Læsetid: 4 min.

Systemteori

En Zidane, som spiller sin garanteret næstsidste kamp i aften, og som utvivlsomt vil valse brobygninger mellem 2-taller bag ham og et 1-tal foran ham. Hvis Zidane danser, har Portugal ikke en chance
5. juli 2006

Jeg blev mindet om ærindet for denne artikel, da jeg sammen med millioner af andre tv-kiggere hyggede mig med billedet af den portugisiske trænerbænk under VM-kvartfinalen i lørdags.

Dér sad den aldrende og meget, meget succesfulde Scolari og rykkede rundt på nogle røde og blå magnetbrikker på en plasticbane.

Jeg formoder, at de røde var Portugal-drengene, og cirklende fingerbevægelser koblet med heftige hop med munden tolkede jeg som en besked om, at nu skulle de øverste kæder altså til at løbe lidt mere dynamisk rundt blandt det engelske forsvar end hidtil.

Men historien endte jo godt. For de røde, altså. Oven i købet med et sejrsmål af Ronaldo, teenageren, som dermed kunne revanchere nedslagtningen i skandalekampen mod Holland og desuden se frem til garanteret gæve tilråb fra klubkammeraterne fra Manchester United om en lille måneds tid.

De blå - englænderne - måtte endnu engang trisse slukøret hjem og bebrejde den nu forhenværende træner for ikke at slå i bordet og tale moral med store Churchill-bogstaver.

Rooneys fod og rødt kort

I stedet foretrak Sven som bekendt den mere afdæmpede stil fremfor den pub-optræden, der antog nye højder, da Wayne Rooney - hele Englands brækkede knogle - plantede sin brede fod i portugiseren Carvalhos ædle dele. Man forstår svenskerens exit.

I aften gælder det Portugal mod Frankrig. Luiz Felipe Scolari stiller med et velorganiseret 4-2-3-1-hold, hvor man især skal lægge mærke til de tre offensive midtbanespillere lige bagved måltyven. Det plejer at være Figo, Deco og Ronaldo. Lurende endnu længere nede i banen kan Scolari trække Maniche frem, der jo kan kunsten at afgøre kampe.

Frankrigs system er lidt mere kompliceret. I udgangspunktet hedder det 4-5-1. Men egentlig burde man omtale det 4-2-2-1-1. Først er der de fire bundsolide forsvarere.

Tag nu bare Thuram og Sagnol. Ronaldinho og Kaka havde i hvert fald deres hyr med at slippe forbi dem. Dernæst er der den defensive midtbane med Makelele og Viera.

De er henholdsvis 33 og 30 år, og de fuldender det franske 'bolværk', samtidig med at de kan lægge kælne bolde frem til den offensive del af midtbanen. Det første 1-tal er Zidane, som principielt har en fri rolle på banen, og det næste og sidste er Thierry Henry. Det er ham, der skal lave målene.

Midtbanegeneral Zidane

Men hans position er skrøbelig. Ikke alene ligger han ustandselig og flirter med offside-grænsen. Han er også dybt afhængig af dynamikken bag ham. Hvis spillet ikke flyder, når han har ryggen til, vil han søge ned i banen med faren for, at modstanderens forsvar kommer på plads. Men er Zidane i hopla og kombinerer i flotte trekanter med Franck Ribery og Viera, ja, så skal Henry bare sætte foden på. Og så har Portugal ikke en chance. For os systemteoretikere er det interessant, at Argentinas 4-3-1-2, Brasiliens 4-4-2 (som snarere var et gammeldags 4-2-4-system) og Englands stædige 4-4-2-formation alle er slået ud. Tilbage står dynamiske hold som Portugal og Frankrig, der begge satser på det ensomme '1-tal' helt i front, men som samtidig inkorporerer ikke bare den 'flydende' midtbanegeneral à la Zidane, men også den defensive 2-mandskæde på den centrale midtbane.

Begge er varianter af både det klassiske 4-4-2-system og 'den hollandske' 4-3-3-model, lige som begge kan ses som udbygninger af de 4-5-1- og 4-4-1-1-formationer, som mange nutidige tophold stiller op i. Der er løbet meget vand i stranden siden Arsenal-træneren Herbert Chapmans 'WM-system' som svar på de nye offside-regler i 1925 og Vittorio Pozzos italienske Metodo fra 1930'erne. Eller for den sags skyld det brasilianske supersystem fra VM-slutrunden i 1958, 4-2-4.

10 oksende spillere

Det var første gang, at fodbolden kunne skrives i tal. Og det var unægtelig noget andet, end da det hele begyndte i slutningen af 1800-tallet. For hvordan skal man notere med tal og geometri, at 10 spillere stormer frem mod mål og okser hjem igen?

Forsvarene er blevet styrket. Fullbacks har både defensive og offensive pligter og skal helst som Brasiliens Roberto Carlos og Cicinho kunne agere i hele banens længde. Angrebsfodbold har svinget fra klassiske 'diamanter' på midtbanen, som tidligere Real Madrid, til positionsskift i offensiven à la Barcelona, hvor vi tit har set Deco, Messi og Ronaldinho skifte plads.

Hold som Arsenal og Liverpool har med stor succes benyttet den dynamiske 4-5-1-model med henholdsvis Ljungberg og Gerrard som playmaker. Kaka har dén rolle i AC Milan, og Del Piero står for løjerne hos konkurrenten Juventus.

Det er irriterende for os danskere. For 4-4-1-1 eller 4-5-1-systemet er tættere på Eigil 'Drillo' Olsens norske tjubang-sport med en kompakt fem-mandskæde trukket langs en snorlige linje på midtbanen og lange bolde frem mod Flo-brødrene end på Morten Olsens foretrukne automatismer og fløjspil.

Men det virker altså. Brasilien kunne ikke dæmme op for det franske murværk, og det ville også have været enormt kedeligt og fandens Drillo'sk, hvis det ikke lige havde været for en Zidane, som spiller sin garanteret næstsidste kamp i aften, og som utvivlsomt vil valse brobygninger mellem 2-taller bag ham og et 1-tal foran ham.

Hvis han danser, har Portugal ikke en chance. Men vi får se. For Scolari og hans plasticbane og magnetbrikker er nogle snu bæster.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her