Som regel er det barndommen som sådan eller helt konkret barndommens fysiske vilkår, barndommens land og omgivelser, der i poetisk omskrivning bærer betegnelsen: det tabte. Dette som af samme grund ifølge Henrik Ibsen (ikke Proust som klummisten i halvdannelsens navn engang kom for skade at skrive), evigt ejes. Og det er så sandt, som det er sagt. Foranderligheden betyder, at landet kun lever i den erindring, der bærer os ind i evigheden. Hvis man da ikke er blevet gak forinden.
Gud ved hvordan, det var før i tiden, i rigtigt gamle dage før tingene gik stærkt; om folk dengang, hvor man sjældent eller aldrig kom til at opleve denne ofte smertelige og reelle forandring i miljøerne, om de dengang kun følte forandringen som en følge af livets gang og en derfor ændret opfattelse af tingene - med andre ord forandringen som udelukkende eller næsten udelukkende en mental dimension?
Kendsgerningen er, at de fysiske omgivelser i århundreder i langt det meste af landet var så temmelig statiske. Folk kunne rejse ud og vende hjem og genfinde barndommens stier, hulveje og gemmesteder akkurat som de 30 eller flere år før havde forladt dem. Allerhøjst var forandringen synlig ved forfaldet i det menneskeskabte, eller ved nye kamtakker på kirketårnet fra Ruder Konges tid, eller en ny lade i landskabet til erstatning for den gamle, der havde stået på samme sted, eller en højere mødding; og så at træerne naturligvis havde vokset sig større, og andre var væltet.
Overleveringen og litteraturen byder på den slags scener, hvor kærestepar sidder i barndommens gynge, der stadig hænger i træet, i den store have med den lille dam og bonderoser og skræppeblade og det hele og tager tråden op fra uskyldens år og lever lykkeligt til deres dages ende i denne urokkeligt bestandige og stabile verden under de evige stjerner.
Udvikling og bevaring
Så kom industrialiseringen, massetransporten, den moderne lægevidenskab, for få effektive epidemier og befolkningseksplosionerne.
Resten er langt fra tavshed, men et støjende kronisk byggeboom, der nu har varet godt 150 år, kun afbrudt af et par kriser og storkrige.
I sensommeren kommer det hvert år, måske også fordi man selv bliver ældre, hvad man jo unægteligt gør, betinget af hvor længe der er overskud til at vende blad i den store kalender. Så får jammeren, her i august-september som oftest en tur til, jammeren over forandringerne i land og landskab, en forandring som de gamle sikkert ville have tiljublet, så de slap for at se på alt det fucking land og få lort på skoene.
Men sådan kan man ikke se på det i eftertiden. I en given periode af danmarkshistorien, i det afsnit klummisten var barn (f. 1945) dyrkede man i de kredse, hvori han voksede op, forestillingen om en eller anden ideel blanding af samtidig udvikling og bevaring af landet. Ikke nødvendigvis naturfredningen, for den var så bastant. Og ofte reaktionær og æstetiserende, så det halve kunne være nok. I virkeligheden også historieløs, fordi den gerne fejlagtigt, som især Poul Henningsen så udmærket påpegede, hævdede, at der eksisterede et oprindeligt land. Men sådan forstået, at man for eksempel takket være en fremsynet og omhyggelig landskabsplanlægning fra myndighedernes side tog vare på herlighedsværdierne i rationelt og rimeligt omfang, så folk fortsat kunne drage ud på landet ikke kun for at kigge på det, men også for at bo i det, og ikke i disse enorme parcelhuskvarterer, som på samme tid blev bygget som helårsbeboelse i de store byers hastigt voksende forstæder.
Hermed ikke sagt, at landet burde have været bevaret, og der skulle gå køer på marken og sidde yppige malkepiger på trebenede malkestole med skørterne trukket dekorativt op, selv om det sidste da ikke havde gjort så meget.
Det ulykkelige var, at det blev en udbygning i det gamle land rub og stub. Snedige spekulanter fik mulighed for i samarbejde med grådige sogneråd dengang at udstykke Nordsjælland i puslebrikker. Så at sige ingen overdrev eller andre ubebyggede områder fik lov at kontrastere sommerhusudbygningens røvkedelige kvadratkilometre af lige så røvkedelige standardhuse på små røvkedelige parceller ved røvkedelige asfaltveje anlagt efter udstrakt snor med bymæssig gadebelysning og ukrudtbevoksede fortove.
Det var det sørgelige, at det gik sådan, og at gode by- og landskabsplanlæggere ikke fik mere at skulle have sagt, så meget desto mere som det hele tog udgangspunkt i en god demokratisk grundtanke: at folk kunne komme ud på landet i deres eget lille hus med have til frisk luft ved skov, mark, strand og fred og ro.
Landskabet, der blev væk
Man fik sit eget hus med et stykke jord, godt nok, hvad man bestemt heller ikke skal kimse på næsen ad, det er en god ting at rode lidt i jorden, hvor man, i hvert fald formelt, har ejendomsret til regnormene; og det kan være sundt at slås med skvalderkål til husbehov eller bygge en vind og skæv havelåge. Det fik man. Men det andet fik man ikke. Der var ikke noget land tilbage, skoven var væk, de små vandhuller, overdrevene og alt det ubebyggede, hvor man kunne opleve noget andet end haven og huset og det velkendte, alt det var forsvundet. Og strandene var overvejende lukket af, i hvert fald nedgangene til dem; dér boede de gamle sommerhusejere, eller de af de ny, der havde råd til lidt mere.
Endelig var det så som så med freden. Mekaniseringen af fritidssektoren indebar hestekræfternes indførelse i græsslåning, brændehugning, fræsning og hækkeklipning, som gjorde og i stigende grad gør store dele af det danske sommerland til det rene støjhelvede. Faktisk er der mere stille på Østerbrogade i myldretiden end en sommerlørdag i Vejby Strand.
Danmark er uimodsigeligt udramatisk, hvad angår højdeforskelle. Vi må klare os med beskedne morænebakker, hvorfra man i gunstigste fald kan skaffe sig lidt overblik og horisont. Også den side af sagen har landskabsudviklingsplanløsheden for årtier siden sat en stopper for. Retten til at beplante uhæmmet har som den overdådige lysforurening lukket af for henholdsvis udsyn og stjernekiggeri og glæden ved at famle sig frem mellem buske og træer. Den frie foretagsomhed har for længst fjernet friheden til at kunne vælge sig et udsyn.
I en aldeles henrivende fædrelandsbesnaskende artikel i Berlingske Tidende for ikke så længe siden skrev en af avisens sentimentale neonationalister og regeringseftersnakkere med dobbelt skrue, en mand der åbenbart har let til afløb, at han såmænd blev rent erotisk opstemt af at stå ved Roskilde Domkirke og glo ud over fjorden. Den slags seksuelle udskejelser er ikke mulige i det nordsjællandske sommerlandskab, der må man indskrænke sit begær til egen have eller for at få sin orgasme klatre op på taget og kigge ned i naboens.
De folk, der så skingert i disse tider, besynger den uhæmmede frie foretagsomhed, kunne passende anskue det nordsjællandske sommerhuslandskab som et udtryk for hyperliberalismen, når den trives og fortælle i en rapport fra CEPOS, eller hvor de nu huserer, hvad de synes om det synlige resultat af 1960'ernes store liberalistiske eksperimentarium.
Frie kræfters frie spil
I erindringen som i dette tilfælde ikke snyder, var banden af sognerødder i den daværende Vejby-Tibirke kommune indremissionske Venstre-folk, bønder og håndværksmestre, som havde store fordele af at skide på eftertidens ærgrelse over en ufornuftig egnsudvikling. Disse folk var selvfølgelig ikke mere skurkagtige, end folk er flest (nogle af dem var nu), de så blot deres egeninteressers gunstige sammenfald med driftige kapitalejeres initiativ, indfattet i en lemfældig liberal lovgivning. Sagkyndige har siden påpeget, at man kunne have bygget nogenlunde samme antal sommerhuse dengang med en ordentlig byplan, der havde fordelt dem bedre og bevaret i det mindste fornemmelsen af land.
Vi har altså ved at betragte det nordlige Nordsjælland et fortrinligt billede af resultaterne af ganske vist nu historiske frie kræfters frie spil. Man kan som en anden superliberalistisk skatteminister i sin tid ikke bogføre sig kreativt ud af det problem for at bevise at man har ret, når man ikke har det. Se selv det tabte land.
