Læsetid: 10 min.

Tabernes sejr

Det betaler sig at være taber i det moderne samfund. Velfærdsydelserne vælter ned fra hylderne, og en voksende godhedsindustri lever af at fastholde folk i rollen som ofre. Der er tale om en institutionaliseret tabermoral, der fratager folk ansvaret for fiasko og skyder skylden på systemet. Eller-
17. november 2006

Hvordan ser han ud, taberen år 2006? Jo, han nøjes ikke med at være i nød, han spekulerer også i at være det. Han beregner, om det kan betale sig at arbejde, og han overdriver sine skavanker for at blive berettiget til mere velfærd. Han indstiller sig på, hvad socialarbejderen kræver af ham, når han skal være syg, og han præsenterer sig som et svigtet offer, hvis hans krav afvises.

Nogenlunde sådan lyder levendegørelsen af den tabermoral, som Ole Thyssen og Henrik Dahl beskriver i deres nye debatbog Krigeren, borgeren og taberen.

"Taberens udgangspunkt er, at det er synd for ham. Når det går dårligt, er det ikke hans egen skyld. Det er ikke ham, der har svigtet, han er i stedet et offer for andres svigt - samfundets eller behandlernes," siger Ole Thyssen, som er filosof og dr. phil ved Copenhagen Business School.

Tabermoralen er i hans version en særlig måde at forholde sig til livets op- og nedture på, som ikke nødvendigvis er forbeholdt samfundets nederste lag. Taberen kan således både vise sig som akademikeren, der ikke gider gå med aviser, men gerne vil hæve sin dagpengecheck - og som den hjemløse, der har meldt sig ud af samfundet, men stadig kræver sine velfærdsydelser.

"En af vores påstande er, at det er blevet nemmere og måske også mere fristende at gøre sig til taber i det moderne samfund. For der er en række stærke grupper, som lever af at promovere og udbrede tabermoralen," siger Ole Thyssen.

Han sigter til den såkaldte godheds- eller velfærdsindustri med sagsbehandlere, læger og socialarbejdere i spidsen, som ifølge Thyssen har en naturlig interesse i, at tabermoralen udbredes.

"Velfærdsindustrien lever af at stable svage på benene. Jo flere svage, der er, jo mere kan systemet vokse. Derfor holder den konstant et spejl op foran folk og siger: 'Se, det er synd for dig, at du har så ondt'," siger Thyssen.

Når socialarbejdere, psykologer og læger optræder i medierne med såkaldte 'ekspertudtalelser', bør man derfor ikke naivt tro, at det kun er faktiske tilstande, de beskriver, mener han.

"Der er opstået et velfærdspolitisk kompleks, hvor en lang række mennesker lever af at sælge behov til os - på samme måde som reklamer gør det. Men da de er eksperter, betragtes det ikke som en reklame. Det betragtes som en tekst, der beskriver tilstanden i Danmark. Når der udkommer en rapport om stress, strømmer lægerne til for at sige: 'Ja, vi er ikke gode nok til at håndtere stress', mens kommunerne samtidig spørger sig selv: 'Har vi nu også en stress-politik' osv."

Resultatet af denne 'uhellige alliance' mellem et behandlingssystem, der ønsker at ekspandere, tabere, der kræver velfærdsydelser, og politikere, der vil genvælges og derfor giver efter, er, at folk fastholdes i en offerrolle, hvor de anerkendes for, hvad de ikke kan, i stedet for hvad de kan, mener Thyssen.

"Velfærdskomplekset opfordrer ikke folk til at gøre sig umage. Eller rettere: det opfordrer folk til at gøre sig umage med at fortælle, hvor inkompetente de er, så de kan få de velfærdsydelser, de har ret til. Det er en ny form for anerkendelse, som florerer i vores samfund - anerkendelsen af inkompetence," siger Ole Thyssen, som mener, at denne legitimering af ikke at kunne noget blandt andet viser sig ved, at mennesker nu kan gøre 'karriere' som professionelle velfærdsmodtagere.

"Der er mennesker, inden for velfærdssystemet, som ikke er til at drive ud. De har intet at vinde ved at forlade systemet, og det gør, at den gamle ide om velfærdssystemet, der handlede om at tage hånd om mennesker, som i en periode var uden for arbejdsmarkedet, er forsvundet."

Uden for 'det gode selskab'

Forfatter og samfundsdebattør Jan Sonnergaard køber dog ikke ideen om, at det skulle være en god forretning at gøre sig til taber.

"Jeg har selv prøvet at være på bistandshjælp og på dagpenge, og det er absolut ikke attraktivt," siger han.

Der er nemlig ikke, som Thyssen påstår, nogen form for anerkendelse i et liv på bistandshjælp, mener han. Tværtimod holdes man som arbejdsløs uden for 'det gode selskab'.

"Der sker meget hurtigt det, at man bliver sat uden for det rum, hvor vinderne og kvasi-vinderne er, netop fordi vi har et samfund, hvor vi bedømmer os selv på økonomisk og professionel gevinst. I det øjeblik, du ikke har nogen penge eller nogen profession at prale med, er du sat udenfor. Så kan du være nok så flink og morsom, men det er ret tvivlsomt, om der er nogen, der gider at høre på dig," siger Jan Sonnergaard.

Ikke desto mindre har også han observeret en tendens til "kontraproduktiv brok", der går på tværs af samfundsskellene.

"Erhvervsmænd og iværksættere klynker over, at de skal betale skat, middelklassen brokker sig over perkerne, og underklassen langer ud efter systemet. Det, kan man godt sige, er tre forskellige udslag af selvmedlidenhed, der ikke rigtig gavner noget," siger Jan Sonnergaard, der dog mener, at underklassen i dette tilfælde har en reel sag.

"Vi har jo indrettet et samfund, hvor der er behov for, at der er nogen, der ikke bliver sat i spil, vi har behov for en reserve af arbejdskraft - både som skræmmebillede, men også som løntrykkere," siger han.

Ole Thyssen fastholder imidlertid, at systemet af sagsbehandlere og socialarbejdere er med til at holde hånden over blandt andre de arbejdsløse ved at anerkende dem som ofre. Og i sidste ende er det at gøre dem en bjørnetjeneste.

"For et par år siden hørte jeg et interview med en socialarbejder, som sagde, at han var fortørnet over, at han nu ikke bare skulle sørge for sine klienters behov, men også tjekke om de ikke ville eller ikke kunne arbejde, og det, mente han, var en skandale, for det gjorde, at han mistede sine klienters tillid. De havde kun tillid til ham, hvis han ikke stillede krav. Og den holdning mener jeg ikke, man skal give efter for, for den gør mennesker mindre, end de behøver at være," siger Ole Thyssen.

'Det er min egen skyld'

Leif Tøfting Kongsgaard er antropolog og ansat som faglig konsulent i Væksthuset - en erhvervsdrivende fond, der samarbejder med ledige om at bane vej til en plads på arbejdsmarkedet. Han kan godt genkende den offergørelse, som Thyssen beskriver: "Vi har jo et system, hvor man skal leve op til et bestemt sygdomsniveau for at få nogle bestemte ydelser. Det gør selvfølgelig, at folk kan spekulere i og dyrke den sygdom, de har," siger Kongsgaard. Han understreger dog, at tabermoralen langt fra er en generel tendens hos de klienter, han møder. Tværtimod:

"Jeg oplever mange, som har internaliseret den stik modsatte tendens, der er til at sige: 'Du er selv skyld i, at du er arbejdsløs'. I stedet for at sige: 'Det er systemets skyld', sidder folk og siger: 'Det er min skyld' eller 'det er pinligt', for der er også en høj grad af skam forbundet med arbejdsløshed," siger han: "Derfor synes jeg, det er unuanceret at fortsætte den retorik, der hedder: 'Vi har produceret et samfund, hvor folk synes, det er samfundets skyld'. For nej, der er sgu mange, der synes, at det er alt sammen er deres egen skyld."

Ifølge Leif Tøfting Kongsgaard skal systemet selvfølgelig holde sig for øje, at det ikke gør sine klienter til ofre. Men det er mindst lige så vigtigt, at systemet ikke plastrer sine klienter til med skyldfølelse, mener han.

"I dag retter indsatserne mod arbejdsløshed sig mod individet og den lediges vilje, motivation og indstilling: 'Hvis du er arbejdsløs, så er det nok fordi, du ikke har været god nok til at sælge dig selv'. Den indstilling er ikke helt forkert, men det er omvendt et kæmpe problem, hvis man i de nye bestræbelser på at undgå at gøre folk til ofre i stedet begynder at gøre dem skyldige. Det er en mindst lige så uheldig mærkat at få hæftet på."

-Men folk er vel i sidste ende ansvarlige for deres eget liv?

"Klienterne står selvfølgelig til ansvar for deres eget liv, men de er ikke altid selv ansvarlige for, at de er endt, hvor de er. Det betyder ikke, at de er uden ansvar for at komme videre, men det betyder, at de har brug for hjælp til at komme videre. Mange har jo været ude af arbejdsmarkedet i måske 20 år," siger Kongsgaard.

Formanden for Sociologiforeningen, Rasmus Willig, mener slet og ret, at den diagnose, som Ole Thyssen stiller, er forkert.

Forkert diagnose

"Det forekommer mig under alle omstændigheder mærkværdigt at kaste sig ud i en diskussion om klientgørelse og godhedsindustri i en tid, hvor der knap nok er nogen arbejdsløshed, og hvor der aldrig har været en mere radikal aktivering. Det er en diskussion, der måske var berettiget i 80'erne," siger Rasmus Willig.

Desuden vil han ikke godkende præmissen om 'anerkendelse som inkompetence'. At blive bekræftet i, at man er en klient med et behov for behandling, er ikke det samme som at blive anerkendt for det. Den konklusion kan man kun komme til, hvis man vender anerkendelsesteorien på hovedet, mener han. Og det er lige præcis, hvad Ole Thyssen har gjort.

"Det betyder, at udgangspunktet for hans argumentation hviler på et forkert grundlag, og i sidste ende leder til den fejlagtige slutning, at vor tids udstødte skulle have indgået en alliance med godhedsindustrien, der gavner begge parter," siger han. Det fører samtidig til en form for mistænkeliggørelse, som Rasmus Willig ikke bryder sig om:

"Ole Thyssen tror åbenbart ikke på, at der er reelle intentioner bag folks handlinger. Dem, der hjælper andre, anklager han for at gøre det i egen interesse. Og dem, der lider, anklager han for at have påtaget sig lidelsen for at opnå anerkendelse og malke systemet," siger Rasmus Willig, som mener, at denne mistænkeliggørelse blot er med til at stigmatisere taberne yderligere.

"Mistanken om, at det også kunne være den hjemløses egen skyld, at han er hjemløs, fører til en yderligere eksklusion af de grupper, som er særligt udsatte, samtidig med at dem, som vitterligt ikke kan rejse sig fra bænken, bliver frataget muligheden for at rejse sig ved hjælp fra andre".

Rasmus Willig vil ikke udelukke, at tabermoralen eksisterer i samfundet og i et vist omfang trives. Han mener bare ikke, at det er det interessante spørgsmål:

"For det er ikke det rigtige spørgsmål. Det rigtige spørgsmål er: hvem er de virkeligt lidende? Og hvordan får vi deres lidelser frem i den offentlige debat? I stedet lukker Ole Thyssen munden på dem ved at tale ned til dem og give dem irreelle hensigter. Der vil altid være nogen, der ikke gider arbejde, og som malker systemet osv., men det er ikke så interessant. Det interessante er, om vi på den baggrund vil skabe et samfund, der lukker af for sine socialt udstødte. Eller om vi vil have et samfund, der er lydhør over for at høre deres krænkelser," siger Rasmus Willig.

Ifølge Ole Thyssen er der imidlertid god grund til at tage tabermoralen alvorligt. For den er et tegn på en fejludvikling, mener han:

"En af vores påstande er, at der er en lang række ting, som vi må arbejde for, og som ikke kan løses med rettigheder. Hvis du skal anerkendes som arbejdspartner eller som kæreste, kan du ikke bare få det som rettighed. Du må kæmpe for det. Og hvis man kræver gevinsten uden at tage kampen, så er man ovre i en fejludvikling. Så er man ovre i fiskedammen, hvor alle skal have en præmie," siger Ole Thyssen.

Den retoriske taber-figur

Litteraten Frederik Stjernfeldt har tidligere vist, hvordan tabermoralen også går igen i retorikken som en bevidst stilistisk figur. Sidste år udgav han og medforfatteren Søren Ulrik Thomsen debatbogen Kritik af den negative opbyggelighed.

"Det, vi var ude efter at vise, var, hvordan dygtige og kloge folk med høje indtægter har fundet på at bruge offerrollen til at positionere sig i den offentlige diskussion. Et udbredt fænomen er for eksempel, at man begynder sin argumentation med at sige: 'Ja, det er jo komplet tabu, at sige det, jeg siger nu'. Det hører man jo hele tiden, men det er sjældent, at det passer, for de fleste ting har jo været sagt mere eller mindre skarpt tidligere," siger Frederik Stjernfeldt.

Resultatet af den retoriske taber-figur er, at det offentlige rum forurenes, mener han. For når den ene part gør sig til offer, gøres den anden indirekte til hersker eller undertrykker.

"Der kommer med andre ord en anklage ind, som hævder, at ofret altid har ret. Og derfor kommer der en skævhed mellem positionerne, som forvrider den åbne diskussion," siger Stjernfeldt.

Det skal dog ikke misforstås derhen, at der ikke eksisterer ofre, eller at ofre bare er noget, folk positionerer sig som, understreger han.

"Vores pointe var og er ikke, at der ikke findes udstødte. Det gør der jo stadigvæk. Pointen er, at hvis alle konkurrerer om at tale som ofre og udstødte, så kommer det i virkeligheden til at dække over de reelt udstødte".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu