Læsetid: 5 min.

Tabloidfeber i Cape Town

Tabloidaviser lokker millioner af sydafrikanske arbejdere til at læse avis. Den hårdtslående cocktail af sex, synder, sensationer og sport har vakt forargelse hos nogen, men salgstallene taler for sig selv
3. juni 2005

Det er mandag morgen i Cape Town. Dagen før blev byen ramt af en voldsom storm. På morgenens redaktionsmøde på den kun to måneder gamle tabloidavis Daily Voice er 'Brophy og Murphy-showet' i gang. Chefredaktøren Karl Brophy og layout-chefen Alan Murphy sidder og trykker på hver deres lyserøde, brystformede afstressningsbold af gummi. En brystvorte bliver klemt ud mellem Murphys fingre i en forvreden vinkel, mens han tænker højt:

"Hvad sker der på side tre i morgen? Få en fotograf til at tage et billede af en pige iført gummistøvler og paraply og ikke andet."

Daily Voice er allerede blevet døbt Daily Vice (dagens last, red.) af en af Cape Towns største kirkelige samfund, som også skyder skylden for den langvarige tørke i byen på avisen. Mens regnen siler ned udenfor, spekulerer Brophy og Murphy på, hvad de nu vil blive bebrejdet.

Daily Voice er avisgruppen Independent Newspapers' bidrag til landets blomstrende produktion af tabloidaviser, der blev skudt i gang af Johnnic Media i 1999 med Soweto-avisen Sunday World.

Independent-gruppens største konkurrent Naspers begyndte at udgive Sunday Sun i 2001 og herefter fulgte Daily Sun og den afrikaans-sprogede Kaapse Son (Cape Sun). Kaapse Son blev fra november 2004 også udgivet i Johannesburg og er i april i år blevet til Daily Sun.

Intellektuelt snobberi

Karl Brophy, der er tidligere spin-doktor for den irske regering, har et meget direkte svar til de mange sydafrikanere, der føler sig stødt over denne hidtil usete strøm af tabloidaviser og deres meget ligefremme skriverier om sex og skandaler:

"Det er intellektuelt snobberi, når det er værst, og det er særdeles nedladende. Der er i dag mere end tre millioner sydafrikanere, som læser tabloidaviser, hvor de før i tiden aldrig åbnede en avis. Det er godt for samfundet, og det er godt for annoncørerne."

De seneste oplagstal viser, at tabloidaviserne har øget det ellers stagnerede avissalg med 1,3 millioner aviser om ugen - og de har et forbløffende læsertal på mellem tre og syv læsere pr. avis.

Den medieansvarlige på reklamebureauet Ogilvy Cape Town, der har fornemme kunder som Volkswagen og finansgruppen Old Mutual, er begejstret for udviklingen.

"Det er fantastisk. Det er et helt nyt marked, og selv om nogle af vores kunder er noget modstræbende, kan man altså ikke se bort fra et så forrygende salg."

De sydafrikanske aviser i stort format har indtil videre holdt fast i det velkendte format, og de nye tabloidaviser befinder sig alle i 'boulevardgenren' med masser af sex, skandaler og sensationer. Brophy siger, at en af grundene til den store succes er den grundlæggende forskel på tabloidaviserne og aviserne i det store format.

"Aviserne i det store format holder foredrag for læserne om, hvad de skal mene i stedet for at afspejle det, folk i virkeligheden tænker."

Rumskibe og Jesus

En hurtig gennemgang af bagsiderne på Daily Voice er afslørende: Her er historier om rumskibe og paranormale teenagere og en historie om Jesus, der har vist sit ansigt i et badeværelsesvindue i forstaden Lavender Hill, hvad der fik en skare af pligrimme til at valfarte til stedet. Overskriften lyder, "Jesus bor på mit toilet".

Brophy hævder, at 'stemmen' i Daily Voice er det, det hele handler om.

"Vi yder en service til de socio-økonomiske segmenter, som de sydafrikanske aviser aldrig tidligere har henvendt sig til. Størstedelen af vores læsere er arbejdere, der lever krævende arbejdsliv, men som får tingene til at løbe rundt og er udstyret med humoristisk sans. De traditionelle aviser afspejler ikke disse menneskers hverdag."

Tabloidaviserne har givet folket magt. Daily Voices "Kill the Bush"-kampagne fik Cape Towns borgmester til at love, at et buskads, hvor flere kvinder og børn er blevet voldtaget og myrdet, ville blive fjernet. Usædelige skoleinspektører, børneprostitution, der fandt sted med passive politibetjentes vidende, diskriminerende forsikringsselskaber og 'slavepiskere', der udnytter kvinder - det hele er blevet afsløret af Daily Voice.

Avisernes slogans afspejler deres stil. Daily Sun er 'folkets avis', og Daily Voice er kendt for sit uofficielle slagord: "Ons skrik vir niks" - "vi er ikke bange for nogen." Tabloidlæserne nærer en stor kærlighed til deres aviser, der alle har lagt sig an på en meget aggressiv stil.

"Vi snakker ikke udenom. Vi slår hårdt til historierne og finder en ansvarlig. 'Det er denne mand, vi snakker om, og her bor han'," siger Brophy.

Han og Murphy er irere og er blevet hentet til Sydafrika for at banke Daily Voice op og for at levere den opskrift på succes, der er resultatet af ihærdig research i England.

"Vi hader hvidt papir. Overskrifterne skal passe fuldstændig. Vores fokus er på billeder og mennesker. Vi skriver ikke om institutioner og bygninger," siger Brophy og rynker foragteligt på næsen, "men om personerne inde i bygningerne".

Annoncørerne tøver

Foreløbig er det ikke lykkedes Daily Voice at få fat i de helt store annoncører. De største af avisens annoncører er foreløbig en gravstensfabrikant, en pornoproducent og et kamerafirma. Brophy er dog optimistisk:

"Annoncørerne kommer efterhånden som oplaget stiger, men en del mennesker i reklamebranchen er stadig snobbede og lader deres egne fordomme påvirke deres valg af medier. Det vil dog snart begynde at gå op for kunderne, at det er en god idé at annoncere i vores avis."

"Præcis lige som de største sydafrikanske detailhandlere lejer sig ind i de største lokaler i et indkøbscenter i en arbejderforstad, bliver vores avis i fremtiden den største platform for detailhandlerne. Jeg er virkelig forbavset over, at alle de aviser, der bliver udgivet - f.eks This Day og Sunday Independent - satser på det 'fine' marked, hvor ikke ret mange af tabloidlæserne befinder sig. Vores læsere bruger måske kun en fjerdedel af, hvad den rigere forbruger giver ud, men vi har syv gange så mange læsere. Erfaringerne viser, at vores avis proportionelt set i sidste ende har flere storforbrugende læsere end aviserne i stort format," siger en tilfreds Karl Brophy.

Daily Voice, der foreløbig kun bliver udgivet i Cape Town, har et dagligt oplag på 100.000 og har en målsætning om at blive landsdækkende og sælge 200.000 aviser dagligt om tre år.

Ved redaktionsmødets afslutning klemmer Brophy og Murphy stress-brysterne en anelse hårdere, da det viser sig, at en fodbolddommer, der blev overfaldet og gennembanket, ikke ser så medtaget ud som ventet, og at avisen ikke ligger inde med beviser på, at en kendis har bollet sin kones bedste ven.

Alligevel præsenterer avisen næste dag en solohistorie efter læsernes hoved: "Politifejl ødelagde mit liv - Uskyldig mand fortæller om sexhelvede i fængslet, efter at han blev smidt ind i en celle ved en fejltagelse." Dette er den ægte 'daglige stemme'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu