Læsetid: 4 min.

T-shirt-terroristen fra Fighters & Lovers

Bobby Schultz risikerer ti års fængsel for at have solgt t-shirts som pr-medarbejder i tøjfirmaet Fighters & Lovers. I dag har han inviteret justitsministeren til en grillpølse og et glas lambrusco for 'sammen at finde jordforbindelsen'
4. juli 2007

I september starter retssagen mod Bobby Schultz og seks andre, der står tiltalt for at støtte terrorister, fordi de gennem tøjfirmaet Fighters & Lovers solgte t-shirts til fordel for to oprørsbevægelser, den palæstinensiske PFLP og colombianske FARC-EP.

Begge organisationer står på EU's terrorliste, men Bobby Schultz mener ikke, han har støttet terrorister.

"Vi har støttet to fuldt legitime befrielsesbevægelser. Eksempelvis er PFLP et lovligt parti i Palæstina og en del af PLO, der er anerkendt af FN som repræsentant for det palæstinensiske folk," siger han.

I januar sidste år fulgte et stort presseopbud Fighters & Lovers, da firmaet lancerede en tøjkollektion med de to oprørsbevægelsers logoer.

På spillestedet Stengade i København filmede tv-kanalen al-Jazeera modeshowet, og sammen med journalister fra BBC og resten af verden blev historien hurtigt spredt.

I løbet af kort tid solgte det lille tøjfirma i hundredvis af t-shirts til hele Europa, Mellemøsten, Astralien, USA og Sydamerika.

På få uger blev næsten hele den første kollektion udsolgt, og da politiet den 20. februar 2006 beslaglagde varelageret og sigtede Fighters & Lovers for støtte til terrorisme, var der kun otte t-shirts tilbage.

"Det blev en måde for unge at vise, at man står af på den hysteriske jagt på terrorspøgelser," mener Bobby Schultz.

Uskyldige civile

Overskuddet fra t-shirt-salget skulle være givet videre til et palæstinensisk plakatværksted og en colombiansk radiostation. Men så langt kom Fighters & Lovers ikke, fordi politiet konfiskerede indtjeningen.

"De to projekter, vi støttede, handlede begge om kommunikation. Det, tror vi, er nøglen til at skabe forandring og fredelig udvikling," siger Bobby Schultz.

-Hvordan forholder I jer til, at PFLP har taget ansvaret for selvmordsbomber?

"Fighters & Lovers støtter ikke nogen former for vold mod uskyldige civile. Det er derfor, vi har støttet PFLP, fordi deres politiske linje er, at den væbnede kamp føres mod det israelske militær, ikke mod uskyldige civile," siger Bobby Schultz.

"PFLP er et demokratisk valgt politisk parti med valgte repræsentanter i ledelsen for større byer som Ramallah og Betlehem. Det er en ikke- religiøs organisation, og jeg har utrolig stor respekt for det arbejde, PFLP laver for at genopbygge det palæstinensiske samfund. De repræsenterer fremtidens stemme, fordi de insisterer på, at der skal være plads til alle uanset tro," mener han.

Bobby Schultz kigger op.

"Det er ikke bare noget, jeg siger. Jeg har været der, og jeg har set det," siger han.

Det er også derfor, han gik ind i tøjfirmaet. Bobby Schultz fortæller om en af de oplevelser, der gjorde stort indtryk, da han i 2002 var i Palæstina som fredsvagt.

Dræbte teenagere

To unge teenagere er blevet skudt af det israelske militær på den mark, hvor de arbejdede med grøntsager. De ligger på jorden og bløder, men ambulancen kan ikke komme til. De israelske soldater bliver ved med at skyde, hver gang ambulancen forsøger at nærme sig.

Bobby Schultz står som fredsvagt lidt derfra ved siden af ambulancen, som er gennemhullet af skud.

"Idéen er, at vi fredsvagter skal lægge en dæmper på den israelske hærs brutalitet, men soldaterne er ligeglade. Og ambulanceførerne er vant til at blive beskudt af den israelske hær," siger Bobby Schultz.

Den ene af drengene er stadig i live og har brug for hjælp. Det har de første vidner, der ankom til stedet, fortalt. Men israelerne lader ikke ambulancen komme til, og i timevis må redningsfolkene vente. Da de israelske soldater endelig trækker sig tilbage, er begge drenge døde. Ham, der var levende, da ambulancen kom, er forblødt på marken.

"Det handler om, at de her mennesker har fortjent noget, der er meget bedre," mener Bobby Schultz.

"Den danske regering har byttet om på, hvem der er ofre og bødler. Den støtter fortsat den israelske regering, som er ansvarlig for snigmord på civilbefolkningens ledere i Palæstina og ødelæggelsen af hele landets økonomiske grundlag," siger Bobby Schultz.

Yderste nødværge

Det er ud fra samme argumentation, at Fighters & Lovers valgte også at støtte FARC i Colombia.

"FARC gør en stor indsats for at vælte et af de værste terrorregimer, som Sydamerika har været udsat for."

Bobby Schultz henviser til den internationale juristkommission, hvis colombianske afdeling for nyligt offentliggjorde, at den nuværende præsident Álvaro Uribes regering i sine første fire år kan gøres direkte ansvarlig for over 4.000 mord på civile politiske modstandere herunder fagforeningsfolk, studenterledere og bønder.

"Væbnet modstandskamp er den yderste nødværge for et underkuet folk mod et regime, der torterer og myrder sin egen befolkning. Det bliver man nødt til at skille fra terrorisme," siger Bobby Schultz.

"Terror, det er den forskruede ide, at man ved at bruge vold og tortur kan få civilbefolkningen til at makke ret, sådan som f.eks. angrebet den 11. september eller bomberne i Madridtoget, og det er den dødfødte kur, Colombia og Israel bruger."

Grillparty

Selvom Bobby Schultz regner med at blive frikendt og sidder smilende i solen i sin gule t-shirt med det rosa FARC-logo, så er anklagen efter straffelovens §114b alvorligt ment.

Han har for nyligt modtaget anklageskriftet og skal stille til september i retten. Anklageren kræver fængsel, og strafferammen er ti år. EU's terrorliste kan ikke uden videre bruges i retten, og derfor bliver et afgørende spørgsmål i den kommende retssag, om de to oprørsbevægelser faktisk kan kaldes terrorister.

Men Bobby Schultz vil gerne i dialog med justitsminister Lene Espersen, der har rejst sagen mod ham. Derfor har han sammen med tre andre, der er tiltalt i samme sag, inviteret Lene Espersen til en grillpølse og et glas lambrusco for 'at tale om det'.

Det sker i dag med et grillparty på Stengade 30 i København, hvor firmaet først lancerede sit tøj.

Bobby Schultz er et kunstnernavn for pr-medarbejderen hos Fighters & Lovers. Både redaktionen og politiet kender hans rigtige navn, men af personlige årsager vil Bobby Schultz kun bruge kunstnernavnet i forbindelse med retssagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her