Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

For at sige det lige ud, så var verden, da jeg blev gift for halvtreds år siden, kedelig. Men måske var den kedelig på en interessant måde
13. juli 2005

Ekspertrædslen er jo i disse år nået helt til tops og skal sandsynligvis opfattes som udtryk for den højeste dannelse eller være det bedste eksempel på sund fornuft og sand forbundethed med folket, der i alle tilfælde vil være i stand til at træffe de rigtige valg og skille bukkene fra fårene uden hjælp og støtte fra nogen som helst, der bilder sig noget ind. Ordrer må godt komme oppefra, hvis de kommer fra statsministeren, gode råd har man at holde for sig selv. Det er jo det sjove ved det: ingen må bilde sig noget ind samtidig med, at ingen må bilde sig ind, at vi ikke er verdensmestre i alting. Nemt er det ikke, og særlig godt har vi det heller ikke. Eller har vi?

Efter afstemningen om EU-traktaten er det temmelig oplagt, at vi i hvert fald er forvirrede. Hvad var det, der skete efter det franske og hollandske nej? Og før? Jeg har hele teksten til traktaten liggende og har da også forsøgt at stave mig igennem den, men uden held. Det er uoverskueligt, det er for teknisk, sproget er malabarisk, så det er egentlig ikke så sært, at vælgerne stemte for eller imod alt muligt andet end EU-traktaten. Man kunne måske ikke forlange, at den ny grundlov skulle have samme malmfulde og opstemmende lyd som den ame-rikanske uafhængigheds-erklæring, men lidt mere engagerende kunne den godt have været formuleret og lagt frem i et mere handy og overskueligt format end de mange sider. Men det afgørende spørgsmål bliver tilbage: egner den slags sig til folkeafstemninger? Jeg ser allerede sytten eller syttenhundrede eller sytten tusinde passionerede demokrater rejse sig op og brøle "selvfølgelig!", men kunne man ikke, uden at være det mindste udemokratisk, spørge, om det ikke er de folkevalgte politiske repræsentanter, der skal træffe beslutningerne også i den slags spørgsmål, når vi nu én gang har stemt på dem og bedt dem om det samme? Politikerne er valgt på deres ekspertise (må man gå ud fra), og de har på vores vegne en pligt til at lede og vejlede, de er m.a.o. også en slags pædagoger. Men er de? Det er måske her, den ulækre, loppebefængte hund ligger begravet, for stoler vi på politikerne, gør de, hvad vi har bedt dem om, eller er de blot en flok magtglade tossehoveder, der farer rundt i den manege, de har indrettet til sig selv uden i virkeligheden for alvor at bryde sig om, hvad folk mener og tænker og drømmer om og gerne vil have?

Verden i sort og hvidt

Efter at have fejret guldbryllup i røg og damp over flere på hinanden følgende dage, er det svært ikke at reflektere en lille smule over, hvad der er sket i alle de mange år siden ja'ordene faldt. . I hvert fald er der ingen tvivl om, at netop kedsomheden genererede en længsel efter forandring. Det uforudsigelige var attraktivt, måske fordi vi i den grad havde accepteret at leve efter skemaet. Både udfordringerne og fordringerne var beskedne. Vi vidste jo i virkeligheden så lidt. Det kunne skyldes den ungdommelige mangel på erfaring, men det handlede også om, at man havde lagt verden til rette for os. Sådan og sådan så den ud, sådan og sådan havde den altid været, og sådan ville den blive ved med at være til evig tid. Sært nok var det jo ikke frigørelsen i den forstand modstandsbevægelsen havde handlet om. Det troede den måske selv i visse oprømte stunder, men det var fædrene og onklerne, der vandt i sidste ombæring, og hvis man tænker på den centrale modstandsavis' holdning efter besættelsen, så er der ikke noget at tage fejl af: Information var set fra enhver vinkel et ekstremt borgerligt blad, som ikke skulle have noget at gøre med seksuel fitlifut og på alle måder krævede hænderne over dynen. Selv den erklæret kulturradikale Erik Seidenfaden fik røde knopper ved tanken om en Jean Genet, og noget mere puritansk end Børge Outze kan man dårligt forestille sig. Hvis der var advent i Heretica, så var der generelt højmesse i Store Kongensgade, og selvom man ikke kan kalde avisen bigot (Poul Henningsen blev ind imellem tålt), så var det figurer som Poul Meyer og Ole Bernt Henriksen og David Jens Adler, der mentalt satte dagsordenen plus en håndfuld til at samme slags inklusive den elskelige Johannes Møller, kulturredaktøren, der fik våde øjne bare Martin A. Hansens navn kom på tale.

Man kan blive lettere svimmel ved tanken om, at de sidste overlevende modstandsfolk stædigt holder fast ved den mytologiske tanke om sig selv ikke blot som nationens eneste frelsere, men også som dens frihedsmænd. Det er de naturligvis ikke, de er ligeså fanastiske og prædikantagtigt skråsikre og grundkonservative som deres nulevende klakører i form af Uffe Ellemann-Jensen, Ulrik Høy og Niels Barfoed. Her går linjen direkte tilbage til den ufrihedens tid i halvtredserne, hvor man på forhånd accepterede en verden delt op i sort og hvidt og ikke tænkte på at gøre sig udtilbens på anden måde end ved at drikke sig fuld engang imellem og klemme en anden mands kone på en mørk trappeopgang, mens han var beskæftiget med at klemme ens egen.

Fortsætter i morgen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu