Læsetid: 6 min.

Det tabte paradis

I dag falder hammeren over Tvind. Tre af dem, der stod af i tide, fortæller om vejen fra sammenhold til sekt
31. august 2006

Kun få aner, hvor stort Tvinds verdens-omspændende imperium er, og det er kun et lille hjørne af koncernens aktiviteter, byretten i Ringkøbing i dag klokken 13 afsiger dom over.

Grundlæggeren Mogens Amdi Petersen og syv andre Tvind-topfolk står anklaget for mandatsvig i millionklassen med fondsmidler indbetalt af Tvinds ansatte. Men Tvind blev ikke født som den korrupte pengemaskine, anklageskriftet beskriver.

Tre af de, som var med fra starten, ser ikke Tvind som resultatet af en ondsindet masterplan, men beskriver organisationen som et socialt og pædagogisk eksperiment, der løb løbsk under en karismatisk leder.

1. Eventyret

"Det er hele den gamle historie om, hvordan idealisme ender i despoti. Det har vi jo set på Cuba og i Sovjetunionen. Alle mulige steder har de revolutionære levet med faren for, at det hele ender i sin egen modsætning. Og det er jo tragisk, at en ellers god idé ender i svindel og udbytning af folk i den tredje verden," siger Walther Juul Hansen, som var nær ven af Mogens Amdi Petersen i de tidlige tressere.

Selve ideen om Den Rejsende Højskole havde sit udspring i noget så uskyldigt som ungdommelig eventyrlyst hos en flok unge odenseanere i kollektivet Huset på Hunderupvej.

"Vi havde en plan om, at vi skulle rejse jorden rundt. Vi havde også planer om, at vi skulle ende ude i Hong Kong, købe en junke og sejle over Stillehavet. Vi gik bare på med krum hals, der var ingen begrænsninger," fortæller Walther Juul Hansen om de tidlige busrejser i slutningen af 60'erne. Rejser hvor idéen om at starte en skole, der skulle ændre verden, langsomt spirede frem.

"Da vi kom hjem, mente vi, der var grundlag for revolution i den tredje verden," fortæller Walther Juul Hansen. Og den revolution skulle kickstartes ved at vise unge mennesker verdens uretfærdighed.

Derfor gik Peter Wulff og Carsten Ringsmose i efteråret 1970 og satte radiatorer op på et badehotel på Fanø. Badehotellet var købt af de rejsende og deres kampfæller, som nu havde fået de flyvske revolutionsplaner omsat til et konkret projekt: Den Rejsende Højskole.

Peter Wulff havde været med på busrejse til Afrika og havde efterfølgende engageret sig som sekretær på højskolen, mens Carsten Ringsmose havde sluttet sig til projektet på de stiftende møder i løbet af 1970. Nu gjaldt det for de to og en flok på omkring tyve andre idealister om at få installeret varme i hotelbygningerne, så de kunne bruges som skole fra november. Det første hold rejsende højskoleelever var nemlig allerede sendt af sted og skulle undervises, når de vendte hjem.

"Vi ville lave en skole, som baserede sig på, at folk skulle ud og se, hvad der foregik i verden - for at styrke deres motivation til at lave verden om til noget bedre," fortæller Carsten Ringsmose.

"Der var en ånd, som svarede meget til det typiske i venstrefløjsbevægelserne på den tid. Vi var ved at bygge noget op, og vi var fælles om det."

"Det var en skæg tid, som jeg ikke ville have været foruden," siger Peter Wulff.

"Jeg bruger mange af de ting, jeg lærte dengang, i dag. Men jeg er samtidig glad for, at jeg ikke blev en del af det Tvind-system, som udviklede sig op gennem 70'erne."

2. Forvandlingen

Projektet tog nemlig en anden drejning, end det var meningen fra start.

Peter Wulff meldte sig ud, fordi han blev far, og dermed undgik han den sekteriske udvikling omkring Mogens Amdi Petersens veltalende person, som var undervejs.

Allerede i de tidlige år i Huset på Hunderupvej i Odense havde Mogens Amdi Petersen vist glimt af mulighederne i sit retoriske talent.

"Hans magt over folk er noget, han gradvist opdager, efterhånden som han kan se, at det er sådan, han virker - ikke kun på kvinder, men også på mænd. Om det nogensinde har skræmt ham, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg tror det ikke, der er jo en del psykopati i det," siger Walther Juul Hansen. Han fik selv nok lige før, skoledriften for alvor gik i gang.

"Alle os, der har været omkring Amdi, har oplevet, hvordan han kunne fuldstændigt ydmyge og jorde folk. Tvære dem op ad væggene og hen ad gulvet, simpelthen. Uden hæmninger, uden skånsel. Og folk krøb. De græd og hylede, når han gik til dem. Det var overgreb."

På skolen på Fanø blev manipulationen mere og mere systematisk. De fællesmøder, som i starten tjente til at nå til enighed, tog en ubehagelig drejning. Den mest udholdende fik ret - og det var oftest Mogens Amdi Petersen.

Kort efter, at Peter Wulff i 1971 forlod det sted, han havde været med til at bygge op, blev lærergruppens loyalitet sat i system. Nu hed det sig, at man ikke længere kunne melde sig ud af lærergruppen. Var man først inde, var man det for tid og evighed.

"Det lyder sindssygt, og for udenforstående kan det være svært at fatte, at folk kan være så uselvstændige. Men det var jo samtidig et genialt træk, for når folk dummede sig, blev de tilgivet. Og dermed voksede deres loyalitet over for lærergruppen hele tiden," siger Peter Wulff.

Han var selv i 70'erne del af et netværk for afhoppere, som kunne være år om at vriste sig psykisk fri af Tvind.

"Jeg tog alene imod 25-30 mennesker, der alle var flygtet fra Tvind. De var fuldstændig nedbrudte, når de kom hjem til mig og snakkede til langt ud på natten," fortæller han.

Carsten Ringsmose flygtede ikke, men blev hos Tvind hele vejen op gennem 70'erne. Som bestyrelsesformand havde han ikke sin daglige gang på skolerne. Men da Tvind flere gange kom i kraftig modvind i pressen, begyndte han at tvivle på ledelsens bortforklaringer.

Han begyndte selv at undersøge de sager, som pressen skrev om - og fandt ud af at virkeligheden oftest var langt værre, end journalisterne havde afdækket.

Et springende punkt var historien om den første tur med skibet Aktiv, som sejlede med arbejdsløse.

"Man sejlede af sted fra Nyborg med en besætning, der aldrig havde prøvet at sejle skibet før og en skipper, der mildt sagt var lettere alkoholiseret," forklarer Carsten Ringsmose.

"Jeg kunne dokumentere en fuldstændig grotesk og livsfarlig uansvarlighed, som var båret frem af noget af det, der var ånden på Tvind. Nemlig at 'vi kan selv, bare vi står sammen,' hvilket medførte en total mangel på respekt for faglighed."

3. Forfaldet

For Carsten Ringsmose er der flere omstændigheder, der springer i øjnene, når han skal beskrive det moralske skred i Tvind-organisationen:

"Der er to ting, der virkelig sætter gang i kapitalfordærvet. For det første statsstøtten og etableringen af lærergruppen, for det andet at man går ind i godhedsindustrien," siger han med henvisning til den udskældte Tvind-organsation Ulandshjælp fra Folk til Folk (UFF).

"Da de startede UFF, tror jeg stadig, der var en rest af idealisme. Men de opdagede, at der var enormt store penge i det, og så kunne afrikanerne godt vinke farvel til det gratis indsamlede tøj."

På samme måde gik det med statsstøtten, mener Carsten Ringmose, som endeligt forlod Tvind i 1982.

"Vi fik åbnet himlens sluser for at kunne finansiere en højskole for at unge mennesker kunne komme ud og se verden og blive inspireret til at forbedre den. Men det blev hurtigt til, at når vi nu havde fået åbnet himlens sluser, så gjaldt det bare om at få skrabet de penge sammen, der kom ud af dem," siger han.

Og herfra gik det stærkt, for bevægelsens selvforståelse medvirkede til at retfærdiggøre tvivlsomme aktiviteter. "Jeg kalder det den moralske glidebane. I det øjeblik, man kaster sig ud i det, Tvind har gjort, bringer man sig i en situation, hvor 'det er os, der gør det rigtige'. Så er det altså småligt, hvis nogen kommer og kritiserer. På den måde immuniserer man sig selv for kritik. Man begynder at rutsche, og inden man får set sig om, er der ikke den forbrydelse, der er for gemen. Man er så at sige frikendt på forhånd - man hører til dem, der gør det rigtige."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu