Læsetid: 4 min.

Taberen der ikke blev vinder

Einar Kárasons ottende bog på dansk er på én gang en litterær satire, en realistisk outsiderskildring og et formelt eksperiment
19. maj 2005

Sidste gang man på dansk hørte fra islandske Einar Kárason (f. 1955), var for to år siden, da Gyldendal udsendte Fjendemøde, en historisk roman, som i en flerstemmig form skildrer en ung krigers blodige hævntogt hen over det 13. århundredes Island. Forfatterens forlæg var dengang de såkaldte samtidssagaer. I Storm, som i år var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, er genremodellen derimod hentet fra gavtyveromanen, sådan som den kendes fra spansk barok eller fra Thomas Manns Felix Krull, her blot igen kombineret med en flimrende, flerstemmig teknik.

I midten af romanen står Eyvind Jonsson med tilnavnet Storm, en dovendidrik og uforbederlig drukmås, som med kone og børn flytter ind i Vollsmose i den klare hensigt at leve af nas og plat. De falder hurtigt glimrende til, lærer at begå sig blandt danske, tyrkiske og pakistanske naboer, omgås hyppigt lokale landsmænd og finder snart frem til de huller i bistandssystemet, som med lidt snilde tillader dem at opretholde et jævnt højt forbrug uden at udrette dagens gerning.

Kor af fortællere

Denne periode i parrets liv beskrives hovedsageligt af Eyvind og Stefania på skift, men også af en ungdomsven og af Sigurbjørn, en it-nørd, der får sin faste gang i deres hjem, så fast, at man konstant har et "Bjørneværelse" stående til ham. Senere, da de efter en totalt mislykket emigration til USA flytter helt tilbage til Island, støder nye stemmer til, såsom ungdomsvennen Isleif, Stefanias bekymrede mor, Eyvinds deprime, drikfældige mor, en skuespiller og en advokat. Havde læserne håbet på en islandsk opdateret version af dannelsesromanens komposition: hjemme-hjemløs-hjem, bliver de sikkert skuffede, for Eyvind eller Storm er ikke alene dårlig til at overskue konsekvenserne af sine egne handlinger, han formår heller ikke at lære af sine erfaringer og ender derfor gang på gang i de samme fortrædeligheder. F.eks. kan han ikke fatte, at "de dér danske idioter" bliver ved med at forfølge ham, bare fordi han lod sig lokke, da de i sin tid tilbød ham alt muligt herligt på afbetaling, og nu oven i købet vil have ham til at bløde renter og inkassosalærer. Rene mafiametoder!

At det går vor uheldige helt så gruelig galt, skyldes en intrige, der løber parallelt med hans flytninger frem og tilbage. Tidligt overværer vi nemlig et møde på en forlagsredaktion, hvor man, inspireret af kassesucceser som Broerne i Madison County og Frøken Smillas fornemmelse for sne, forsøger at planlægge en stensikker bestseller og dernæst vil sætte en arbejdsgruppe til at skrive den for så sluttelig at hyre enten et godtroende fjols eller også en tilstrækkelig kynisk spekulant til at stå frem som forfatteren, lade sig fotografere, give interviews osv. I første omgang går planen i vasken, fordi arbejdsgruppens to tredjedele forelsker sig i hinanden og gør den sidste tredjedel slemt jaloux, men så kommer forlagets børnebogsredaktør heldigvis i tanker om, at man da vist stadig har et gammelt outsidermanuskript liggende, som blev indsendt anonymt til en romankonkurrence.

Hvad er nu mere oplagt end at sætte den skinsyge skriver til at forbedre på teksten og udnævne Storm til forfatter og derefter lave et (drivende sentimentalt) teaterstykke, som bliver en solid succes? Det eneste, der kræves, er sådan set bare, at Storm er i stand til at holde masken, hvad han naturligvis ikke er. Dels har han problemet med flaskerne, dels jo tendensen til overforbrug.

En ordinær og doven, udisciplineret døgenigt kan ikke give rollen som den coole forfatter. Taberen ender ikke som vinder.

Postuleret polyfoni

Anmeldere plejer at skrive, at det er flot, hvis en forfatter kan få læseren til at føle sympati for en romanfigur, som egentlig er et rigtig dumt svin. Men i tilfældet Storm lader klicheen sig ikke bruge. Nok bliver han da udnyttet af forlaget, og ganske vist har hans kære kone sin del af skylden for gælden til byggemarkedet, banken, kommunen og den danske "mafia"; men Storm fremstår alligevel som en plattenslager og nasserøv, hvis ofte berømmede verbale overskud ikke for alvor er nok til, at læseren ligesom kan 'identificere' sig med ham.

Pointen ved romanen må altså ligge et andet sted, formentlig i dens form, som vistnok skal være forfatterens bud på grotesk polyfoni. Hertil er at sige, at hvor meget respekt man end måtte have for Einar Kárasons listige kombination af outsiderskildring, litterær satire og formelt eksperiment, forbliver denne blanding et uforløst postulat, så længe alle bogens personer taler så godt som ens, nemlig i samme overgearet friskfyragtige og, efter alt for få sider, velkendt monotone, anspændt "mundtlige" stil. Det er lykkedes Kim Lembek at transformere den kongenialt, men vi bliver endnu en gang mindet om, hvor hurtigt bandeord og slang slides ned.

Einar Kárason: Storm. Roman. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. 314 s. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03360-7.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu