20. januar 2006

"Det hele skal tænkes på ny. Hvis de venstreorienterede igen blev i stand til at tænke en frigørelse, ville det kunne lade sig gøre. Men til højre er de konservative, og til venstre er de autoritære, nærmest bolsjevistiske. Visse venstreorienterede er overbeviste om, at loven skal afskaffe al verdens dårligdom og udrense samfundet. Så længe venstrefløjen ikke vil gå ind i et kritisk arbejde og for alvor se ulighederne mellem mænd og kvinder i øjnene, bliver det ved. Den dybeste grund til, at der er ulighed, er, at kvinder tager sig af familien og derfor ikke er nær så godt integrerede på arbejdsmarkedet. Det er en situation, der er dybt institutionaliseret, og den vil man ikke røre ved. Man foretrækker at sige, at der er ulighed, fordi mændene er onde."

Marcela Iacub er vred og tydeligvis skuffet, selvom hun siger det med et grin. Da den argentinske jurist for 16 år siden kom til Paris for at forske i kropsopfattelsen i det franske retssystem, var hun fuld af optimisme. Hvis man udpegede de ting, der ikke hang sammen i systemet, ville alt forandres, for alle var jo tilsyneladende interesserede i den seksuelle frigørelse. Nu ankommer hun nærmest inkognito til vort stævnemøde på en café ved Place de la Republique med huen trukket godt ned over ørerne. For hun er en jaget kvinde.

"Feministerne i Frankrig betragter mig som en djævel. De fleste af dem er præget at en meget tung arv fra en slags betonmarxisme, hvor man ikke har lov til at diskutere. Alle de friheder, der præger et land som Frankrig, skjuler blot en dybere udnyttelse. Retssystemet er i sig selv borgerligt. Jeg overfuses med fornærmelser, og de kræver mine bøger fjernet fra boghandlerne. De falder ikke over folk, der gerne vil have kvinderne tilbage til kødgryderne, men når jeg forsvarer retten til frit at råde over sin egen krop, som for eksempel i prostitutionen, eller viser krænkelsen af mænds rettigheder, står jeg som det værste, de kan forestille sig."

Midt på Place de la Republique, sænker vinterdagens sidste lys sig over en statue. Den forstiller Republikken i form af en stor tung kvinde, omgivet af friheden, ligheden og broderskabet. Det er især friheden og ligheden, der optager Iacub, det står sløjt til med dem begge, og de hænger snævert sammen.

"Selvfølgelig har der været en seksuel frigørelse. Der skete noget omkring retten til prævention, abort og homoseksuelles status. Men det, der gik galt, var, at det seksuelle fortsat blev sat som noget helligt, og at det stadig har en helt særlig status i tilværelsen. Vi kan have med hinandens kroppe at gøre på alle mulige andre måder, men kønnet er en undtagelse. På trods af al talen om frihed, lykkedes det ganske enkelt ikke at gøre seksualiteten til noget almindeligt."

- Har seksualiteten da ikke stor betydning?

"Selvfølgelig, men hvor stor - det burde være op til den enkelte. Staten burde have trukket sig, den skulle have gjort seksualiteten neutral. Staten behøver ikke nødvendigvis være værdibærende. Hvis man synes, seksuallivet er vigtigt, er det ens egen sag, men hvis en anden slet ikke har lyst, er det også i orden."

"I en neutral stat skulle man kunne indrette sig frit i forhold til kønnet. Der skulle selvfølgelig være en overordnet lovgivning om vold og fysiske overgreb, men bortset fra det skulle individet være frit. Vi kunne være nået frem til noget, der lignede religionsfrihed, men på det seksuelle område."

- Og det lykkedes ikke?

"Nej, for det, at seksualiteten er hellig og berører det mest intime i personligheden, er rent faktisk ikke en universel sandhed. Det afhænger af etiske og moralske positioner. Man kan forestille sig folk, der går i seng med nogen, uden at det har den mindste betydning, men som til gengæld ville være ude af stand til at skrive et digt til vedkommende. Måske ville man ikke engang have lyst til at sælge ham sin lejlighed. Men det er ikke lykkedes, at få seksualiteten på linje med andre af livets forhold."

- Hvordan viser det sig?

"Det, man vil beskytte, er ikke seksualiteten, men en ganske bestemt form for seksualitet. En prostitueret er ikke fri, hun er en slave. Hun tror bare, hun har valgt, men i virkeligheden er hun et afskum. Det er, som når kirken i gamle dage hævdede, at man blot troede, man var fri, men i virkeligheden var man synder. Man tvinger folk til at indrømme normen, hvad sex angår. Hvor alvorligt sex er, under hvilke omstændigheder man skal sige ja eller nej. Sex skal nødvendigvis have noget med følelser eller forplantning at gøre. Og hver gang det ikke foregår på den måde, tolker man det tilbage i den ramme."

I sin forskning viser Iacub, hvorledes love omkring voldtægt eller kunstig befrugtning, der tilsyneladende kun omhandler udkanten af seksualiteten, præcis afspejler den herskende moral.

"Selvfølgelig skal voldtægt straffes, men overgrebet kunne falde ind under en almindelig strafferamme. Der er en hel diskurs omkring voldtægt, der understøtter ideen om seksualiteten, som noget ganske særligt. Voldtægt er et psykisk mord, det er kernen i personligheden, der angribes. Der er kvinder, der siger, at de var i Auswitch, mens de blev voldtaget. Voldtægt sættes lig den absolut alvorligste forbrydelse, forbrydelsen mod menneskeheden. Det er temmelig voldsomt. På en skala over forbrydelser er den seksuelle forbrydelse nu den absolut værste, voldtægtsforbrydere sidder statistisk set længere i fængsel end mordere. Seksualiteten er vigtigere end livet."

Iacub er især blevet ilde set, fordi hun har påpeget netop voldtægtsanklagedes ekstremt ringe retssikkerhed.

"I betragtning af straffens længde er det uhyrligt," påpeger hun. Hun mener også, at det er paradoksalt, at voldtægtsforbrydere på den ene side betragtes som perverse, altså uhelbredeligt syge, med tendens til "at falde i igen" - men at det på den anden side ikke er en formildende omstændighed som ved anden sygdom. Selvom voldtægstforbrydere rent faktisk har langt færre 'tilbagefald' end andre forbrydere, ændrer det intet ved at deres særlige'status'. I Frankrig er der nu et lovforslag på vej om, at de skal bære et særligt elektronisk armbånd, når de slipper fri. Ingen råber vagt i gevær, den hellige seksualitet skal for enhver pris beskyttes.

- Hvad skete der da med det, man i Frankrig kalder den seksuelle revolution?

"Det er svært at finde årsagsforklaringer på samfundsudviklinger. Man kunne måske sige, at man stod med spørgsmålet: Hvad skal man stille op med seksualiteten i et samfund, hvor ægteskabet ikke længere regulerer kærlighedsforholdene? Sakraliseringen er et svar på dette. Et svar der i en vis forstand lader alt ved det gamle. Man var nødt til at ændre på lovene, for ægteskabet virkede ikke længere som reguleringsfaktor. Så blev seksualiteten substitut for ægteskabet. For at ændre så lidt som muligt, indsatte man ikke et frit system, som man kunne have gjort det, men tvang alle ind i et system med den hellige seksualitet i midten."

- Og derfor ændrede kvindernes rolle sig heller ikke for alvor?

"Nej. For samtidig kringlede man det sådan, at familielivet stadig kunne hænges op på kvinden. Man gav kvinden en særlig kropslig aura og et suverænt magtforhold til reproduktionen. En mand kan anonymt give sin sperm, men man har gjort kvindens mave til et fikspunkt. En kvinde er nødt til at have et kropsligt forhold til sit barn, mens en mand ikke behøver det. Kvinden bindes til hjemmet, fordi hun har et særligt forhold til barnet, hun er uerstattelig. Det er endnu et af den seksuelle frigørelses store forlis, at kvinden fortsat står for reproduktionen. Det har været ekstremt negativt for kvinder rent professionelt."

- Og lovene følger trop?

"Det er blevet fulgt op med en politik omkring vuggestuer og anden børnepasning, hvor barnet kun kan passes et bestemt antal timer, fordi man vil have moderen til at tage sig af barnet. Staten burde have ligestillet mænd og kvinder omkring at sætte et barn i verden, og hvem der derefter passer det. Og samtidig i så høj grad som muligt gjort pasningen til et samfundsproblem. Man burde være fri til at passe sit barn, som man vil, selvfølgelig inden for rammerne af, hvad der er børnemishandling."

Iacubs nærlæsning af lovteksterne, viser at man hele tiden blander kønnet ind i det, men at teksterne samtidig definerer kønnet.

"Det skaber en diskrimination, ikke alene mænd og kvinder imellem, men for homoseksuelle for eksempel. De kan ikke få samme status, som andre 'normal' seksualitet. Det er ren homofobi, for hvad er man bange for? At de skal få homoseksuelle børn? Og hvorfor er det et problem, hvis der ikke er noget i vejen med at være homoseksuel? Igen er seksualiteten åbenbart det absolut vigtigste, og der er nogen, der bestemmer, hvordan den skal være. Der er ingen, der forhindrer et 'normalt' par med risiko for at få et handicappet barn på grund at genetiske problemer, i at få et barn. Men man mener åbenbart, at det er langt alvorligere at have homoseksuelle forældre end at være handicappet. En morder må godt få børn, så længe det bare går 'naturligt' til."

Med kvindens mave som fikspunkt har man også tilsidesat mandens rettigheder: "Kvinder i Frankrig har både ret til prævention og abort, men også at føde et barn anonymt og bortadoptere det. Mænd kan man til gengæld tvinge et faderskab ned over. De burde i det mindste under graviditeten spørges, om de, i juridisk forstand, ville være fædre. Kvinderne har opnået alle rettigheder, de bestemmer fuldkommen enerådende, om et barn kommer til verden eller ej. Halvdelen af menneskeheden har ikke et ord at sige om, hvorvidt de vil være forældre."

Iacub mener, at det hele skal tænkes om igen. Men hun er ikke længere optimistisk, selv om de store øjne spiller under strikhuen: "Alt tyder på at folk foretrækker at leve med fordomme. Med de forestillinger, de gør sig om, hvad en mand og en kvinde er. De har slet ikke lyst til at tænke på betingelserne for frihed."

Nærmest tværtimod. "Jeg tror, at et af de helt store problemer med lovgivningen omkring disse emner de sidste 30 år er den vanskelighed, folk har med, at loven ikke skal tage sig af alting. Der er også moralen og en personlig etik. Hvis man gør det alt sammen til lov, sender man alle i fængsel. I et samfund er der også moral, og det er noget andet end jura. Den moralske lov gør, at man bedømmes af venner og bekendte. Men det er en anden og mere fleksibel normativitet. Og så er der den enkeltes etik, der giver andre retningslinjer igen. Ved at gøre alt til lov forhindrer man et rum, hvor folk kan udføre moralske eksperimenter, tage fejl osv. Der er næsten en risiko for en totalitarisme i en stat, man giver den opgave at sætte regler op for al menneskelig handling."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her