Læsetid: 3 min.

De syv små pip

23. februar 1999

I månederne op til den thailandske økonomis kollaps den 2. juli 1997 begyndte vestlige banker og investeringsfonde at spekulere heftigt mod bath'en - Thailands valuta. Centralbanken i Bangkok svarede igen ved at købe bath for milliarder af dollar, men det hjalp ikke. Til sidst skrev centralbankchef Rerngchai til formanden for USA' centralbank, Alan Greenspan, og tryglede ham om at tøjle amerikanske hedge funds, spekulationsfonde. "Angrebet på bath kan få alvorlige følger for Thailands og hele Asiens økonomi, og truer med at undergrave stabiliteten på de internationale finansmarkeder," advarede Rerngchai ifølge New York Times.
Thailands centralbankchef fik kun et svar på fra Greenspans assistent, der indrømmede, at "finansselskaber kan skabe turbulens på lokale markeder som Thailands", men tilføjede, at det var bedst at overlade den slags problemer til private aktører. Brevet blev også sendt til den tyske forbundsbankchef Hans Tietmeyer, der straks spurgte Rerngchai: "Kan De nævne, hvilke tyske banker og fonde, der er involveret i spekulationen mod bath'en?"
Modsat USA var tyskerne altså indstillet på at gribe ind for at hindre, at spekulationen destabiliserede Thailand og det internationale finanssystem.

Anekdoten fortælles, fordi USA nu endelig har anerkendt, at Rerngchais og Tietmeyers skepsis var velbegrundet. Indrømmelsen kom på finansministrenes og centralbankchefernes G7-møde i lørdags i Bonn, hvor USA og de europæiske medlemmer ikke kunne blive enige om andet end at oprette et organ til overvågning af stabiliteten på finansmarkederne. Forslaget til et Financial Stability Forum kom fra Tietmeyer, dets målsætning er at få myndighederne til at tage et større ansvar for finansmarkedernes funktion og udvikle et tidligt varselssystem. I særdeleshed, sagde Bundesbankchefen, bør organet "overveje behovet for at regulere spekulationsfonde."
Det tyske initiativ demonstrerer om noget, at USA's filosofiske lederskab af den nyliberalistiske bølge i 1990'erne nu er på fuld tilbagetog.
Clinton-regeringen var primus motor i liberaliseringen af de internationale finansmarkeder, som betød, at kapitalfattige lande blev oversvømmet af kortfristede lån uden at have et lokalt banksystem, der kunne håndtere boom'et. Da boblen sprang, trak de vestlige investorer pengene ud og skabte en smitteeffekt, der løb fra land til land i 1997-98. Den efterfølgende økonomiske krise i Asien, Rusland og Latinamerika har stillet USA's stadige pres for fri og uhindret kapitalbevægelse - der gavner Wall Street - i et dårligt lys og åbnet muligheden for alternativ krisestyring.

Med indførelsen af en fælles mønt i euro-zonen føler Europa sig bedre rustet til at tage initiativer på denne front. Tyskland og Frankrig foreslår f.eks. at etablere målzoner for de tre ledende valutaers vekseludsving, baseret på EU's relative succes med samme model igennem de sidste 20 år. Hensigten er at tæmme spekulative bølger af den type, som ramte Asien og Latinamerika sidste år.
På G7-mødet blev initiativet støttet af Japan, men pure afvist af USA, der kunne pege på, at europæerne ikke taler med én stemme. I gamle dage levede Europas centralbanker med EMS'en. I dag vender den europæiske centralbank sig stærkt imod et lignende system på internationalt plan af frygt for, at loft og bund for euro'en vil give store investeringsfonde mulighed for at spekulere mod Europas nyfødte - og ret skrøbelige - valuta.
Clinton-regeringen kan glæde sig over denne uventede opbakning fra ECB. Intet ligger amerikansk filosofi fjernere end at regulere valutamarkederne. Men denne transatlantiske alliance er ikke nær så entydig, som man skulle tro, idet Wim Duisenberg & Co. stiller sig afvisende overfor de folkevalgte europæiske politikere krav om et rentefald - en idé, som USA's Robert Rubin slog til lyd for på G7-mødet. Amerikanske og europæiske politikeres fælles interesse i en rentesænkning i euro-zonen kan tilskrives forskellige motiver. Socialdemokratiske regeringer i Europa, især i Tyskland, frygter en recession, mens USA's med sit voksende handelsunderskud håber, at en stimuleret europæisk økonomi vil opsuge mere import fra de lande, som blev ramt af krisen i 1997-98.
Alliancer er prisværdige, hvis de fører til noget konstruktivt. I stedet lod G7-gruppen endnu en gang verdensøkonomien sejle sin egen sø - og skylden kan ikke længere lægges på USA. Et splittet Europa må også tage ansvaret. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her