Læsetid: 2 min.

Tænk på publikum

11. juni 2005

Skal dokumentarfilm ses i biografen? Det er et spørgsmål, som melder sig, mens man venter på de første biograftal for Tómas Gislasons meget omtalte Overcoming, der havde dansk premiere i går. Ofte har det nemlig vist sig, at selv ikke højt profilerede titler sælger mere end nogle få tusinde billetter. Kasper Torstings Rocket Brothers, om rockbandet Kashmir, blev set af ca. 15.000 mennesker og Jørgen Leth og Lars von Triers De fem benspænd af ca. 12.000.

Det er meget for en dansk dokumentarfilm, men meget lidt i forhold til spillefilmen, hvor selv en smal film er en fiasko, hvis ikke den sælger 50-100.000 billetter. Og så har Rocket Brothers og De fem benspænd endda det forspring, at de handler om henholdsvis et populært rockband med en trofast fanskare og to store personligheder.

En forklaring på den manglende succes kunne være, at publikum ikke ved, hvad de får, når de løser billet til en dokumentarfilm. Spillefilm bruger undergenrer som gyser, action og komedie, mens dokumentarbegrebet dækker over (alt for) mange forskellige former og udtryk.

Det er en forklaring, som ikke bliver mindre relevant af, at dokumentargenren er under forvandling. Det er ikke noget nyt, vil nogle sikkert mene - dokumentarfilm har aldrig været bare én ting - men det synes først at være inden for de senere år, at det er gået op for den brede offentlighed, at der i dokumentarfilm manipuleres lige så meget med billederne og virkeligheden, de skildrer, som i fiktionsfilm.

I manges øjne er Michael Moore - en af de få dokumentarister, der kan sælge billetter i Danmark - kun en simpel politisk agitator.

Men sandheden er, at Moores film blot er en af de mange skikkelser, som dokumentaren kan antage, og at han - i hvert fald på nogle områder - er meget mere ærlig i forhold til de virkemidler og fiktioner, han benytter sig af end så mange andre, såkaldt seriøse dokumentarister.

Som Tómas Gislason anførte i Information i går, så "prøver vi at bilde folk ind, at det er sandheden, de ser, men det er det jo ikke."

Ud over at anspore til en diskussion om - og udvide grænserne for - hvad en dokumentarfilm er, er Michael Moore i sig selv en anden mulig forklaring på, hvorfor dokumentarfilm ikke kan klare sig i biografen. Hans film er underholdende, og det forventer publikum sig af fiktion, ikke dokumentar.

Dokumentarfilm mangler store stjerner og er ofte noget, man ser (på tv), fordi man synes, at man bør - ikke fordi man ikke kan lade være. Det har Michael Moore ændret på, bl.a. fordi han er så farverig en person.

Flere danske instruktører kan ikke lide underholdningselementet. Men deres film sælger heller ikke mange biografbilletter. Måske vil de ændre mening, hvis Overcoming klarer sig godt. Man er i hvert fald nødt til at acceptere to ting: Dokumentarfilm kan antage mange former. Og vil man have en dokumentarfilm i biografen, er man nødt til at tænke på publikum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her