Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

Noget af det sært bestialske i den standende debat - uanset om den drejer sig om fortid eller nutid - er en tone af hævngerrighed, som synes at blive mere og mere skinger...
12. juli 2005

Man kan overfaldes af den mistanke, at tidens negative reaktion på det afvigende skyldes accelererende konformisme, og man går nok ikke helt galt i byen, hvis man påstår, at den store ensheds kødhakker har farseret en betragtelig del af den vestlige verden åndeligt set.

Men det går heller ikke at krybe uden om den kendsgerning, at hvad der var en lille afvigelse dengang, har helt andre dimensioner i dag, og at bestemte kulturelle mønstre og konventioner er så fremmedartede og barbariske, at de ikke blot virker ekstremt anderledes, men også urimelige og uacceptable, for ikke at sige frastødende.

Vi kan ikke have noget at gøre med tvangsægteskaber, kvindelig omskæring, muslimsk omerta, stening, pisk etc. etc., og det er ganske indlysende, at kampen mod den form for indsnævring må ske med lige så stor energi, som den der investeres i kampen mod almindelig dumhed, forfladigelse, kommerciel udbytning, kunstnerisk nivellering og al den anden idioti, der karakteriserer den vestlige såkaldte "civilisation".

At forestille sig omlægningen af et absurd kulturmønster pr. dekret og rekordtid er naturligvis lige så absurd som kulturmønstret selv. Og når man taget fat på pædagogikken, må det stå enhver klart i den moderne, demokratiske, vestlige verden, at man ikke kan begynde med at sætte et stort skilt op, hvor der står: "Alt hvad du kommer med er forkert - inklusive dig selv." Det kan ingen flygtning eller tilflytter eller nogen anden leve med.

Det kan heller ikke nytte noget at få et individ, der kommer langvejs fra (af hvad grund det nu end måtte være), til at mene, at alt hvad vi synes er rigtigt og godt og sandt, er det bedste i verden inklusive os selv. Det går ikke, og det ikke engang under daglige omstændigheder og helt uden fremmed indblanding.

Vores konstante udspændthed mellem voldsom selvglæde og et lammende mindreværdskompleks er uholdbar og har været det i snart mange år. Den afspejler sig i det meste og har fået ekstra fart på nu, hvor det diskuteres lidenskabeligt, om vi var gode eller dårlige under krigen, alle sammen frihedskæmpere eller alle sammen kollaboratører. Ingen tør rigtigt sige, at vi var begge dele på samme tid, eller beskæftige sig med den kolossale sammensathed i holdning og handling, som er en vigtig del af det menneskelige reaktionsmønster, hvis man ikke lige er statsminister og kun kan opfatte tingene i sort og hvidt.

Dansk og pinligt

Fejringen af vor elskede nationaldigter kan tages som et andet eksempel på vores grandiose identitetsmæssige og eksistentielle usikkerhed. For at gøre den gamle og os selv verdensberømte eller blot synlige i den store verdens øjne, var det ikke nok at mobilisere dansk talent til at stable et show på benene.

Den opgave måtte løses af et udenlandsk bureau og gennemføres med hovedsagelig udenlandske kunstnere. Det er - for at sige det mildt - noget pjat. Til gengæld er det eksemplarisk på så mange niveauer, at man kan blive helt svimmel ved tanken. Vi har et stk. digter, som var så (u)heldig af tvungne omstændigheder at komme til at skrive nogle eventyr for børn. Han ramte dermed (i kraft sit overraskende geni) en næsten arketypisk, mental fællesnævner, og satte sig dermed spor næsten overalt på kloden. Han er faktisk mere berømt end Homer og Shakespeare.

Men i Danmark er han ikke så berømt, at han kan klare sig uden Tina Turner - især ikke hvis han skal tiltrække sig opmærksomhed ud over landets grænser og hos et millionpublikum. Man begynder allerede på forhånd at ryste i bukserne: udland, hjælp, har vi noget at byde på, kan vi være os selv bekendt, er vi over hovedet noget, findes vi?

Jo, der er Andersen, og Danish Design, måske Søren Kierkegaard, men han jo ikke pop, og så Lars von Trier, vorherrebevares, den sprutneurotiske gadedreng! Men samtidig er vi jo også verdensmestre i alting, er vi ikke? Vi har det bedste demokrati, den bedste velfærdsstat, det bedste kongehus, det bedste - ja, hvad er det nu, det er?

På det punkt er det, der går molbo i sagen. Jeg havde selv den særlige ære i Madrid at overvære udnævnelsen af de spanske H.C. Andersen-ambassadører.

Lad gå at den danske ambassadør i den anledning spillede "Wonderful Copenhagen" på saxofon, men da én af de nyslåede ambassadører, en kendt spansk skuespiller, læste "Prinsessen på ærten" som var det Adam Poulsen, der reciterede "Guldhornene", flød bægeret, om det må være mig tilladt, over, og man kunne med rette parafrasere et yndet dansk, selvpromoverende slogan og sige: "Det er dansk, det er pinligt."

Stiller man skarpt på tendensen i hele tilrettelæggelsen af H.C. Andersen-halløjet, er det indlysende, at populismen triumferer højt og flot over ekspertisen. Som sædvanlig. Her skal man have fat i en hel masse hoveder, og det skal der ikke hængehoveder til, men friske fyre, der har "fingeren på pulsen" eller er "oppe på beatet". Det kan ikke nytte noget at blande for mange (H.C. Andersen) eksperter ind i sagen, for så risikerer man bare, at det hele bliver for indviklet, for ufolkeligt, for slet ikke at tale om gammelmodernistisk.

Fortsætter i morgen...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her