Læsetid: 3 min.

Tænkeboksen

Enhver epoke ser i retrospekt forholdsvis klar og veldefineret ud. Men står man midt i suppedasen, er det anderledes. Uden at man bemærker det, er en form for hamskifte altid i gang
18. juli 2005

Men der var lang vej endnu, og mange af vejene var af naturlige grunde snoede. Kjeld Abell blev frem for nogen mishandlet i efterkrigstidens brunkulsklima, hvor man overeksponerede hans svagheder for at komme hans politiske holdninger til livs. Men han var stadig og stædigt søgende, og den eneste gang, jeg så ham i mit liv, var til en tidlig opførelse af scener fra Becketts Slutspil på Studenterscenen, hvor jeg var lige ved at gå hen og sige goddag til ham, men selvfølgelig ikke turde, fordi jeg var for genert og ikke var noget som helst og det i det hele taget ikke var noget 'man' gjorde. Der var jo det med poesien, og hvis Abell følte, at vejen ind over Beckett var vigtig, følte jeg det selv ikke mindre. Her var noget for alvor nyt - ikke blot i form, men også i indhold. Der var et mørke, som var næsten umuligt at lodde, men også en humor, der rakte længere ud og kom dybere ned, end vi nogensinde drømte det muligt i den ene eller den anden form for revy. Her var også en scenografi og en koreografi, der hentede sine elementer i klovne- og cirkusverdenen og opererede med en minimalisme, det havde rødder i tyvernes og tredivernes konstruktivistiske eksperimenter, men var endnu mere renset. Scenebilledet og kostumerne i Gris på gaflen skyldte denne enkelhed en del, men det poetiske uendelighedsperspektiv var umuligt at transponere, dertil var genrerne for forskellige og mentaliteten for anderledes. Poesien kom i bøgerne i stedet for.

Midt i suppedasen

Det er et interessant skel, som skulle vise sig afgørende for udviklingen i de kommende år. Med den heftigere udfoldede politiske bevidsthed fulgte ikke nødvendigvis en større accept af de kunstneriske muligheder i universel forstand, tværtimod. Min partner og ven nåede snart til den konklusion, at alt, hvad der handlede om kunst, var overflødig luksus, det var håndværket, der talte, instrumentet, der formede og videregav budskabet. Allerede på det punkt blev jeg svag i koderne, for jeg kunne umuligt afskrive alt, hvad jeg havde set og læst og hørt og elsket, som 'overflødig luksus', det var jo netop kunsten, der havde tilført mit eget liv alt det ekstra, som gav mening og sammenhæng, Hvis det skulle på lossepladsen (sammen med kærligheden?), hvad var der så tilbage? . Man er ikke helt den samme i dag som i går, og de indkommende signaler veksler så hurtigt, at det kan være svært at afgøre, hvad der er afgørende, og hvad man kan springe over. Mod slutningen af halvtredserne var det også slut med studenterrevyerne for Jesper Jensens og mit vedkommende. Men en uventet faktor gjorde sig gældende. Ole Wivel var for anden gang blevet valgt til Ledende Senior i Studenterforeningen og - måske tværtimod hvad man skulle forvente - kom denne gamle Hereticaner med en opfordring til Jensen og mig om at lave en nytårsrevy, selvom vi egentlig havde lagt den slags bag os. I mellemtiden var Leif Panduro dukket op, og han skulle selvfølgelig være med, for var der nogen, der kunne sin PH og sin Sigurd Næsgaard og sin Wilhelm Reich og sin Freud på fingrene, så var det Leif. Resultatet tilhører (teater)historien, men der blafrer et par flæser i yderkanten af billedet, som er interessante. Tilfældet Ole Wivel bliver med tiden mere og mere gådefuldt, for der var ingen tvivl om, at han på en næsten overstadig måde brugte den revy, han indirekte havde været ophavsmand til, som et middel til at skræmme bukserne af sine gamle Bundesverwandte! Man kan vel næppe forestille sig noget mere fjernt fra det hereticanske bønnemøde end denne billedstormende forestilling, der ikke tøvede med at gå i flæsket på det allerhelligste og sagde tingene på en så grov og ligefrem måde, at hvis det ikke havde været for iscenesættelsens lethed og det ungdommelige overskud, ville det ikke have været til at holde ud. Leif Panduro kunne som tidligere fortalt næsten heller ikke holde det ud, men faldt dog til ro, da succesen var en kendsgerning.

Fortsætter i morgen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu