Læsetid: 3 min.

Systemskifte og realpolitik

I Danmark forbinder vi ’systemskifte’ med ’værdidebat’, og svenskerne regnes for et undertrykt folk uden adgang til ærlig politisk debat. Men det svenske valg viser, at væsentlige politiske konflikter ikke ligger på værdiniveau, men i konkrete forslag. Den danske værdidebat er jo netop ikke en debat
19. september 2006

FADEREN sagde til de yngre: "Det går ikke længere". Den svenske nationaløkonom Gunnar Myrdal skrev for over 70 år siden en lille manual om finanspolitik i velfærdsstaten. Den lille tekst blev til manifest for en observans, der siden blev blev kendt som 'keynesianisme': Det vil kort fortalt sige en økonomisk opfattelse, der kombinerer universelle sociale ydelser og fuld beskæftigelse. Sammen med sin kone Alma blev Gunnar Myrdal medlem af det svenske socialdemokrati i begyndelsen af 1930'erne. Mange år senere forklarede han det svenske velfærdssamfunds oprindelse:

"Det var det svenske socialdemokratis politikere og visse andre politikere, der simpelthen reagerede menneskeligt rigtigt og fornuftigt på den ulykke, det var og er, at folk bliver arbejdsløse. De sad ikke bare og ventede på, at beskæftigelsen skulle komme igen. De sørgede simpelthen for at skabe beskæftigelse."

Op gennem 70'erne så Myrdal så sin teori spille fallit i praksis, samtidig med at den politiske elite dyrkede den som ideologi. Kombinationen af høj arbejdsløshed og risiko for inflation afdækkede en systemfejl, som ikke kunne korrigeres i keynesiansk optik:

"Nu er de alle sammen keynesianere," sagde han til Information i 1975: "og det er ikke til holde ud."

Myrdal forudså en strukturel ledighed, som ville udfordre det svenske politiske etablissement. Det ville kræve et opgør med Socialdemokraternas ideologi. Opgøret kom ikke i 1970'erne, men det gjorde ledigheden.

SØNDAG den 17. september 2006 kom så opgøret med Socialdemokraternas opskrift på svensk velfærdssucces: Det bemærkelsesværdige ved valgresultatet er ikke, at Socialdemokraterna mistede magten. Det er sket før. Det bemærkelsesværdige er heller ikke, at Socialdemokraterna for tredje valg i træk fik under 40 procent af stemmerne. Det bemærkelsesværdige er, at Socialdemokraterna tabte magten under en højkonjunktur på en velfærdsdagsorden. De borgerlige partier udnyttede krisen i den socialdemokratiske finanspolitik til for første gang at lancere et samlet alternativ med bud på de velfærdsproblemer, som Socialdemokraterna ikke kunne løse. Socialdemokraterna sad tilbage som en gammelsur bedstefar og advarede mod alle sociale forandringer, mens de borgerlige anført af Fredrik Reinfeldt kaldte sig mere socialdemokratiske end Socialdemokraterna og udråbte det borgerlige parti Moderaterna til Sveriges nye arbejderparti. På trods af en vækst på 4 procent er der stadig omtrent 1,5 million ledige svenskere i den arbejdsdygtige alder. Og alligevel ventede Socialdemokraterna på, at beskæftigelsen kom af sig selv, mens de borgerlige præsenterede en jobpakke med nye fradragsmuligheder, større fleksibilitet i ansættelsesforholdene og lettere adgang til arbejdsmarkedet. Der blev snakket skoler og sygehuse, miljø og uddannelse i den svenske valgkamp. Men valget blev afgjort på beskæftigelsen: De borgerlige havde et bud på en problematik, som Socialdemokraterna ikke anerkendte: "Her går det godt," sagde statsministeren, den mægtige Göran Persson. "Socialdemokraterna har skjult arbejdsløsheden," replicerede Sveriges næste statsminister Fredrik Reinfeldt: "De har gemt de ledige i forskellige kategorier for at sløre, hvor mange der er."

SYSTEMSKIFTE!, siges det nu om valget i Sverige. To konkrete forestillinger om velfærd kunne svenskerne vælge imellem: Regeringen Reinfeldt vil have så mange i arbejde som muligt. Socialdemokraterna ville derimod sikre de ledige så gode vilkår som muligt. Svenskerne kunne vælge mellem 'workfare' ved de borgerlige og traditionel velfærd ved Socialdemokraterna.

I Danmark forbinder vi 'systemskifte' med 'værdidebat', og svenskerne regnes for et undertrykt folk uden adgang til ærlig politisk debat. Men det svenske valg viser, at væsentlige politiske konflikter ikke ligger på værdiniveau, men i konkrete forslag. Den danske værdidebat er jo netop ikke en debat: Det er hysterisk påberåbelse af fælles værdier og udpegning af marginale aktører som 'vores værdiers' fjender. Alle toneangivende aktører er tilhængere af demokrati og frihed. På værdiniveau er alle tilhængere af 'velfærd', men konkret politisk kan man være uenige, om de ledige skal gøres fattigere for at få flere i arbejde, eller om de skal garanteres samme økonomiske tryghed som alle andre. Danskerne fik et systemskifte uden at korrigere realpolitiske systemfejl: Her vandt den, som råbte højest på de værdier, vi alle er enige om, og mod dem, der skulle true værdierne. Det danske systemskifte i 2001 tydeliggjorde et holdningsskred, men det artikulerede ikke en politisk problematik. Svenskernes systemskifte baserer sig på enighed om værdierne, men valget artikulerede til gengæld en virkelig politisk modsætning mellem et stagneret socialdemokrati og en nyliberal borgerlig alliance. Denne gang tabte Socialdemokraterna på deres egen systemfejl: Ledigheden. Men bevægelsen er stærk, og partiet har en anden mærkesag, der kun bliver stærkere og vedrører de vestlige samfunds anden systemfejl: Miljøet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu