Læsetid: 3 min.

Syv millioner passagerer venter på Subway'en

New York holder vejret efter sammenbrud i overenskomstforhandlinger mellem ledelse og ansatte på subways og busser. Strejken ventes på tirsdag
17. december 2005

Tusindvis af newyorkere svingede fredag morgen benene ekstra-tidligt ud af sengen og gik ind foran fjernsynet for at opklare om deres dag ville starte med noget nær totalt trafikkaos. Fagforeningen for de ansatte på byens subways og busser, the Transit Workers Union, TWU, havde truet med strejke, hvis ikke en ny tre-årig kontrakt var skrevet under tidligt fredag morgen, et minut over tolv.

Det blev den ikke, men Subway og busser kørte alligevel, og forhandlingerne fortsatte til langt ud på natten - først fredag morgen klokken syv kom parterne klatøjede ud, med både gode og dårlige nyheder: Forhandlingerne fortsætter. Både Subway og busser på Manhattan vil være uberørt af strejke indtil tidligst på tirsdag, men på nogle mindre busselskaber i Queens starter strejken omgående.

Fredag tvang den beslutning ca. 57.000 passagerer i Queens til at finde en anden vej ind på Manhattan.

Hvis TWU og the Metropolitan Transportation Authority (MTA) ikke når til enighed - og de ansatte gør alvor af den omfattende strejketrussel - er det første gang siden 1980, at New York City oplever en total lammelse af den kollektive trafik.

Syv millioner newyorkere er afhængige af kollektiv trafik for at komme på arbejde og byens økonomer anslår, at en strejke vil koste 400 millioner dollar om dagen.

Investeringsbanker og vekselererfirmaer på Wall Street havde allerede inden fredagens udsættelse arrangeret alternativ transport for fodsoldaterne og booket hotelværelser til direktører og afdelingsledere for at sikre at finansmarkedet fortsætter uhindret under en eventuel strejke.

Byens borgmester, Michael Bloomberg, har fra forhandlingernes start 14. oktober kaldt tanken om en strejke 'uansvarlig' og gentagne gange mindet om, at de ansatte i byens infrastruktur faktisk ikke har lov til at strejke.

"Jeg har to ord til de ansatte, der overvejer at strejke: Lad være! Det er ulovligt. I slipper ikke godt fra det."

For at gøre det helt glasklart, hvor alvorligt borgmesteren mener det, har byen New York på forhånd sagsøgt fagforeningen TWU og de enkelte ansatte. Bloomberg forlanger, at en ansat skal betale 25.000 dollar i bod den første dag af en strejke, 50.000 den følgende dag, dernæst 100.000 og så fremdeles. TWU skal til sammenligning af med en million dollar den første dag, to den næste og så videre, hvis borgmesteren får medhold i retten.

Byens forberedelser til en eventuel strejke siger lidt om dimensionerne af det kaos, som Bloomberg forsøger at afværge med sin trussel om at nedsænke de strejkende i armod.

Hvis en strejke rammer, bliver det forbudt at køre alene i sin bil over broer og gennem tunneller ind til Manhattan. Fra klokken fem om morgenen til 11 om formiddagen skal man mindst være fire passagerer i bilen. Lastbiltrafik begrænses til nogle få avenues og rundt om i de fire øvrige bydele (Brooklyn, the Bronx, Staten Island og Queens) vil politiet markere opsamlingspladser, hvor folk kan fylde bilen op, før de kører til Manhattan. Men trods sabelraslen og knubbede ord mellem MTA og TWU er der dog mange i fagforeningskredse, der bag scenen opfordrer til ro.

"Jeg tror ikke, at du har noget at frygte," sagde en bekendt, der er ansat i en søster-organisation til TWU, og som ønskede at forblive anonym.

"Selvom de store ord er ude af posen, så er der ingen, hverken i fagforeningen eller ledelsen, der ønsker at se New York i kaos lige op til jule. De ved, at de bliver voldsomt upopulære, hvis de giver millioner af mennesker et kæmpe trafikmareridt."

For øjeblikket står striden om otte eller ni procents lønforhøjelse over tre år og om pensionsalder. Fagforeningen forlanger, at ansatte fortsat skal kunne pensioneres når de fylder 55, hvis de har 25 års anciennitet. MTA kræver, at de for fremtiden arbejder til de er 62.

Uanset hvad der sker på tirsdag, opfordrer avisernes kommentatorer partnerne til at tænke 25 år tilbage til 1980 og huske hvor forbitrede newyorkene blev over den 11 dage lange strejke, og hvor ondt boden gjorde på de ansattes og fagforeningen økonomi.

"Ingen vinder, hvis New York står stille," som borgmester Bloomberg bemærkede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu