Læsetid: 4 min.

Tænd nu for blusset

Først var der dopingskandale, og så var der en uges søvngængerkørsel, men paradokset er, at Tour de France nu tegner mere spændende end i mange år
10. juli 2006

Når først rytterne i feltet begynder at kede sig, så er der noget galt, men sådan har det indtil i lørdags været i Tour de France' første uge. Lige ud ad landevejen et par hundrede kilometer for et betydningsløst og dødsdømt udbrud og et passivt felt, og så haps med det lige inden den forventede massespurt.

Hver dag har været forudsigelig på nær udfaldet af det indbyrdes opgør mellem de tre sprintere Robbie McEwen, Tom Boonen og Thor Hushovd, men i forhold til et løb - og en tv-transmission - der varer flere timer, så er to minutters dramatik til sidst ingen trøst. Tour de France har været lige så spændende at følge i den første uge, som det er at vente på, at en kedel vand skal koge.

Der er flere grunde til det.

Tour de France har - i modsætning til Giro d'Italia og Vuelta a Espana - en tradition for, at der ikke er nogen skrappe stigninger i løbets første uge. Der skal være mulighed for at også sprinterne og de tunge temporyttere kan vinde etapesejre og komme i den gule trøje, inden det begynder at gå opad.

Men fladt er ikke det samme som nemt. Og tilrettelæggerne af ruten har tidligere vist stor opfindsomhed, når det har drejet sig om at lægge vejen om ad forhindringer, der kan skabe uforudsigelighed og drama. Det kan være brostensvejene i Flandern, som kræver helt speciel køreteknik. Det kan være snoede småveje i kuperet terræn, som giver afsætsmuligheder for udbrud og gør dem vanskeligere at indhente for feltet. Det kan være vejen over en smattet landtange, der er oversvømmet ved højvande, som det var tilfældet i 1999 - men det var nu nok for meget af en tilrettelagt forhindring. Det kan være et smut ud langs Atlanterhavskysten eller Kanalen, hvor man næsten altid kan regne med, at blæsten, når den kommer fra siden, splitter feltet i vifter, og hvor det kan være katastrofalt for en favorit at blive fanget i en vifte bagude (En vifte er en formation, hvor rytterne ligger forskudt for hinanden som vingefjerene på en fugl, således at de - bortset fra ham yderst på viften - kan give hinanden læ og krydse op mod vinden i høj fart). Eller afvekslingsmomentet kan være en holdtidskørsel i den første uge, således som det har været praksis tidligere, men ikke i år.

Der har ikke været andre tilrettelagte afbræk i kedsommeligheden end den 3. etape til Valkenburg med den vanskelige bakke Cauberg op til mål, og der var det endda kun finalen, der var spændende. Men det var ikke arrangørens skyld. Hele ruten var velegnet til udbrud og kontraangreb, men det benyttede ingen i feltet sig af.

Alt terræn er angrebsterræn, hedder et mundheld i cykelsporten, men det er kun de ryttere, hvis navne og meritter, man skal slå op, der har benyttet sig af det. Normalt er det således, at der angribes i højre og venstre, som man siger, tidligt på etapen og længe før, fjernsynet kommer på. Mange udbrudsforsøg bliver kvalt, inden der opstår et, som har en sammensætning, der ikke er til umiddelbar fare for nogen i feltet, og som både sprinterhold og favoritter regner med kan kontrolleres. Det sjove er selvfølgelig, at regnestykkerne ikke altid er rigtige.

To interessegrupper

Men dette løb i denne første uge har ikke været normalt. De første to-tre fribyttere, der er stukket efter få kilometer, har også fået lov til at køre væk, og derefter har der været ro over feltet med sikkerhed for, at udbryderne ville kunne hentes igen kort før mål.

Årsagen er, tror jeg, at feltets hold kan deles i to interessegrupper. Der er de fire-fem hold, der råder over en stærk sprinter, og som er interesserede i at holde feltet samlet til en massespurt. Og så er der alle de andre, der mener at råde over en rytter, der kan vinde Tour de France eller gøre sig godt øverst i klassementet. Så de er interesserede i at komme igennem den flade uge så nemt som muligt uden at skulle slide på hverken hold eller kaptajn. Hold, der udelukkende har etapesejre som mål, findes der ingen af, og hold, der - som CSC sidste år - både går efter etapesejre tidligt i løbet og klassementsplacering senere, er der tilsyneladende ikke.

Ingen feltherrer

Udelukkelsen af de dopingmistænkte favoritter Ivan Basso og Jan Ullrich, fraværet af Vinokourov, hvis hold ikke kom til start, og Alejandro Valverdes styrt og exit, har åbnet løbet for nye favoritter og gjort det spændende på længere sigt. Især fordi der ikke er noget enkelt hold eller enkelt, stærk kaptajn der synes i stand til at udøve den kontrol, som man i de seneste syv år har set Lance Armstrong og hans US Postal udøve. Og sådan var situationen sådan set også før den spanske dopingsag amputerede løbet og de stærkeste hold som T-mobile og CSC. Feltet var herreløst og løbet åbent. Nu er det blot blevet endnu mere åbent og en ny feltherre endnu sværere at få øje på.

Lørdagens enkeltstart gav ikke andet svar, end at amerikaneren Levi Leipheimer, der var en af de store favoritter, efter en miserabel kørsel, er kørt ud af den rolle, mens hans landsmand Floyd Landis med sin andenplads efter den ukrainske slugger Sergej Gontjar fra T-mobile, bestyrkede sin favoritværdighed - blandt ti andre, for så tæt ligger det, og så store muligheder er der for bjergstærke fribyttere at vende op og ned på alting, når det på onsdag går opad i Pyrenæerne. Omsider.

Paradokset er, at et meget, meget kedeligt løb tegner umådeligt spændende, så måske har det været værd at vente på, at kedlen skulle komme i kog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her