Læsetid: 9 min.

Tænk hvis valget kunne ændre alt... det håber de det kan i Congo

FN har investeret enorme beløb på det kommende valg i Congo, det første demokratiske valg i landets historie. Og store dele af befolkningen på, at 'denne gang kommer det til at fungere', selv om de er oppe mod ganske hårde odds
24. juli 2006

I den kvælende og fugtige eftermiddagshede står den 35-årige tømrer Lokana Butso og venter. Han har stået her uden for valgkommissionens kontor i Bunia siden tidligt om morgenen. Han stod der også i går og i forgårs og dagen før. Og han står der sandsynligvis igen i morgen.

Som hundredvis af andre mænd og kvinder, der står her, har Butso mistet sit valgkort til det kommende valg. Han er villig til at stå her så længe, det er nødvendigt for at få et nyt kort, for ellers kan han ikke stemme. Som han siger:

"Jeg har rejst 70 km for at få det. Og jeg giver ikke op, før det lykkes."

Når Butso og omkring 25 mio. andre congolesere går til valgurnerne den 30. juli, bliver det første gang Den Demokratiske Republik Congo i praksis fungerer som et demokrati. Landet, der blev oprettet som den belgiske konge Leopold II's personlige len, opnåede uafhængighed i 1960 under ledelse af den karismatiske og populære leder af frihedskampen, Patrice Lumumba.

Inden der var gået seks måneder, var Lumuba død, myrdet efter ordre fra Belgien og USA. Et kup i 1965 bragte Joseph-Desire Mobuto til magten. Mobutu, der senere 'afrikaniserede' sit navn til Mobutu Sese Seko, blev støttet af CIA, som mente, at Mobutu ville udvikle sig til en stærk, pro-vestlig leder.

I løbet af de seneste 32 år har Mobutu plyndret sit lands enorme rigdomme, bygget luksuriøse paladser og stukket milliarder til side i schweiziske banker. Og hans folk har sultet.

Et oprør i den østlige del af landet under ledelse af Laurent-Desire Kabila med støtte fra Congos naboer, Burundi, Rwanda og Uganda, red på en bølge af utilfredshed i 1997 og endte med at skubbe Mobutu fra magten. Kabila lovede nye valg, men de kom aldrig. Efter fire år ved magten, hvoraf de fleste blev brugt på at føre en ny krig i øst mod hans gamle allierede, blev Kabila myrdet. Han søn, den kun 29-årige Joseph, blev verdens yngste statsoverhoved.

I dag, efter mere end et årtis kampe, der har kostet omkring fire mio. mennesker livet - det svarer til Irlands samlede befolkning - har indbyggerne i Congo endelig fået muligheden for at vælge deres ledere.

Operationen foregår under ledelse af FN og er det dyreste og logistisk set mest komplicerede valg i Afrikas historie. Det koster omkring 500 mio. dollar at registrere over 25 mio. vælgere, at trykke og udsende valgpapirer og organisere 53.000 stemmebokse, mange i fjerne jungleområder, der ligger adskillige dages farlig rejse fra det nærmeste administrationscenter. Der er opstillet 33 præsidentkandidater og flere end 9.500 kandidater til den lovgivende forsamling fordelt på cirka 269 registrerede politiske partier.

Køber stemmer med øl

En del af processen omfatter at lære folk, hvad et valg egentlig er. Mobutu blev officielt valgt tre gange i 70'erne og 80'erne. Ved det seneste valg i 1984 kunne folk vælge mellem offentligt at tage et grønt eller et rødt kort. Grønt betød en stemme for velstand og Mobutu, rød en stemme for total undergang. På mange valgsteder fandtes der overhovedet ikke nogen røde kort. Mobutu fik over 99 procent af stemmerne.

Under den nye valgkampagne har kandidaterne bl.a. købt øl til de unge mænd eller simpelthen foræret dem penge. Joseph Kabila, der har siddet som uvalgt præsident de seneste fem år og er storfavorit til at vinde valget, sidder med et totalt monopol på statsfjernsynet. Hans valgmøder er blevet bragt på tv, mens hans modstandere kæmper for sendetid.

I Ituri-regionen i det nordøstlige Congo tæt ved grænsen til Uganda er over 80 procent af befolkningen registreret, hvilket er det højeste tal i landet. Her fandt man også det højeste stemmetal i december, da republikken vedtog den nye konstitution.

Det grå støv i regionens administrative hovedstad, Bunia, dækker alt, lige fra de friskplukkede mangofrugter, kvinderne bærer på hovedet ned ad byens strøggade, til motorcyklerne eller 'motor-taxaerne', som tidligere militsfolk transporterer folk rundt i byen på.

Som i det meste af landet findes der ingen veje i Bunia, blot stier overstrøet med sten og meterdybe huller. I hele landet, der er på størrelse med Vesteuropa, findes der kun omkring 400 km asfalteret vej.

Lidt væk fra Bunias hovedgade bor familier i lerhytter. Der er ingen døre, og vinduerne er blot huller i væggen. Området er fyldt med malariamyg, men de forhåndenværende myggenet er forbeholdt udefra kommende hotelgæster. Disse net er også fyldt med huller.

Rindende vand er en luksus, og om natten ser man kun lys på hotellerne og på FN's område.

Bevæbnede militsfolk patruljerer i byen og de omliggende områder. Tidligere var kampene stammerelaterede. I dag handler det mere om magt og penge. Hver dag bringer nye historier om angreb på landsbyer eller landevejsrøverier. Den 19. juni blev to mennesker dræbt 38 km fra Bunia, da en bus blev angrebet. To dage senere døde endnu en efter et angreb på et køretøj på den samme vejstrækning. Dagen efter blev 15 mennesker bortført efter et plyndringstogt mod en landsby 105 km fra Bunia. Ingen ved, hvad der senere er sket med de bortførte.

Hærens pengeproblemer

FN-styrkerne udgøres af soldater fra Marokko, Bangladesh og Pakistan, og der er ikke ret mange af dem. Der var 17.000 soldater i Sierra Leone i 90'erne. Ituri, der er af samme størrelse, har kun 3.000.

Indbyggerne i Ituri har ingen chance for at glemme at de bor i en krigszone. FN-styrkerne patruljerer gaderne i bæltekøretøjer, mens soldater bevæbnet med maskinpistoler sidder på udvalgte poster beskyttet af sandsække og pigtråd.

I mere og mere udstrakt grad patruljerer FN-styrkerne sammen med soldater fra Congos hær, FARDC. En væsentlig del af forberedelserne til valget har været integrationen af landets utallige militser i en enkelt congolesisk hær. Man har kastet løbesedler ud fra FN-helikoptere med opfordringer til mænd og kvinder fra militserne om at komme ud af bushen, der omgiver Bunia, og aflevere deres våben. Samlede militsgrupper har grebet muligheden for at slutte sig til hæren, mens enkeltindivider har besluttet sig til at opgive kampen og forsøg at genoptage en normal tilværelse.

Afvæbningsprocessen har ikke været uden problemer. Indtil for nylig fik soldater blot 12 dollar om måneden i løn. Beløbet er blevet fordoblet, men lønnen kommer sjældent til tiden. Mange får ikke engang deres daglige måltid mad. Soldater, der plejede at tjene hundredvis af dollar på plyndringer, finder det let at vende tilbage til deres gamle vaner. Det hjælper ikke ligefrem på den nye congolesiske hærs ry, når uniformerede soldater, der burde beskytte civilbefolkningen, i stedet voldtager og plyndrer. Militserne er måske nok under opløsning, men frygten findes overalt i byer og landsbyer i Ituri.

En lastbilkortege med over 100 militsmænd og -kvinder ankommer til en afvæbningslejr nord for Bunia for at blive registreret. Det er en hær i laser, nogle af soldaterne mangler en arm eller et ben, nogle ser ud til ikke at have spist i ugevis. Men de skridter ud og stirrer fremad som alle andre soldater.

Når de er blevet registreret får de nyt tøj og et måltid varm mad. De får et engangsbeløb på 11 dollar og yderligere 25 dollar om måneden det næste år. Derefter får de 400 dollar, der skal bruges på et projekt, der forhåbentlig får dem tilbage i beskæftigelse.

Men i denne del af verden kan man købe en sprit ny AK-47 for helt ned til 30 dollar. Ingen aner, hvor mange mænd og kvinder, der møder op med deres gamle våben, får pengene og tager tilbage til bushen med et nyt våben og en masse penge.

Ud af bushen

For Mbuchi Charlotte er kampen dog slut. Hendes et-årige datter sidder på ryggen af hende i et snavset, gult sjal. Mbuchi, der tilhører hema-stammen, blev tvunget i kamp mod regionens anden ledende stamme, lendu, i 2002. De seneste fire år har hun levet i bushen med en AK-47 over skulderen. Selv mens hun var gravid, kæmpede hun.

"Jeg standsede, da jeg skulle føde," fortæller hun.

Hun ved ikke, hvordan hun vil skaffe sig mad, nu hvor hun har afleveret sit våben, men hun er sikker på én ting:

"Jeg skal stemme."

John Wapol, smart klædt på i lyseblå skjorte og cremefarvede bukser, har også afleveret sine våben.

"Livet i bushen var ikke særlig godt. Det var svært. Vi havde aldrig noget mad. Du blev nødt til at overfalde folk og angribe folk - vanvittige ting - for at få mad. Jeg har stadig venner, der er i bushen. Jeg håber, de kommer tilbage, inden det er for sent."

Men efter han forlod bushen, har han ikke fundet noget arbejde og har heller ikke kunnet vende tilbage til sine studier, som han ellers havde håbet. Den samme situation er hans venner i. Nu frygter han, at de bliver fristet til at vende tilbage til militsen.

"Min familie får ikke nok at spise. Jeg vil gerne vende tilbage til skolen, men hvordan gør jeg det uden et stipendium? Folk er trætte af at kæmpe, men de kan heller ikke vende tilbage."

Han mener, redningen kommer den 30. juli.

"Det hele bliver bedre efter valget. Det er første gang, jeg stemmer. Det er en stor forandring, og fremtiden bliver bedre."

Valget giver håb

Hans håb deles af de mennesker, hvis liv er blevet ødelagt af stammekrigene og den plyndring, der har splittet Ituri ad. I byen Eringeti, lige syd for Ituri, klynger den 65-årige Samson Awuza sig til sit valgkort. Sammen med over 100 andre flygtede han fra landsbyen Aveba for fire uger siden efter kampe brød løs mellem en militsgruppe og den congolesiske hær.

Pastor Awuza så mindst 10 civile blive dræbt. Dem, det lykkedes at undslippe, flygtede til en anden landsby. I løbet af 14 dage tvang nye kampe dem til at flygte på ny. Det tog dem yderligere 14 dage at nå Eringeti, en by med 25.000 indbyggere. De seneste uger er tallet steget med 6.000, mens flere og flere forsøger at undslippe volden i Ituri.

Nogle af flygtningene er blevet budt velkommen i allerede overfyldte huse, andre sover i kirken eller på markerne. Der er fortvivlende lidt mad og intet arbejde. Men på trods af problemerne, er pastor Awazu fuld af håb.

"Valget vil ændre alt," siger han akkompagneret af enig mumlen fra de forsamlede.

"Den nye præsident vil ændre landet og bringe glæde og fred. Så snart han bliver valgt, vil han bringe fred."

Mens FN bruger enorme mængder tid og kræfter på valget, er menneskerettighedsgrupper bekymrede for efterdønningerne. Især i det østlige Congo er der frygt for at visse politiske partier, der måske ikke klarer sig så godt ved valget, vil forsøge at fastholde den magt, de har gennem militserne.

Men uden for valgkommissionens kontorer i Bunia er der kun håb.

"Alting vil forandres," siger Bosco Bashige. "Der bliver mere gang i forretningslivet, og skolerne vil åbne igen. Alting bliver bedre. Tjenestemændene får deres løn, der vil blive bygget veje. Her er stadig megen usikkerhed, men jeg stemmer, så den også forsvinder."

Mens Lokana Butsos dag i venten på et nyt valgkort lakker mod enden, er hans optimisme stadig i top.

"Vi lider. Folk har ingen job - de slutter sig til militsen for penge. Vi har brug for en præsident, der kan tage sig af landet og skabe job. Jeg ved, vi får ham. Jeg ved, tingene bliver bedre."

©The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu