Læsetid: 6 min.

De syv nationalparker

Nærdemokrati i storskala: Igennem de sidste to år har landmænd og miljøaktivister, fuglekiggere og mountainbikere, jægere og samlere og almindelige nysgerrige borgere undersøgt og diskuteret, hvordan vi kan etablere store nationalparker i et lille tætbefolket land som Danmark. Visionen afleveres i dag til miljøministeren
1. juli 2005

Sammen med Vatikanstaten i Rom er Danmark noget nær det eneste europæiske land, som ikke har en nationalpark. Men i disse dage modtager miljøministeren en række helt konkrete forslag til indhold og afgrænsning af nationalparker i Danmark.

Historien begyndte tilbage i 2000, hvor Svend Auken og Ritt Bjerregaard nedsatte det såkaldte Wilhjelm-udvalg. I 2001 anbefalede udvalget at etablere "større sammenhængende naturområder" som et af redskaberne til at forbedre landets stadig mere forarmede miljøtilstand. Det blev imidlertid venstre-miljøministeren Hans Christian Schmidt, der fik igangsat det konkrete arbejde, idet han sammen med Friluftsrådet skød penge i syv pilotprojekter om nationalparker. Hans Christian Schmidt var ellers som miljøminister mest kendt for ting som nedlæggelse af Naturrådet og nyt byggeri ved de danske kyster og skove og anden bevaringsværdig natur. Det ligger ikke lige til Venstre at trække naturprojekter ned over hovedet på sine egne vælgere ude på de danske bygmarker og grisefarme. Så Hans Christian Schmidt indføjede den klausul i kommissoriet til pilotprojekterne, at forslagene om nationalparker skulle udarbejdes i løbende dialog med lokalbefolkningen (læs; lodsejerne). Dengang var der ingen, næppe heller ministeren selv, der havde forestillet sig, hvilken ny og demokratisk måde at lave planlægning på, der nu kom i spil i det ganske land.

Borgernes hidtidige erfaringer med natur- og landskabsplanlægning er, at de ved festlige lejligheder bliver indkaldt til informationsmøder tilrettelagt af myndighederne efter følgende skabelon: Først et par oplæg, der præsenterer en færdig plan. Derefter spørgsmål fra salen, hvor de sædvanlige kan markere sig. Og til sidst en afrunding hvor der takkes for de interessante kommentarer. Og så gennemføres planen i øvrigt uden de store forandringer. Udpegningen af de danske "Natura 2000 områder" er et klassisk eksempel herpå. Det ironiske er, at vi aldrig kunne drømme om at planlægge hen over hovedet på lokalbefolkningen, når vi arbejder med naturprojekter i Danmarks samarbejdslande i Den Tredje Verden. Her inddrager vi befolkningen og lytter med ydmyghed til de indfødtes viden om naturens mysterier. Helt den samme romantiske lydhørhed fornemmer man ikke blandt Skov- og Naturstyrelsens embedsmænd, når det drejer sig om vestjyske landmænds meninger om naturens dynamik og tålegrænser.

Helt forskellige projekter

De syv pilotprojekter er; Vadehavet, Nordsjælland, Læsø, Møn, Thy, Mols Bjerge og Lille Vildmose ved Aalborg. Miljøministeren nedsatte en styregruppe i hvert område, bestående af de lokale borgmestre og sædvanlige formænd for diverse lokalforeninger. Danmark er jo et foreningsland, og der var en del lokalformænd, der havde regnet med, at de blot skulle handle tingene af med hinanden, som de plejede. Men pilotprojekterne lagde op til en åben proces, der fra starten involverede borgerne i bredere forstand, også dem der ikke føler sig repræsenteret via den lokale idræts- eller landboforening. Jeg fornærmer vist ikke nogen ved at røbe, at de lokale styregrupper stod noget famlende over for denne nye opgave med at skulle i dialog med en hel lokalbefolkning og sammen med dem starte en debat, manøvrere rundt mellem interessemodsætninger og udvikle et fælles bud på, hvad der skal være indholdet i fremtidens danske nationalparker? Skal det være vild natur eller kulturlandskaber, og skal der være plads til fritidsaktiviteter og konventionelt landbrug? Og det er da heller ikke forløbet lige glat i alle områder, og en del af pilotprojekterne har måtte gå den tunge vej til miljøministeren om bede om tre måneders udsættelse.

Både kendte og nye dialogmetoder såsom caféseminarer, temagrupper, borgertopmøde og scenarieværksteder har været i spil, og der er høstet en perlerække af erfaringer om nærdemokrati, såvel positive som mindre elegante. Det var imidlertid uklart i Hans Christian Schmidts kommissorium hvem 'de lokale' egentlig er, hvilket gav anledning til en del bryderier i pilotprojekterne. Man kan med god ret hævde, at en nationalpark ikke er en lokalpark og derfor kommer os alle ved. På den anden side vil de lodsejere, der har jord i selve parken, jo blive anderledes direkte berørt. I Lille Vildmose er der tendens til, at man nærmest skal bo midt nede i mosen for at være rigtig lokal. Og i Vadehavet var der lokale lodsejere, der til borgermøde ville have sendt amtets folk retur til Aabenraa: "I skulle nok have jer frabedt, hvis vi kom og planlagde Aabenraa for jer".

Der har været mange overraskelser undervejs. Lille Vildmose så i starten sig selv i førertrøjen, da næsten hele området er fredet, og en række borgergrupper i forvejen var aktive med hensyn til beskyttelse af egnens natur. Landmændene i Lille Vildmose var til gengæld svære at få op af stolene. Hvad var der at frygte, miljøministeren var jo fra moderpartiet? Men det er ministeren ikke længere, og i den 11. time vågnede lodsejerne op, og så sig omringet af et forslag med vilde kronhjorte, vilde urokser, vilde vildsvin og vilde vildheste. Ved at sætte plakater op i området, der bekendtgjorde, at pilotprojektet nu også pønsede på at udsætte vilde ulve, fik de tromlet et par hundrede vrede lodsejere sammen på et borgermøde. Den tydeligt rystede formand for den lokale styregruppe blev nærmest blæst baglæns ud af lokalet, og deltagerne nægtede overhovedet at diskutere de fremlagt forslag og undersøgelser, men sendte hele nationalparken til tælling.

I Nordsjælland har styregruppen diskuteret at genudsætte europæiske bisonokser, men borgerne frygtede, at de ville blive jaget rundt i skoven af vilde bisoner. I Lille Vildmosen er det omvendt styregruppen, der frygter at blive jaget rundt af vilde landmænd, mens det på Læsø er vilde fiskere, der rynker øjenbryn ved tanken om hvilke restriktioner, der mon følger i kølvandet på de fine ord om nationalpark.

Erfaringerne fordufter

Trods udbredt skepsis i starten blandt lokalpolitikere og embedsfolk i amter og kommuner er konklusionen, at borgerne med stor entusiasme har deltaget i diverse debatter, arbejdsgrupper og arrangementer. I Thy har flere hundrede stået i kø for at deltage i borgermøde i den overfyldte sal, og myten om at borgerne ikke er til at drive ud af sofaen for at blande sig i lokalområdets udvikling er - en myte. Men indflydel-sen skal være reel og arran-gementerne ikke pakket efter politiske ønsker om bestem-te svar. Myndighederne skal jo lytte til borgerne, selv om de kommer op med løsninger, som beslutningstagerne på bjerget ikke selv havde forestillet sig - det er jo derfor, man spørger. Embedsfolk i både amt og kommuner udviste tydeligt forundring over, at almindelige borgere har kunnet levere et så kvalificeret stykke arbejde - når de får tiden og rammerne til det og behandles se-riøst.

Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Landbrug og andre store interesseorganisationer har i denne omgang måttet nøjes med at drømme sig tilbage til dengang, de kunne sidde trygt sammen med miljøministeren i København og slå streger på Danmarkskortet og derefter presse det ned i halsen på de lokale borgere. Lad os håbe, at nationalparkerne er starten på en ny ære. Dialogen slutter jo ikke nu, hvor pilotprojekterne afleverer deres forslag til ministeren. Det er først her, den rigtigt begynder. De nationalparker, der måtte blive udpeget, skal udvikle sig over de næste 25-30 år. Og det bør ske i tæt samspil med den almindelige borger.

Der er ikke fra Miljøministeriet taget initiativer, der kan sikre fortsættelsen af det helt unikke samarbejde, der er opstået i pilotprojekterne mellem de forskellige medarbejdere i skovdistrikter, amt og kommuner. Bevillingen til de koordinatorer, der har været ansat i hvert af de syv pilotprojekter til at holde sammen på hele borgerinddragelsesprocessen, udløber nu. Koordinatorerne har primært været placeret i de lokale skovdistrikter, og sammen med koordinatorerne forsvinder også hovedparten af de indhøstede erfaringer. Dermed skrues tiden tilbage til dengang landskabsplanlægning handlede om at plante grantræer på rækker. Men, hånden på hjertet, Danmarks fremtid ligger ikke i tømmerproduktion. Med krav om rekreative værdier, rent drikkevand, og borgerinddragelse er udfordringen for de danske skove en anden i dag. Men det er bemandingen på skovdistrikterne ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu