Læsetid: 4 min.

De tabte tv-generationer

Vaner og tradition har en uhyggelig styrke - også blandt mediefolk. Lidt beskæmmende er det at måtte erkende, at både vilje og evne til forandring som oftest fremprovokeres udefra
27. januar 2006

Min generation får aldrig et naturligt forhold til tv-mediet. Vi der i 1953 så kroningen i London gennem radioforretningens vindue og voksede op med monopoltidens ene kanal har et forbrugsmønster, der ret beset er temmelig stupidt. Vi tænder for apparatet og ser fjernsyn i en lang, lind strøm kun afbrudt af kaffebrygning og et par søgende zapninger. Vi åbner måske for et bestemt program, vi gerne vil se, men bliver så hængende og ser det næste, og det næste, til vi et par timer senere slukker og går i seng, måske med en erkendelse af at tiden kunne være brugt til noget andet. Ok - sådan gør vi naturligvis ikke selv. Men naboen gør! Gennemsnitligt ser danskeren mere end 2,5 time tv hver dag. Så naboerne må være i stort flertal.

På hvilke andre forbrugsområder ville vi opføre os sådan? Meget få spiser sig igennem hele menukortet på en restaurant eller beder om lidt af alle retterne. På biblioteket vælger vi de bøger ud, vi har lyst til at læse. Meget få begynder øverst til venstre på reolen med Kjeld Abel og læser sig hele vejen igennem bogsamlingen til Jeppe Aakær nederst til højre. Men foran tv-apparatet opfører vi os som om vi er altædende.

Derfor er det i grunden ikke så mærkeligt, at folk ofte bliver sure, når der kommer et program, de ikke synes om eller ikke interesserer sig for. Enkelte kan ikke styre blodtrykket og er helt holdt op med at se tv - siger de. De fleste af os hænger fast i vanerne fra den gang, der kun var en enkelt kanal og man derfor måtte døje med af og til at se uinteressante programmer. Men den seer, der skriver et surt brev til tv-direktøren om en irrelevant udsendelse forrige onsdag mellem kl. 20 og 20.30, ville jo næppe klage til kulturudvalgsformanden i sin kommune over, at der på biblioteket står ind til flere bøger, han slet ikke har lyst til at læse. Når det drejer sig om bøger og anden massekommunikation i den Gutenbergske teknik, har vi vænnet os til at vælge til og fra. På tv-området har vi endnu ikke nået den samme modenhed.

Hvad blev der er af tv-teateret?

Denne umodenhed gælder også vores opfattelse af, hvad tv burde sende i stedet for alt det bras, vi bliver (tvangs-)fodrede med. Vi, der er storforbrugere af bøger, vil have flere rigtige bogprogrammer. Javist - og teaterfolk vil (også) have teater i fjernsynet. Galleriejere og museumsinspektører klager over, at der aldrig vises tv fra deres udstillinger. Listen er uendelig.

Vi opfatter fjernsynet som en præsentationsbakke, et udstillingsvindue eller et medium til videre-formidling (læs 'transport') af alt, hvad der rør sig. Om ikke alt, så i hvert fald vores egne særlige interesser. Tænk hvis man stillede samme altfavnende krav til skønlitteraturen, eller til danske museer, spillefilm eller teatre.

Dagbladene bar i mange år på noget af det samme åg. En ureflekteret ambition om at rumme det hele for alle. Først i de senere år er man for alvor begyndt at rette aviserne ind efter deres vilkår og muligheder og efter det de er bedst til. Vi har formentlig kun set begyndelsen af den udvikling af form og indhold, det vil medføre.

. Fra markedet og dets ubønhørlige konkurrence.

Når man tænker på, at det tog ca. 40 år før automobilen fra sin oprindelige identitet som en hestevogn med motor havde udviklet sin egen form, er det ikke så mærkeligt at noget tilsvarende har været tilfældet med fjernsynet. Sig blot ordet igen "fjern-syn". Det epokegørende nye var, at vi kunne se det, der skete på lang afstand. Man satte et kamera op (foran Radioavisen, foran en teaterforestilling og et "biograflærred", foran et møde osv.) og sendte billederne ud igennem æteren. Det tog lang tid, før tv begyndte at gå sine egne veje og finde sit eget formsprog, sin egen æstetik og identitet som æterbåret massemedium. Man kan ikke sige, at vejen har været bestrøet med roser. I hvert fald ikke uden torne. Der er stadig folk, der savner "Tv-teatret" og giver deres utilfredshed højlydt til kende!

Men målet er ikke fuldt. For det flytter sig hele tiden. Netop nu, hvor de der laver tv og mange af de der ser det, er født ind i tv-alderen og vokset op med den, mødes den af en udfordring fra de 'nye mediers' interaktive on demand verden. Det vil tvinge tv til yderligere at rendyrke sin egen form og udtryksmåde som et blandt mange elektroniske billedmedier. Heller ikke tv bliver nogensinde, hvad det var i 1953. Og godt det samme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her