På en af de sidste sider i Peter Laugesens lille nye bog står der et digt, der markant skiller sig ud fra resten. Typografisk, fordi det som den eneste af de 44 tekster betjener sig af noget så gammeldags som stort begyndelsesbogstav efter punktum og spørgsmålstegn. Og indholdsmæssigt, fordi det peger væk fra digteren selv, hen på en anden stor poet, kollegaen Jørgen Gustava Brandt, der døde i december i fjor.
"Hvor skal du hen, / gamle shaman?" spørger Laugesen, "hvor skal du hen / i decembers grå lys? / Gik du, fordi / her blev for koldt, / og en ny tids engle / gav fanden i Zen?"
Nu er Jørgen Gustava Brandt jo afskåret fra at svare, og det er muligt, at Laugesen ved noget, som vi andre ikke ved, om kollegaens motiver til at dø. Men - ærligt talt, hvad ligner det at forklare en aldrende digters bortgang med forandringer i tidens almene kulturelle klima? Snerper det ikke hen ad at tilskrive døden en hensigt og dermed en ordnende mening? Er det ikke sentimentalt, kort og godt?
Stort og småt
Sligt kaldes at bedrive metafor og stod tit for skud dengang for ca. fyrre år siden, da anarko-surrealisten og super-situationisten Peter Laugesen udgav sin første digtsamling Landskab (1967). I mellemtiden har man lært at holde af hans store, vildt bombarderende bøger, hvor digtene falder i én strid strøm uden smålig hensyntagen til metrisk eller tematisk orden. Men man har også vænnet sig til at værdsætte, hvordan han fra tid til anden ligesom 'standser op' og koncentrerer talentet, strammer form og tanke omkring et enkelt koncept - eller to.
Vejrudsigter hører til denne sidste type af bøger, opbygget som den er over haikuformen og konsekvent som den synes i sit forsøg på at indskrive naturen og dens vækstprocesser i sit livsbillede. Allersmukkest sker det i flg. fornemme digt:
træer
siv
himmel i bækken
vækst
grøde
fugle i græsset
lys
dag
dæmpede toner
Henkastet kan det måske se ud, men læg lige mærke til, hvorledes digtet ligesom 'åbner' sig ved efter to strofeafslutninger med 'æ' i bestemt form at klinge ud med de "dæmpede toner". Eller se, hvordan der drages en fin lodret linje fra træer over fugle til toner - de eneste ord, der står i flertal. Eller prøv at lytte til ordenes klange alene, så høres i sidste strofe afstanden fra lys til toner!
Lyrik som leg
Der forekommer i bogen regelrette, næsten traditionelle haiku, men Laugesen anvender også formen personligt og frit, som her:
verden
skylles af lys
træer
i tågens bad
fugle
på vandet
Så let, så elegant. Og dog så hundesvært at få frem. Sjældent har nogen vist sat sytten små stavelser fra sig så flot - for syv 17.
Direkte legende bliver Laugesens omgang med formen de steder, hvor han punkterer dennes patos og bryder med en grundlov, der byder, at årstiden helst skal fremgå:
et galopperende hjerte
af ren tobak
der råber på øl
Det er af form en haiku, men i indhold og tone umiskendeligt Laugesen. Man gruer på hans vegne for den dag, da ikke alene hver eneste tobakspakning, men også etiketterne på bajere og vin skal indeholde formanende advarsler: brug dette, og du er dødsens...
Epidemisk alvor
Så har han kun digtene tilbage - "drømmen om poesiens brændende epidemiske rensen af alt", sin store, tomme, fyldte henvendelse
til alt og alle
ingen og intet
nu og her
for evigt og altid
Jeg kan vældig godt lide den dér blanding af henkastet lethed og glødende digterisk alvor, der er kommet over Laugesens bøger her i de senere år. Det er, som om han nu, langt om længe, tør vedkende sig, at det er digter han er og vil være, og ikke sabotør eller avantgardeaktivist ude på periferien. Den periferi, som i og med høj-modernismen for længe siden er blevet til kulturcenter.
