Læsetid: 4 min.

Tadic-dommen

16. juli 1997

HISTORISK, men næppe overraskende var det, at Dusan "Dusko" Tadic, forhenværende caféejer og karatelærer i den nordbosniske landsby Kozarac, mandag blev den første, der fik sin straf som krigsforbryder efter de store Nürnberg- og Tokyo-processer oven på Anden Verdenskrig
20 års fængsel blev det til på anklager for forbrydelser mod menneskeheden, mishandling af fanger, medvirken til etnisk udrensning og flere tilfælde af sadistisk terror mod civile muslimer i den bosniske borgerkrigs begyndende fase i foråret og sommeren 1992.
Fire år efter, at FN vedtog at oprette krigsforbryderdomstolen i Haag, kom det første håndgribelige resultat. Rettergangen varede over to år, 115 vidner er forhørt, og de tre dommere brugte yderligere seks måneder på at studere det 6.400 sider lange udskrift af domsforhandlingerne og forfatte den 300 sider lange dom.
Under de særlige vilkår, krigsforbrydertribunalet måtte fungere i, kan der ikke rejses alvorlige mod selve processen. Og i de tilfælde, hvor de særlige omstændigheder har ført til, at anklager ikke har kunnet bevises nagelfast - især på grund af trusler mod vidner - er de blevet opgivet. Det gælder bl.a. sigtelser for flere tilfælde af mord og voldtægt mod internerede muslimer.

DE INDVENDINGER, der kan rejses og vedvarende er blevet rejst mod processen mod Tadic, går først og fremmest på, at det er de små fisk, der må holde for, mens de store, de politiske iværksættere af krigsforbrydelserne går fri.
Og kritikerne har jo ret i, at selv om de politisk og militære hovedansvarlige for de bosniske serberes krigsforbrydelser, den tidligere "præsident" Radovan Karadzic og general Ratko Mladic, forlængst er anklaget for domstolen i Haag og på trods af, at deres opholdssted og færden er kendt, er de endnu ikke arresteret og stillet til ansvar.
Alligevel må Tadic-dommen hilses velkommen. Den er en vigtig markering af, at sadistiske forbrydelser, begået under dække af krigens "normale galskab", ikke accepteres af verdenssamfundet.
Og næsten vigtigere endnu: processen har - med den grundige efterforskning og afhøringer af ofre og vidner - givet en omfattende dokumentation af, hvad det var, der foregik i Omarska-, Trnopolje og Keraterm-lejrene i foråret og sommeren 1992.
Oplysninger af afgørende vigtighed for de pårørende, selvfølgelig, men også for krigens historie- og krønikeskrivere. Der levnes herefter ingen plads til serbiske "Auschwitz-løgne" om, at forbrydelserne aldrig har fundet sted.

DEN KENDSGERNING, at Karadzic og Mladic fortsat er på fri fod, er ikke alene dybt krænkende for retsbevidstheden, men - som de aktuelle politiske begivenheder i Republika Srpska, de bosniske serberes mini-stat, viser - også ødelæggende for enhver bestræbelse på at genskabe normaliteten i de krigshærgede samfund.
Hidtil har de internationale styrker haft ordrer til at arrestere de to eftersøgte ledere, hvis de støder på dem "som led i de normale daglige opgaver" og hvis arrestationen ellers skønnes at kunne finde sted "uden omfattende tab af menneskeliv".
Denne besynderlige forhåndsordre er blevet hårdt angrebet både af Haag-tribunalet, af politikere og journalister og off the record også af militærfolk, som simpelthen så deres faglige kunnen trådt for nær, når Karadzic og Mladic vimsede rundt ved offentlige lejligheder lige for næsen af de internationale styrker. At der var tale om en politisk beslutning truffet af de toneangivende vestlige ledere først og fremmest i Washington, London og Paris, hersker der ingen tvivl om.
Men også her er der en ny udvikling i gære. Det er svært ikke at se den igangværende magtkamp mellem de bosniske serberes præsident Biljana Plavsic og Radovan Karadzic og britiske elitestyrkers arrestation af to lidt større fisk blandt eftersøgte bosnisk-serbiske krigsforbrydere (med den deraf følgende nedskydning af den ene) som to tæt forbundne begivenheder, der kan indvarsle en snarlig aktion mod Karadzic og Mladic.
Det står klart, at det internationale samfund nu reelt har givet dets styrker øgede beføjelser i forhold til Dayton-aftalen. Arrestation i sidste uge af de ansvarlige for krigsforbrydelser i byen Prijedor skete ikke, fordi internationale styrker tilfældigvis stødte på de to, men var en nøje tilrettelagt operation, godkendt af NATO's generalsekretær, Clinton og Tony Blair, og udført af de britiske SAS-elitestyrker.
Det var i mange henseender en generalprøve på arrestationen af de helt store fisk - både operationelt, men så sandelig også for at måle reaktionen blandt de bosniske serbere og hos deres uentusiastiske allierede i Moskva. Den russiske udenrigsminister, Primakov, har mumlet noget om, at det må være slut med "cowboy-metoder" og der har været et par bombesprængninger mod OSCE-biler i Republika Srpska, men ingen af stederne noget, der for alvor afskrækker fra gentagelser.
Der kan være flere årsager til, at det internationale samfund nu skruer bissen på. Med Madeleine Albright i Washingtons State Department og med Tony Blair i Downing Street har Vesten fået tilført toneangivende politikere, der sætter moralsk lederskab langt højere end forgængerne. Det tilstundende meget afgørende lokalvalg i Bosnien i september, hvor freden sættes på sin hidtil største prøve, kan være en anden grund.
Tiden er moden til at få stillet Karadzic og Mladic og andre politisk ansvarlige for krigsforbrydelserne i Bosnien til ansvar. Af én simpel grund: Ægte fred er ikke mulig, så længe det herskende lag af nationalistiske krigsstiftere sidder på den politiske og økonomiske magt.
Tadic-dommen er en god begyndelse, men kun en begyndelse.

on (Ole Nyeng)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her