Læsetid: 5 min.

Den tæmmede kritik

Litteraturen er blevet politisk igen. Men til trods for dens samfundsforandrende potentiale, er den konstant under institutionalisering, og dermed gøres den ufarlig. For eksempel på Danmarks største litterære institution: bogmessen
26. november 2005

Det er ikke længere et skældsord i litteraturen at være politisk og 'virkelig'. Hvor man i 90'erne syntes, at det var et tegn på autonomi og uafhængighed, at litteraturen hengav sig til sproglige fiktions-eksperimenter, der hverken måtte have forbindelse til det omgivende samfund eller forfatterens liv, taler man i dag om autobiografisk irreversibilitet og politisk litteratur. Det er oplagt at se grunden hertil i den verdenspolitiske udvikling. 90'erne var jo på mange måder et uskyldigt Zwischenspiel mellem Den Kolde Krig og vore dages krig mod terror. I 90'erne kunne man tillade sig at drømme, eksperimentere og dyrke kunsten lidt for dens egen skyld. Med neo-konservatismen og neo-liberalismen, som i reklamer o.lign. i dag netop benytter sig af de eksperimenter, litteraturen udviklede i uskylds-årene, er det blevet mere nødvendigt, men faktisk også litterært udfordrende at inddrage det virkelige og politiske i fiktionens rum.

Forventningen om det politiske og det virkelige i litteraturen var således tilstede ved de fleste litterære oplæsninger og samtaler på bogmessen 2005 i sidste weekend - helt i overensstemmelse med den ovennævnte udvikling. Den blev dog indfriet ganske forskelligt og ikke altid lige interessant og med samme relevans.

Guldagers virkelighed

Katrine Marie Guldager fik af sin samtalepartner Erik Skyum-Nielsen æren for at være en af hovedaktørerne, som med novellesamlingen København havde lukket det omkringliggende samfund ind i litteraturen. Med sin aktuelle bog Kilimanjaro har hun nu også lukket verdenssamfundet ind i det fiktive skrift: I en af novellerne er der et hvidt par, som ved en bilulykke i Afrika dræber et sort barn. Parrets efterfølgende overvejelser har høj symbolværdi med henblik på den vestlige verdens generelle forhold til det sorte kontinent: At parret ikke umiddelbart melder sig til politiet, er selvfølgelig meget problematisk, men også forståeligt i forhold til de afrikanske myndigheders uberegnelighed. Skyldproblematikken med hensyn til Afrikas misere bliver på et symbolsk plan pointeret, idet de vestlige stater klart bærer en stor del af skylden. Men ligesom de hvide i fortællingen har god grund til ikke at melde sig til myndighederne, således synes også den vestlige verden i forhold til de korrupte afrikanske regeringer på paradoksal vis at have god grund til at gøre sig skyldig.

Preislers æstetik

Juliane Preisler åbner litteraturen for de hjemløse i København med sin roman Lyse Tider. Lars Bukdahl spørger hende kritisk om det fabelagtige, det eventyrlige og dermed altså romantiserende ved hendes fremstilling. Happy end på bogen, som hun læser op og hvor der besynges nogle træer, som ikke kan fældes, da de kun er indbildte, gør Bukdahls spørgsmål meget forståelige. Hun svarer bl.a. med en henvisning til en kritisk anmeldelse, hvor anmelderen havde konstateret, at hendes fremstilling af de hjemløse var for pæn og ikke beskidt nok. En kritik hun syntes var fuldstændig irrelevant og snarere et kompliment. Preisler er åbenbart æstetiker. Kunst er æstetisk og ikke beskidt. En interessant holdning. Men definitivt romantiserende og derfor kun begrænset interessant i forhold til de hjemløses virkelighed.

Ib Michaels prædiken

Eksplicit politisk er imidlertid Ib Michael. Hans samtale med Søren Vinterberg om romanen Grill bliver hurtig til en prædiken. Som et mantra gentager han, at han bor på Nørrebro og altså kender til problemerne. Han sammenligner indvandrerne med de danske proletarer den gang, de endnu fandtes. Dem tog socialdemokratiet sig af. Ib Michael savner dog nogen, som tager sig af de 200.000 indvandrere i landet. Det kan ikke være så svært at vise dem lidt respekt og kærlighed, maner han publikummet. Her bliver forfatteren en anden politiker. Det er symptomatisk, at han henviser til en avisartikel om en irakisk skæbne på avisens hjemmeside og skildrer fiktionens afmagt over for avisernes realisme.

Nielsen surrealisme

Carsten René Nielsen har skrevet en digtsamling, som hedder 41 dyr. I sine prosadigte beskriver han dyr i et surrealistisk setting og med ofte absurde vendinger, hvor for eksempel en blæksprutte i sine "otte arme holder (-) en sømine, som den vugger blidt frem og tilbage, mens den synger".

Et af Mikkel Bruun Zangenbergs intelligente spørgsmål til ham er, om det anarkistisk surreale i digtene har et politisk potentiale, idet intet er så farlig for en given politisk orden som etableringen af en uorden. René Nielsen afviser dog dette, det har ikke været hans intention at skrive politisk lyrik. Hans kategoriske skepsis over for politisk litteratur er, at den institutionaliseres, og samfundskritikken dermed bliver umuliggjort. Man kan altså ligeså godt opgive det på forhånd, er René Nielsens konklusion.

Forfatterhybriden Julian Henning von Gärtner Blaue er enige i at politisk litteratur løber den risiko, at den institutionaliseres. Dette får dog ikke de to mænd, som hævder at være én forfatter til at opgive det politiske projekt. Tværtimod de stiller netop denne problematik i centrum af deres performative oplæsning, hvor de sminkede forfattere strategisk tiltaler publikummet og bebrejder dem i en slags Publikumsbeschimpfung for at glo på selv samme politiske drama-oplæsning, sådan at de bagefter kan mene noget interessant og være i overensstemmelse med den litterære mode "politik".

Den politiske litteraturs institutionalisering kommer dog intet sted så klart til udtryk som i den kendsgerning, at Danmarks største litteraturpris, som uddeles på bogmessen, sponsoreres af en bank: BG-litteraturprisen, som i år går til Bjarne Reuter. Det er et fint trick fra en bank at understøtte litteraturen så kraftigt (med 300.000 kr.). Enhver potentiel kapitalismekritik uskadeliggøres dermed lige fra starten.

Kritik minimeres

For selv hvis der i litteraturen skulle dukke en kritisk røst op, så minimeres den og forvandles til en tilsyneladende suveræn form for selvkritik, da den jo storsindet sponsoreres af selveste symbolet for kapitalismen. Den prisbelønnede forfatter kommer i en meget selvmodsigende situation, da hun eller han næppe har råd til at sige nej til prisen, men den litterære stemme mister suveræniteten og en stor del af dens kritiske potentiale. BG-bank har også en forfatter, som er ansat i banken, for at fortælle historier om bankens medarbejdere, der skal styrke sammenholdet, arbejdsmoralen og bankens filosofi. Det drejer sig her om storytelling, noget der havde sin storhedstid i 90'erne, hvor man forstod at den gode fortælling har afgørende indflydelse på en virksomheds rentabilitet.

Det er overtydeligt at kapitalismen hér inddrager kreative strategier til sit eget formål. Men sat på spidsen, er spørgsmålet, om Bjarne Reuter ikke med tildelelsen af BG-banks Litteraturpris ligeledes blev "inddraget" som en slags storyteller og dermed har måttet opgive en del af sin kritiske suverænitet. Et glimrende billede på den politiske litteraturs iboende vanskeligheder i en neo-liberal verden.

Julian Blaue er dramatiker. Sammen med kollegaen Henning Gärtner læste han et teaterstykke op på Bogmessen 'Karrierekonstruktivisme eller free your fucking mind'. Skrevet af den fusionerede forfatter Julian Henning von Gärtner Blaue.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu