Læsetid: 4 min.

De syv kanoner

19. april 2005

Så oprandt omsider den dag, den danske nation har ventet på: Dagen, hvor Ministeriet for Kulturelle Anliggender på et pressemøde kunne sætte personnavne på de syv udvalg, der efter en kommende arbejdsperiode skal klargøre for os alle, hvilke underværker eller personligheder inden for syv genrer i kunsten, der skal ophøjes til at være af "uomgængelig national betydning".

En række hver især udmærkede personer inden for deres respektive felt har takket ja til opgaven, og fra dette punkt i historien vil vi med yderlige spænding se frem til dagen, hvor de nye kanoner offentliggøres. Det er det, der i dramaturgien går under den udmærket dækkende anglo-amerikanske betegnelse 'suspense'. Vi er på. Vi vil vel alle til sin tid i al fald notere os resultaterne, når de indløber. I hvert fald 'vi', der er kulturelle, og vi vil med stor fornøjelse og megen fingerpegeri diskutere, hvem der er med, og især hvem der burde have været med.

Men hvorfor er det så alligevel så svært at have andet end et ironisk-humoristisk forhold til de nye, kommende kanoner?

FOR DET FØRSTE fordi kanonerne bjæffes ud af en regering, der ved sin tiltræden gik til kamp mod ekspertvælde og smagsdommeri - og som nu åbenbart ikke kan få nok. (I retfærdighedens navn skal siges, at den ikke påstod, at den ville afskaffe al smagsdommeri, men man kan heller ikke just hævde, at den talte differentieret om fænomenet.)

For det andet og navnlig fordi vi har bevæget os fra det undervisningsministerielle ressort over i det kulturministerielle. Der blev ganske vist sagt mange vittigheder om den litterære kanon, da den blev udfærdiget- men så på den anden side: Der kan vel ikke være noget galt i, at der i faget dansk stilles et blidt krav om, at skoleelever skal vide, at der findes en Karen Blixen, en Holberg og en Klaus Rifbjerg?

Det skrevne ord er jo et kulturelt grundlag for så meget andet fra teater til film, og nu, hvor 'samfundets sammenhængskraft' er blevet et begreb i idédebatten, passede det jo sådan set meget fint ind i den almindeligt accepterede strammerkurs, der politisk rækker langt ind til venstre for midten.

Men - og her må det godt få lov at skurre et øjeblik - også lidt for fint ind i den halleluja-nationalisme, der også kører, opildnet af... vi ved alle af hvem.

DA ULLA Tørnæs og udvalgsformand Jørn Lund i sin tid fremlagde den litterære kanon, foregik det med passende blanding af alvor og glimt i øjet i Tøjhusmuseet mellem de fortidige, fysiske kanoner, der nu er udstillet der. Den litterære kanon havde den seriøsitet over sig, at det blev pålagt undervisere at tage den alvorligt.

Den samme seriøsitet er ikke til stede omkring de kanoner, der nu skal laves om arkitektur, film, teater, klassisk musik, osv. De er bare sådan til almindelig underholdning. Eller oplysning og information til folk, der ikke selv kan finde ud af det.

Altså at Carl Nielsen var Carl Nielsen, Asger Jorn var Asger Jorn og Carl Th. Dreyer Carl Th. Dreyer. Med andre ord: Vi kan se frem til nogle pjattekanoner. Men man kan da lykønske kulturminister Brian Mikkelsen med, at han med disse kanoner har gjort sig til Danmarksmester i såkaldt stunt, for sjældent har en minister fået så megen omtale på så lidt- især i Berlingske Tidende. Og for så få håndører, at finansministeren må hvine af fryd.

At pressemødet er lagt på et tidspunkt, hvor kulturministeren er løbet ind i et sandt uvejr for sin håndtering af salget (eller det udeblevne salg) af TV 2, skal blot nævnes for fuldkommenhedens skyld. Det gør kun hele sagen yderligere velegnet til at blive brugt i undervisningen af fremtidens spindoktorer, hvor kanon-historien absolut vil kunne toppe en liste over de 12 væsentligste spin-eksempler i nyere mediehistorie

Mens nationen således bevæget må takke for den hidtidige underholdning, vil den nu se frem til en kanon over ti tv-stationer med uomgængelig national betydning, idet man har lov at forvente en kulturpolitik, der ikke mest af alt profilerer sig på at vende blikket bagud mod kulturarven, men også går ind i sin tid og gerne skuer lidt fremad.

I KULTURMINISTERENS personligt underskrevne pressemeddelelse i gårsdagens anledning hedder det overraskende: "Jeg glæder mig over, at der nu er sat så flot et hold med stor faglig indsigt og evner til at formidle."

Kulturministeren skriver videre: "Udvalgsmedlemmerne har det privilegium at beskæftige sig med en bestemt kunstart det meste af deres tid, og de vil nu give tilbud om kunstneriske oplevelser til alle, der har lyst til at være med. Det er svært at være imod den tanke."

Ja, undskyld, kulturminister, men man kan blive særdeles rundtosset af at skulle følge med i det varierende syn på eksperter og smagsdommere, der udgår fra Deres del af Christiansborg, men er formuleringerne et udtryk for, at regeringen er blevet klogere, tages det gerne til efterretning. Uanset motiverne. Især hvis De mener det samme i overmorgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her