Læsetid: 4 min.

Systemskifte

24. juli 2001

PARLAMENTARISMENS århundrede. Vendingen ligefrem springer i tasterne. For det siges at være i 1901 – den 24. juli – at Danmark indførte den demokratiske parlamentarisme. Eller det parlamentariske demokrati. Og det hævdes, at det nu – den 24. juli 2001 – er ved at være slut.
At den samfundsmæssige forvaltningsform, som mange hertillands har vænnet sig til at se som noget naturgivent, reelt er ved at miste legitimitet, funktionsduelighed og dermed praktisk relevans. Efter bare ét hundrede år.
Helt så enkelt er det ikke.
Som professor Tim Knudsen påpegede i gårsdagens kronik om ’Systemskiftet’ i 1901, så kom det parlamentariske demokrati ikke til Danmark som ved et trylleslag på en bestemt dag. Den 24. juli 1901 fik Danmark godt nok den første regering, som afspejlede Folketingets flertal og ikke var håndplukket på enevældig vis af kongen. Venstre-regeringen under J.T. Deuntzer afspejlede, at kongen – der selv stod til Højre – for første gang bøjede sig for pres udefra (den maleriske beskrivelse af det drama giver professor Ole Lange i dagens kronik).
Men i realiteten var det parlamentariske demokrati noget, der groede frem og rodfæstedes over adskillige årtier. Kvinder og fattigfolk fik f.eks. først stemmeret til Rigsdagen i 1915, og endnu i 1940 pressede kongen, Christian X, daværende statsminister Stauning til at ændre i ministerlisten. Først med Grundloven i 1953 kan parlamentarismen siges at være både formelt og reelt forankret i Danmark.
Parlamentarisk demokrati var en lære- og udviklingsproces – også for borgerne som i stigende grad engagerede sig i det politiske liv, i takt med at de dertil indrettede politiske partier vandt såvel majestætens som hinandens respekt og lærte at samarbejde, vinde indflydelse og skabe resultater for det fremvoksende velfærdssamfund.

HVORNÅR DET begyndte at gå den anden vej, kan være svært at tidsfæste. Mogens Glistrups Fremskridtsparti opstod i 1972 som en protest mod gammelpartierne og tordnede i 1973 ind i Folketinget med 15,9 procent af stemmerne. På det tidspunkt var partiernes samlede medlemstal begyndt at falde, og i dag er det nede under 200.000 – færre end medlemsskaren i bilisternes fagforening, FDM.
Det kan tolkes som en reaktion på, at det parlamentariske demokrati og det samarbejdende folkestyre omkring 1960’erne syntes at være nået til vejs ende med det velfærdsprojekt, som borgerne havde fået lovning på.
Det gennemsnitlige velstandsniveau var højt, en oprørsk arbejderklasse blev gradvist tilsat middelklasse, konflikt afløstes af forhandling, konsensus og politisk disengagement. Kun det marginaliserede mindretal – nogle hundredetusinder nødstedte medborgere – følte og føler de fortsatte uligheder, og dén oplevelse af svigt begrunder, at der også i dette samfundslag trækkes på skuldrene af det parlamentariske politiske system.
Parallel hermed og nok så central er oplevelsen af, at den demokratiske parlamentarisme i dens nationale forankring ikke er indrettet på den helt nye type udfordringer, som blev synlige gennem århundredets sidste årtier. Økonomiens og erhvervslivets globalisering skabte processer og magtkoncentrationer hinsides det nationale parlaments kontrol. Halvdelen af de 100 største økonomiske enheder på kloden er i dag transnationale firmaer.
IAGTTAGELSEN AF dén udvikling og dens skyggesider – global ulighed, nedslidning af kloden og selve det nationale demokratis impotens – har gennem de seneste år ført til en opblussen af det politiske engagement i en ny form.
Begivenhederne i Genova er det seneste vidnesbyrd: Verden har set opkomsten af en global, netværksbaseret, i sin struktur anarkistisk, politisk modmagt. Parallelt med de multinationale koncerner udgør de multinationale NGO’er samt de hundredetusinder af ikke-organiserede aktivister en helt ny udfordring, som dagens politiske systemer har svært ved at kapere og agere i forhold til. I Genova var 700-800 grupper på banen, og sådan vil det være fremover.
Primært takket være Internettet og som reaktion på kapitalmagtens globalisering har verden fået en helt ny politisk kraft. Dens formelle legitimitet, dens evne til at tage ansvar og lade sig stille til regnskab kan i høj grad diskuteres, men den er der, og den går ikke væk. Fraregnet det – nærmest apolitiske – voldelige segment, er dette grænseoverskridende politiske engagement en overordentlig opløftende udvikling, men det er samtidig en ny og voldsom udfordring for det parlamentariske demokrati.
I Danmark er den demokratiske parlamentarisme på sin 100 årsdag trygt forankret i grundloven og i den – formelle – forstand uantastet. Men dens funktionsevne er der sat et stort spørgsmålstegn ved.
En illusionsløs iagttager, historikeren Søren Mørch, hævder, at »det politiske system fungerer demokratisk, men det har udtømt sine udviklingsmuligheder.«
Kun ét er sikkert: Et nyt systemskifte er i gang. En proces mod en global netværksparlamentarisme, som endnu er svær at se konturerne af og fæste lid til, men omvendt forekommer uafvendelig og potentielt løfterig. Historien går ikke baglæns.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her