Læsetid: 3 min.

Vi er alle tabere

Langsomt men sikkert fordeles danskernes livschancer stadig mere ulige
31. juli 2006

Frustration er måske et dækkende ord. Men det var i lige så høj grad forundring og vrede, der tonede gennem hendes beretning. Forundring over at det virkelig stod så slemt til, vrede over at alle tilsyneladende havde givet op og lod tingene gå deres skæve gang, som om de var uafvendelige.

Det hun fortalte om, var datterens klasse, en 6. klasse på en kommuneskole i Odense. Som forældre vidste de naturligvis, at der var problemer med uro og dårligt klima, men hvor overvældende problemerne var, gik først helt op for hende, da klasselærer og inspektør i fællesskab kapitulerede og lagde kortene på bordet: undervisning var praktisk taget umulig.

På initiativ af nogle af forældrene blev det besluttet, at de få, som overhovedet interesserede sig for skolen, på skift kunne følge klassen og simpelthen nedskrive deres iagttagelser. Nu havde min hjemmelskvinde så fulgt undervisningen en uge igennem og var i oprør. Var dette virkelig, hvad man bød børn i en dansk kommuneskole anno 2006?

Selvfølgelig, fristes man til at sige, drejede det sig om en 'indvandrerskole' med et overtal af tosprogede børn. Men de var ikke ene om at skabe problemerne. Flertallet af de danske børn i klassen kommer nemlig fra 'socialt ressourcesvage' miljøer og bidrager deres til den almindelige opløsning. Om de overhovedet kommer i skole, og til tiden, er langt fra sikkert, og når de møder op, er de selvfølgelig uforberedte, madpakke har de sjældent med, skal de på udflugt, har forældrene, trods en strøm af information, enten overset eller glemt det med den følge, at meget af dagen går med overhovedet at få eleverne samlet. Osv. Undervisning - en by i Danmark.

Det delte samfund

Kort efter jeg havde fået hendes snart mismodige snart harmdirrende beretning, faldt jeg over Lars Olsens bog fra foråret 2005, Det delte Danmark, der nok blev en del omtalt ved fremkomsten men, opdagede jeg, på en forvreden måde. Som jeg husker det, kom den efterfølgende debat hovedsagelig til at dreje sig om, hvorvidt forfatteren havde ret i sin påstand om, at de venstreorienteredes og kulturradikales praktiske solidaritet med indvandrerne kan ligge på et meget lille sted, når de isolerer sig i velordnede kvarterer fjernt fra ghettoerne og sender deres børn enten på privatskole eller en 'hvid' skole i et andet skoledistrikt, hvis alternativet er en skole som den beskrevne.

Dermed faldt Lars Olsens anliggende i den kendte kløft mellem de etablerede bastioner: for og imod indvandring og indvandrere. Ganske urimeligt, for hans kardinalpunkt er netop, at som følge af den generelle tendens til opsplitning af samfundet, er vi i færd med at afskrive en stor gruppe af indvandrere og danskere, der er fælles om at være 'ressourcesvage', bo i det almene boligbyggeris ghettoer og have deres børn på skoler, som 'taber' et uhyrligt antal af eleverne.

Som ofte fremført afslørede en PISA-undersøgelse, at 17 pct. forlader skolen uden de læsefærdigheder, der er nødvendige for at klare sig i uddannelsessystemerne og på arbejdsmarkedet. 17 procent, dvs. knap hver femte, går altså ud af skolen som funktionelle analfabeter og er fastlåst til en gruppe, hvis sociale mobilitet i forvejen er stivnet.

De tabte danskere

Når det gælder de ressourcesvage indvandrere, er der givet mange mere eller mindre gode forklaringer på den udeblevne integration, dog først og fremmest den medbragte kultur, der alt efter gemyt og politisk ståsted kan vurderes som en positiv eller negativ faktor. Faktum er imidlertid, at de store dele af dem, som samles i de sociale ghettoer, aldrig kommer et skridt nærmere en arbejdsmæssig integration. Deres børn ej heller på grund af de lokale folkeskolers reelle sammenbrud.

Min, måske hasarderede, påstand er, at der gennem de seneste par generationer har udviklet sig en lignende afsondrethed blandt de danskere, som deler sociale, dvs. boligmæssige, indkomstmæssige og uddannelsesmæssige vilkår med dem. Der er fremvokset en 'subkultur', der har andre normer, idealer og æresbegreber end i resten af samfundet, og som sætter lige så håndfaste barrierer for deres integration som de medbragte og fastholdte kulturelle mønstre gør det for mange indvandrere. Og nok engang: Sammenbruddet i ghettoskolerne, hvor hovedparten af de 17 pct., som forlader skolen uden elementære kundskaber stort set er samlet, fastholder også børnene i dette miljø.

Den almene velstandsstigning og snart et århundredes sociale dagsorden sikrer, at der ikke hersker gammeldags materiel fattigdom. Men som Lars Olsen påviser, fordeles livschancerne stadig mere ulige og henviser - nu kommer tallet igen - hver femte til at ende blandt de sociale tabere og livslangt balancere på kanten til den kriminelle verden.

Sker det, kan man vist roligt forudsige, at vi alle bliver tabere.

Rolf Dorset er forfatter og journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her