Læsetid: 3 min.

Tabet af den social kapital

6. juli 2005

Der er kommet en ny efterspørgsel efter højhuse i København; højhuse er fede, de signalisere vækst og innovation. Andre end Per Anker Jensen (Information den 4. juli), herunder borgmesterkandidaten fra de radikale, mener, at det er synonymt med begrebet storby og efterspørger begejstret nye højhusbebyggelser.

En begejstring for højhusene må vel anskues i forhold til deres funktion og kvaliteter som boliger eller som kontorhuse, og ikke mindst som generator af øget trafik og pendling, hvor de nu måtte anlægges.

I min studietid tegnede vi et højhusprojekt på 34 etager beregnet til 6.000 mennesker, med integrerede arbejdspladser, butikker, børnehaver, grundskoler, fælles opholdsarealer, legepladser - og hvad hjertet kunne begære for en slig befolkningsgruppe. For at fastholde ideerne om luft og lys, fastlagde vi en bebyggelsesprocent på 50, som jo ligger langt over dagens trend, hvor man helst skal bygge ligeså tæt som for 100 år siden. Hermed fik vi et kæmpe areal rundt om huset, som gav anledning til spændende spekulationer.

Hvordan holder mor øje med lille August nede i sandkassen fra 30. etage? Hvordan kan man råbe ungerne op, når de skal spise (det var før mobiltelefonen)? Kommer de mon nogensinde ned at lege?

Hvordan vil det påvirke kvaliteten af udearealer med de uforudsigelige turbulenser, og hvad med den kæmpemæssige slagskygge som lægger dem hen i tusmørke i halvdelen af året? Hvem gider overhovedet opholde sig dernede?

Vi kom til den konklusion, at der nok hurtigt nede i skoven ville opstå subkulturer af bortløbne børn og andre utilpassede eksistenser, som ikke kunne rummes i vores store effektive bomaskine, og vi afskrev det som en mulighed, vi ikke selv gad bo i.

Den sociale kapital

Nutidens højhusbyggerier har intet til fælles med Corbussiers ideer om luft, lys eller om at trække landskabet ind i byen. Det handler mest om profitmaximering på mindst mulig grundareal.

Ej heller handler det om at styrke fællesskaber og skabe optimale vilkår for alle voksne, børn eller unge. De skal alligevel spændes fast mellem computerbordet og stoleryggen og holde sig i ro i deres forsøg på at realisere sig selv i det virtuelle. De skal ikke ud at lege og slet ikke med de forkerte børn.

Ej heller handler det om at spare på ressourcerne; man bygger, som om olien til opvarming og nedkøling af de enorme glashuse er uendelig. Jeg ser absolut ingen forsøg på at gøre disse bygninger uafhængig af fossil energi; hverken solceller eller passiv solvarme inddrages for at fremtidssikre disse bebyggelser. Bølgen af tæt og lavt boligbyggeri kom jo i kølvandet af energikrisen i 1970'erne sammen med interessen for vedvarende energi, og forsvandt i nybyggeriet i takt med den billige olie.

Den globale opvarmning generer tilsyneladende ikke disse entusiaster, herunder politikere og planlæggere i Københavns Kommune, som har genoptaget det gamle begreb 'planlagt overbebyggelse'. Selvom mere sten, beton, og asfalt øger temperaturen i storbyerne.

Den nuværende højhus-entusiasme er et resultat af høje grundpriser og en jubeloptimisme i ønsket om centralisering af økonomisk vækst med tilbud af boliger for mennesker, der socialt alene relaterer sig til arbejdspladsen og isolerer sig fra alle andre i samfundet. Med et tab af social kapital til følge som sociologen Bordieu taler om.

Med andre ord; overordnet udtryk for en forfejlet bolig-, energi- og trafikpolitik, som styrker den globale opvarming, polariseringen og ghettoiseringen i samfundet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu