Læsetid: 2 min.

Til tælling

15. juni 2005

DE HAR i løbet af den sidste uge været centrum i hver sin offentlige gennemspilning af vejen fra den amerikanske drøm til amerikansk tragedie. Ud over det har bokseren Mike Tyson og sangeren og komponisten Michael Jackson næppe meget til fælles. Ikke engang længere hudfarven.

For hvor Mike Tyson i løbet af sin boksekarriere og især fængselskarriere betonede sin sorte og muslimske identitet mere og mere, har Michael Jackson været på evig flugt fra sig selv, sin alder og sin baggrund. Men faldet har de til fælles.

Da Mike Tyson lørdag aften sad udmattet i sit ringhjørne efter at være blevet sendt til tælling af en middelmådig, overvægtig irer, der vil være glemt i morgen, stønnede han, at det nu var slut.

"Jeg har ikke hjerte til at fortsætte med at vanære denne store sportsgren," erkendte han.

Dermed var der også slukket for en af de mest imponerende mestre udi boksesporten. Fra han kom frem i begyndelsen af 1980'erne, fremstod Tyson som inkarnationen af den mest skræmmende ondskab, der kunne slippes løs i en boksering. Al modstand blev fejet til side, og de, der mødte ham, lagde sig nærmest på ryggen med det samme - for en sikkerheds skyld.

Men Mike Tyson er endt som et billede på en nådesløs amerikansk underholdningsindustri. Og ikke mindst som offer - for sig selv, sit temperament, elendige, ublu rådgivere og for et ambulancejagende advokatsystem, der ikke gik af vejen for at udnytte de voldsomheder, som Tyson havde begået over for det andet køn og fået sin straf for, til nye spekulationer og sagsanlæg. Resultatet var en mere og mere utilregnelig bokser, der nu er sendt til tælling som personligt konkurs og endnu en falmet stjerne.

Anderledes har det forholdt sig med Michael Jackson. Hvis Tyson repræsenterede det onde, har Jackson villet det modsatte. Udfordrende i sin musik måske, men med sin fistel har han altid tilstræbt at ville det gode, for freden, for de fattige og ikke mindst for verdens børn, hvorfor han også gerne har optrådt foran enorme børnekor.

Men så var der lige Neverland, hvor den infantile Jackson ud over en chimpanse helst kun omgikkes unge drenge. Og det skabte uro og usikkerhed. For hvad er det med de små drenge og denne race-, køns- og aldersmæssige grænsegænger, som de fleste har haft svært ved at få styr på, stærkt hjulpet på vej af hans egen evige dekonstruktion til en figur, der nu nærmest er i fysisk opløsning.

Retten har nu talt, og manden er erklæret uskyldig. Måske var det bare skruppelløse forældre, der ville udnytte et amerikansk retssystems tradition for enorme erstatningssummer. Men tilbage står tvivlen og den folkets dom, der desværre altid vil klæbe til mennesker, der har været tiltalt i pædofilisager, selv om de erklæret uskyldige. Det vil uden tvivl også blive Jacksons skæbne. Musikgeniet vil i modsætning til Tyson muligvis kunne rejse sig til et comeback, men associationerne vil for altid være andre, når han i fremtiden synger I'm bad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her