Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

4. august 2005

I sidste afsnit af sommerens tænkeboks tænker Rifbjerg højt over, hvad en rigtig mand er? Om man kan være kunst- og naturdøv? Og mindes markerne omkring byen Pamplona

Den iboende trang til ikke blot at dominere, men også at trampe på, ydmyge, fornedre har været beskrevet og dyrket i kunsten, siden man fandt på den. Videnskabeligt er den destruktive seksualitet eksemplificeret og defineret hos Sacher-Masoch og Freud (og hundreder af andre). Hvad der måske kan undre er den generelle accept af manderollen som aggressiv og afstumpet. Den bløde mand fik som bekendt ikke mange chancer, mens man til gengæld nu ikke kan blive træt af at hylde det uforsonlige krav om disciplin (læs: underkastelse) som det essentielle eksempel på fuldt udfoldet maskulinitet. Statsministeren troner højt i den sammenhæng. Og han følges hele vejen rundt af sine internationale kollegaer med George W. Bush i spidsen. Prøv at studere den amerikanske præsidents mimik og lyt til hans stemmeføring, når han sætter sine pointer ind. Her er en no nonsense man, der er lurvet helt ind til marven. Der mangler kun den bløde gangsterhat og pomaden, så har man tredivernes forbryderhelt i genfødt skikkelse. Med den tilføjelse at Bush, i modsætning til de fiktive figurer, ser ud som om han hvert øjeblik er lige ved at tisse i bukserne af skræk.

Rigtige mænd

Jeg har sagtens kunnet både acceptere og beundre store mænd eller rigtige mænd, men kun hvis man med rigtige mænd forstår mænd, som også har en kvinde i sig eller noget, der ligner. Hos dem har jeg ikke blot fundet noget genkendeligt, men også en udvej fra det påtvungne rollespil. Jeg tænker på Heinrich Böll og Tolstoj, jeg tænker på Herman Bang og Flaubert. Jeg tænker på Chaplin og Jean Renoir, på Degas og Warhol, Mozart og Schubert, Jesus og Nelson Mandela, plus hundreder og hundreder af andre, som har kæmpet for menneskeheden med ånd og kunst i stedet for med bomber og granater, som man forventer, at store drenge gør. Og når det hele gik ad helvede til, og såmænd også når det gik godt, har jeg trøstet mig, og trøsten er ligeligt at finde i kunsten og i naturen, så er det sagt. Jeg ved ikke, hvornår 'naturen' går op for barnet, lige så lidt som jeg ved, hvornår man begynder at fatte, hvad kunst er og hvorfor. Der må være tale om noget tillært, noget man vokser ind i, efterhånden som hjerne og bevidsthed åbner sig og begynder at gro. Men som sagt: Der må også være et gen, for lige så sandt det er, at nogen fødes uden genet for tilegnelse af f.eks. matematik og abstrakt fysik, fødes andre uden egentlig sans for natur og kunst. Det er underligt, men der er faktisk kunstdøve og kunstblinde mennesker, og andre for hvem naturen faktisk aldrig bliver andet end 'det billige skidt', som man sagtens kan undvære. Begge kategorier klarer sig storartet gennem livet, man skal ikke bilde sig noget ind eller sætte sig på den høje hest i den forbindelse, men man kan undre sig, og der må i dette tilfælde blive tale om en slags overskuds-undren. For både naturen og kunsten er jo til stede for alle og enhver, og tilgængelig alt efter behov, som et fantastisk tilskud, der både omfatter det pædagogiske og det dybt eksistentielle. Der er ikke noget loft i magasinet, det rager helt ind i himlen og er alle vegne, og selv om vi gør, hvad vi kan for at ødelægge både natur og klima, så er begge dele der stadig lige uden for døren og kan omfattes både som noget alment forklarligt og som noget rent ud sagt guddommeligt uforklarligt.

Pamplona før og nu

Søger man efter meningen, ligger den muligvis her i skæringspunktet mellem det menneskeskabte - kunsten - og det uoverskueligt selvbestaltede og utæmmelige - naturen. Vi tror naivt at have styr på begge dele, og gør os tit umage for at kultivere både, litteratur og kunst med det resultat, at der bliver tale om en udpining i stedet for naturlig vækst. Hemingway, der havde været der i begyndelsen af 20'erne, beklager at Pamplona, som han så igen i 1953, nu skæmmes af nye kvarterer og boligblokke, som omringer byen. Ved et tilfælde så jeg Pamplona samme år og på samme tid som den amerikanske forfatter og var bjergtaget ved synet af byen, som uden overgang voksede ud af den gulbrune jord og må have set ud, som den havde gjordt siden middelalderen. Hvordan Pamplona ser ud nu 50 år senere, tør jeg slet ikke tænke på, men det gør heller ikke så meget, for hvad Hemingway så inde i byen, og da han siden forlod den og kørte videre, er det samme som dengang. I hvert fald markerne, de vældige, rullende marker med det afhøstede korns gyldne spejl lagt ud over Navarra, et eventyrlandskab nænsomt kultiveret med den uendeligt blå himmel bagved og solen, som barer øser og øser og øser ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu