Læsetid: 3 min.

Tåbelighedens triumf

20. juni 1997

HVAD DER i de seneste to uger er sket med det engang så mægtige konservative parti kan bedst karakteriseres ved Karl Marx' sætning om, at historien gentager sig: "første gang som tragedie og anden gang som farce".
Partiet har gennemspillet nøjagtig den samme tragedie som Labour i 1979; forskellige varianter af ideologier har ihæ rdigt bejlet om vælgernes gunst i håb om at hindre de midtsøgende i at vinde. Indtil i går havde den 56-årige Kenneth Clarke vundet alle tænkelige former for popularitetsmålinger. Clarke blev støttet af medlemmerne i Europa-Parlamentet, Overhuset, af de menige partimedlemmer, og af de menige vælgere. Men ingen af disse grupper havde indflydelse på formandsvalget. Det var kun medlemmer af Underhuset, der havde stemmeret.
Selvom Clarke allerede havde vundet de to indledende runder fortsatte liberalisten og euroskeptikeren, den 36-årige, William Hauge kampen om at afløse John Major.
Klokken 17.13 lokal tid kunne gruppeformanden Archie Hamilton bekendtgøre valgresultatet: "Kenneth Clarke 70 stemmer, William Hauge 92 stemmer".
Resultatet blev dermed, at de konservative valgte lige præcis den leder som alle - bortset fra en hård kerne af ultrakonservative chefredaktører - opfatter som den mindst egnede leder af partiet.

DER FINDES én lov i den politiske videnskab: Den, der kontrollerer midten, har magten. Det er denne erkendelse, der siden tresserne har fået politologer til at skrive lærde værker om medianvælger-teoremet, men - hvad der måske er mere interessant - det er den samme erkendelse, der intuitivt har sikret, at det britiske konservative parti har haft magten i over to-tredjedele af dette århundrede. Selv partiets ideologer indså nødvendigheden af partigrundlægger Benjamin Disraelis dictum: "Det konservative parti er folkets parti eller det holder op med at eksistere".
Den pragmatiske holdning var ifølge det højreorienterede parlamentsmedlem Enoch Powell grunden til at de konservative havde større succes ved parlamentsvalgene end Labour. For som Powell formulerede det: "Der er en ting man kan være forvisset om, når det drejer sig om det konservative parti: Det ved, hvor stemmerne ligger."
Denne analyse var nok korrekt i begyndelsen af 1980'erne, hvor Labour valgte den ideologiske socialisme, og så stort på vælgernes krav om en reform af velfærdsstaten. Labour valgte i 1979 venstresocialisten Michael Foot til leder fremfor den midtsøgende Dennis Healey. Resultatet: 18 års trøstesløs ørkenvandring.
De konservative parlamentsmedlemmers beslutning om at vælge en politiker som ideologisk er lige så yderligtgående som Michael Foot (omend med modsat fortegn) må betragtes som et enestående bevis på eksistensen af en kollektiv dødsdrift i det konservative parti: endegyldigt bevis på, at Powells tese ikke længere er korrekt. Valget af Hague er en af de få situationer, hvor det er berettiget at tale om en historisk fejltagelse. For hvis de konservative nogensinde skal gøre sig håb om at genvinde magten fra Labour, er det et mindstekrav, at The Conservative and Unionist Party genvinder kampen om den politiske midtbane. Dette er selvsagt vanskeligt, hvis man - som Hague - har valgt at fortsætte den højredrejede politik, som vælgerne eftertrykkeligt forkastede ved valget første maj.

DERES eksistensberettigelse er at være det tåbelige parti, påpegede filosoffen John Stuart Mill i 1850'erne. Dette er stadigvæk tilfældet. Ikke så meget fordi Hague har alle de forkerte holdninger, men primært fordi hans valg kan føre til partiets splittelse.
Hague erklæ rede inden valget, at han ikke ville optage medlemmer af sit skyggekabinet, der var tilhængere af ØMU. At alle medlemmer af skyggekabinettet skal garantere at de i al evighed vil være modstandere af ØMU, betyder at Hague ikke kan optage medlemmer af partiets venstrefløj i sit skyggekabinet. Det betyder, at han ikke kan samle partiet. Konsekvensen af dette er allerede blevet forudset af Kenneth Clarke. Ved et møde sidste weekend antydede Clarke, at venstrefløjen i det konservative parti kunne overveje at opstille som et selvstændigt parti ved Europa-Parlamentsvalget om to år. Clarke konstaterede samtidigt, at den konservative venstrefløj allerede havde en rudimentær partiorganisation i den landsdækkende Tory Reform Group.
Hvis det kommer til et brud, er der endnu en sørgelig parallel mellem de konservative anno 1997 og Labour i begyndelsen af 1980'erne. I 1981 splittedes Labour da midtsøgende medlemmer som David Owen og Roy Jenkins brød med partiet i protest mod venstredrejningen. Det tog 16 år at hele dette brud i Labour.
"Sort og grusom hinsides alle minder var deres nederlag, men langt mørkere og grusom bliver dagen for deres genkomst", skrev digteren Thomas Macaulay om det konservative valgnederlag i 1832. Det samme kan man med god ret sige i dag; eneste forskel er at de konservative med en så formidabel modstander som Tony Blair måske aldrig vil opleve dagen for deres genkomst.

Q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her