke føder sønner.
I øvrigt er loven aldeles ligegyldig, for den ledsages ikke af bestemmelser for, hvordan man straffer dem, der overtræder den. Udviklingen går imod flerkoneri. Det betragtes som gammeldags og temmelig pinligt. Veluddannede kvinder finder sig ikke i det, og desuden er det dyrt og besværligt for mændene. Der er for meget ævl og kævl og ballade. Moderne boliger i byerne bygges heller ikke til storfamilier, så alene af den grund finder man det mest på landet.

’Du er skilt’
Hvor manden som nævnt bare behøver at sige: »Du er skilt«, er det en langsom og omstændelig vej for kvinder at få skilsmisse, men det kan lade sig gøre, hvis manden ikke overholder ægteskabskontrakten, eller hvis han er sindssyg eller impotent.
Hun kan også købe sig ud af ægteskabet. Det sker som regel ved, at hun opgiver retten til den del af medgiften, der skulle forsørge hende. Det sidste sker selvfølgelig sjældent og kun for kvinder, som har deres egne penge. En syrisk advokat fortalte mig historien om ægteparret Jasem og Suha, der var henholdsvis 48 og 25, da de blev gift. Ægteskabet var ikke lykkeligt. Jasem var ondskabsfuld, nærig og voldelig. Det rablede endeligt for Suha efter 11 års ægteskab og to børn på henholdsvis 10 og tre år, da han overfaldt både hende og den tre-årige datter og var ved at slå dem ihjel.
Han nægtede at lade sig skille, og hun bragte sagen for shariaretten med krav om skilsmisse, retten til sin medgift og underhold for børnene. Retten dekreterede i første omgang, at der skulle mægles mellem ægtefællerne, men de to familier stod så stejlt over for hinanden, at retten måtte udpege to mænd til at mægle. Mæglerne besluttede, at der var fejl hos begge parter. De betvivlede ikke, at Jasem havde forsøgt at slå kone og datter ihjel, men de gav ham ret i, at hans kone var medansvarlig, fordi hun var uansvarlig og humørsyg.
Suha fik sin skilsmisse, og hun fik også lov til at beholde datteren, mens den ti-årige søn gik til Jasem. Han skulle betale børnenes underhold, men fik lov til at beholde den medgift, Suha ifølge sin ægteskabskontrakt skulle have haft ved skilsmisse. Hun havde intet andet valg end at flytte hjem til sine forældre. Når datteren er 15, skal hun ifølge loven flytte til faren.
En sikker klemme på de gifte kvinder er naturligvis børnene. Det syriske parlament har i årevis diskuteret et lovforslag om, hvor længe fraskilte kvinder kunne få lov til at beholde deres børn. For nylig skar præsidenten igennem og bestemte, at mødrene kan beholde pigerne, til de er 15, og drengene, til de er 13. Tidligere var det henholdsvis 11 og ni år.
Det ses af mange som et stort fremskridt, men af andre som et nederlag, fordi det ikke samtidig blev vedtaget, at en fraskilt kvinde kan blive i sit hjem med sine børn. Som det er nu, kan hun kun tage hjem til sine forældre eller en bror eller onkel. Bortset fra i meget moderne og intellektuelle miljøer er det utænkeligt, at en kvinde kan leve uden mandlig beskyttelse. Selv højtuddannede karrierekvinder i 30’erne og 40’erne bor hjemme hos deres forældre, hvis de ikke er gift.
Der er ikke tale om, at moren har forældrerettigheden over børnene. Det har faren altid. Men hun har retten til at passe dem, indtil de altså nu er henholdvis 15 og 13. Medmindre hun gifter sig igen. Så overtager manden automatisk børnene med det samme.

Forbudt men udbredt
Tvangsægteskaber er forbudt, men de er alligevel udbredt. Det er også svært at skelne mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Når det ligger i kulturen, at børn gør, hvad de får besked på, så er det jo svært at sige nej.
En sociologisk undersøgelse måtte således opgive at finde ud af omfanget af tvangsægteskaber, fordi unge kvinder – især på landet – ikke havde begreb om, at de selv kunne bestemme noget som helst. De forstod ikke begrebet tvang, ligesom de ikke forstod begrebet fri vilje.
Sociologen prøvede sig frem med at spørge, hvornår de havde truffet deres mand, og om de kendte ham i forvejen, og selv om hun brugte som tommelfingerregel, at de, der aldrig havde truffet ham før brylluppet, kunne betragtes som tvangsgift, så havde kvinderne ikke nødvendigvis nogen invendinger, og lige så tit var de blevet gift med en fætter, de havde kendt hele livet. Uden nogensinde at overveje, om det nu var det, de ville.
Samme undersøgelse viser, at det er ganske almindeligt, at ægteskabet er aftalt mellem fædrene, mens børnene er små, og de bliver gift meget unge. Især lægges der vægt på, at pigerne bliver gift meget unge. Det handler dels om, at man ikke skal ligge vågen om natten og spekulere på, hvad hun kan finde på, dels fordi man så er fri for at føde på hende længere, og ikke så sjældent fordi man står og skal bruge hendes medgift, så sønnen kan få en kone.
Den officielle ægteskabsalder er 18 år for piger, men en dommer ved en shariadomstol kan give tilladelse til giftermål, bare pigen er kønsmoden. Jeg hørte hele tiden eksempler på familier, som fik et godt bud på 12-årige Ayshe, som så slæbte hendes 15-årige søster Fatimah til lægen og fik hende godkendt i lillesøsterens navn. Det er absolut forbudt. Ifølge sharia skal parterne passe nogenlunde sammen, både socialt og aldersmæssigt. Man må altså ikke bortgifte en purung kvinde til en gammel mand, men også dette problem løser sig ved kontant betaling. For mange syriske familier går drømmen om en vej ud af en trøstesløs tilværelse gennem en køn datters giftermål med en rig saudier eller golfsheik. Kvinderne er som regel villige, hvis de overhovedet bliver spurgt. I det mindste får de en bedre levestandard, og selv om der ikke er tale om den store kærlighed, så er det alligevel sjældent noget, de venter sig af deres mænd. I det hele taget venter de sig ikke meget af mænd. (...)
70 procent af landbrugsarbejdet udføres af kvinder, der arbejder på deres families jord, naturligvis uden at få en øre for det. 65 procent af landarbejderne er mellem 10 og 14 år, og af dem er 90 procent piger. Døtrene arbejder i marken, til de bliver gift. Og så arbejder de videre på mandens families mark. Samtidig med at de passer husholdningen og føder børn. Der gøres en stor indsats for at nedbringe børnetallet, og i øjeblikket ligger det på 3,9 børn pr. kvinde. På landet er det ikke ualmindeligt med 13-14 børn for hver kone. (...)
En dreng arver dobbelt så meget som sine søstre. Og hvad der forekommer os endnu mærkeligere er, at en mands bror arver en tredjedel af hans ejendom, før der går noget til kone og børn. Det handler selvfølgelig om, at det påhviler broren at sørge for enken og hendes børn, men heller ikke brødre er så gode, som de burde være, så der foregår en livlig trafik med at overføre penge i levende live for at omgå loven og de gamle traditioner.
Sønnens dobbelte arv handler også om, at han har ansvaret for sine forældre og sine ugifte søstre, hvorimod en gift kvinde juridisk og traditionelt ikke har noget som helst ansvar over for sine forældre. Hun er, om man så må sige, pligtmæssigt overført til sine svigerforældre. Helt modsat forholdene hos os, hvor det første, myndighederne spørger om, er, om en plejekrævende person har en datter, der kan tage sig af vedkommende.
(...)
Ifølge shariatilhængere handler det alt sammen om at beskytte kvinden. Kvinder skal beskyttes og forsørges, og det er mænds pligt at beskytte og forsørge dem. Kønnene er absolut lige, men de har forskellige opgaver.
Det er temmeligt svært, også for syrere, at få det til at passe med den officielle ligestilling. Men da syrere af historiske grunde har mange års erfaring i at fortrænge ubehageligheder ved at lade, som om de ikke eksisterer, så går det alligevel.
F.eks. sad jeg i det luksuøse kontor hos en af de førende erhvervsjurister i Damaskus og hørte på, hvor strålende muligheder kvindelige jurister har i Syrien, og hvordan han selv fagligt og privat går ind for kvinders rettigheder.
»Kvinder kan alt i Syrien,« sagde han og nikkede begejstret til sin sekretær, der tog notater iført stiletter, piratbukser, leopardbluse og kys-mig-straks blodrød mund under 80’er-håret. Sammen med sin korpulente chef med brillantinehåret lignede hun en klasisk kontorvittighedstegning.
»Derfor undrer det mig også, at f.eks. arvelovene er så diskriminerende,« sagde jeg konverserende.
»Jamen, når sønnen arver det dobbelte, så er det jo, fordi han er forpligtet til at tage sig af sin søster. De her love går jo over 1.300 år tilbage,« sagde advokaten tydeligt utilpas.
»Ja, så er det vel også på tide at modernisere dem. Jeg ville foretrække at få arven og så klare mig selv,« sagde en af hans unge superdygtige kvindelige jurister, der sad med ved bordet. Hendes chef dukkede sig. Han skulle tydeligvis ikke have klinket yderligere.
Hverken han eller hun var i tvivl om, at hun repræsenterer fremtiden.
Forhåbentlig har de ret.

Lone Kühlmann: Med slør – og uden. Fotos ved Tine Harden, 296 s. 299 kr. Gyldendals Forlag . Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu