Læsetid: 4 min.

Ta' bussen - om du tør

21. oktober 1999

Ordet "bus" kommer af det latinske "omnibus", der sådan cirka betyder "for alle". Har man sin jævnlige færden med Hovedstadens Trafikselskabs omnibusser, vil man vide, at det skal tages med et gran salt.
Der er en klar overrepræsentation i busserne af de unge, de ældre, de fremmede og af kvinderne. Hvorimod magtens mænd mellem de 30 og de 60 år mest glimrer med deres fravær - hvadenten de så benytter Kystbanen, personbilen eller den 12-gearede racercykel på deres færd gennem byen.
Der skal nok være dem, der mener, at kritik af busdriften netop derfor har så svært ved at trænge igennem til de besluttende organer.
Det er jo ikke på mode at tale om klassekamp, men i trafikken kan man konstatere den i praksis hver eneste dag. De stærke og selvkørende trafikanter i deres biler er toppen af hierarkiet, mens de forblæste skarer ved busstoppestederne er noget nær bunden. Og da ikke mindst de gamle, der frygtsomt søger at luske sig om bord nogle minutter i ni om morgenen, selv om deres mimrekort først gælder fra da. Man kender de blikke, de sender chaufføren - er han nu en af de flinke og fleksible, eller er hun en af dem med åndelig kasket og reglementet på rygraden?
Passagererne udsættes for lidt af hvert. I myldre-
tiden klamrer man sig til stropper og stænger, når man endelig er kommet med. Hvilket ofte kan tage sin tid, da køreplanen på nogle ruter kun skal opfat-tes som en vag hensigtserklæring. Men som regel er publikum et tålsomt folkefærd - vi ved jo godt, at det sjældent er chaufførens skyld, og nu og da kan folkeviddet og galgenhumor få én til at bære over med meget.

At køre bus i København er ikke for de knækkede - hvadenten man er passager eller man er chauffør. Hverdagen - især i myldretiden - byder på sin portion af hårrejsende situationer og "nærved-uheld". At det desværre ikke altid bliver ved "nærved", dokumenterer en ny undersøgelse fra Frederiksberg og Bispebjerg hospitalers skadestuer. Undersøgelsen er offentliggjort i Ugeskrift for Læger og dokumenterer, at omkring tre gange så mange passagerer i HT's busser bliver kvæstede i forbindelse med transporten som tilfældet er i de odenseanske busser. De skader, som undersøgelsen registrerer, strækker sig fra forvredne ankler over hjernerystelser til brækkede ben.
Og der tegner sig yderligere to klare tendenser: Det er stående passagerer og ældre mennesker, det især går ud over. De fleste ulykker sker i forbindelse med pludselige, voldsomme opbremsninger og ved på- og afstigning. To ældre kvinder har således fået ben amputeret efter på- og afstigningsulykker i indeværende år.
I HT vedkender man sig tallene og har prisværdigt nok tilkendegivet, at der hurtigt vil blive sat en uvildig undersøgelse af sikkerheden i værk, som bl.a. skal inddrage passagerer, chauffører og repræsentanter for ÆldreSagen. Men allerede nu er parterne godt i gang med at sende Sorteper videre. Blandt paratsvarene er, at det er hensynsløse cyklisters og bilisters skyld. Eller at det er udliciteringen og rovdriften på chaufførerne, der er årsagen. Eller at det er mangel på uddannelse af chaufførerne, der har skylden. HT's administrerende direktør Johannes Sloth mener yderligere, at trafikken generelt er blevet "mindre hensynsfuld og mere brutal."

I undersøgelsens konklusion siges det meget tydeligt, at "man kan klart anbefale flere sæder, mere forsigtighed ved opbremsninger og mere tid til ind- og udstigning. En lempelse af tidsmæssigt stramme køreplaner kunne medvirke dertil."
Hensynsfuld opbremsning er formentlig et gratis forslag, selv om det måske hænger sammen med bedre uddannelse. Derimod er både flere siddepladser og mere tid noget, der umiddelbart koster penge. Og bevillingerne er ikke nemme at få op, så længe bussernes kernekunder rekrutteres blandt dem, der ikke bærer gyldne kæder, ikke går med læder-attaché-
taske, og ikke tilbringer deres arbejdsdag bag chefskriveborde.
Det er en kendt sag, at det er dyrt at være fattig. Man kan så passende tilføje, at det også er farligt. Og hvis man oven i det også er gammel, skrøbelig og ikke let til bens, så vokser risikoen. I det store billede er det politik - klassekamp - det drejer sig om. Derfor skal man alligevel ikke være bange for også at anlægge en moralsk betragtning: det er et sørgeligt sjældent syn at se et yngre, rørigt menneske afgive sin siddeplads til selv stærkt handicappede eller gangbesværede medpassagerer. Når det endelig sker, at nogen forbarmer sig, er det ikke sjældent en "fremmed" eller en anden ældre, der viger pladsen.
I det hele er vi nogle stykker, der trods alt nødigt ville undvære vores daglige bustur. I bussen møder man hverdagsdanskere på godt og ondt med lyde, lugte og stemmer, der aldrig trænger ind bag BMW'ens tonede ruder.kyed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu