Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

I går hed det, at det er helt henrivende, når vor tids kulturelle lægprædikanter begynder at dele menneskeheden op i dem, der tilhører fortiden og dem, der er med på det ny, eller noget man har udmøntet som 'postmodernisme'
7. juli 2005

Hvis jeg har forstået ordet rigtigt, betyder det, at retten til at blive idiot, er uindskrænket. Det er ligefrem en æressag at blive mere og mere overfladisk dag for dag, at lade sig spise af med åndelig fastfood, for ikke at sige junkfood, i stedet for at lade sig velsigne af et ordentligt bord, der ikke kun er et tag-selv-bord, men ét hvor retterne er lavet omhyggeligt og bliver serveret smukt, hvor der er tid til både at tygge maden, smage på vinen og tænke over det hele og nyde det - uden konstant at blive sparket i røven af en eller anden producer eller producent, som i kampen mod kedsomheden råber: "Videre, videre, det kan ikke gå hurtigt nok!" Uden at tænke på, at det er døden, han har i hælene, og at det er den, han løber fra i et afmægtigt håb om, at hele galoppen vil få os andre til at glemme, at det, den elskede postmodernisme giver, er et kig ind i det tomme rum.

Af og til spekulerer jeg over, hvornår samfundet, det politiske, ideologierne osv. begynder at gå op for én. Det bedste ved valgene før krigen - det gjaldt også "Stauning eller kaos-valget" - var højttalervognene. De havde en ganske særlig anmassende måde at gøre opmærksom på sig selv på - hvilket selvfølgelig også var meningen. Der var bare det ved det, at de skrattende stemmer næsten aldrig var til at forstå. Hvilket selvfølgelig ikke var meningen. Måske blev det hele sværere af, at man ikke forstod budskabet, ikke vidste, hvad det var den høje stemme råbte om. Der var faktisk noget truende over højttalervognene. Alligevel hang jeg på lågen fra det øjeblik, det var tydeligt, at en højttalervogn nærmede sig. Der skete ikke ret meget i det kvarter, hvor jeg voksede op, derfor tog man også imod det mindste tilbud om underholdning med begejstring.

Soldater i krig

Den spanske borgerkrig havde gjort indtryk, fordi man i avisen ved selvsyn kunne konstatere, at krig også går ud over børn som én selv. Men da så Anden Verdenskrig kom, og der ikke skete noget særligt - besættelsen var i hvert fald på overfladen ganske fredelig - blev forvirringen i forhold til det ideologiske og politiske større.

I legetøjsbutikkerne fandtes et større (tysk) udvalg af soldater med tilhørsforhold på begge sider af fronten (hvor der i '39 heller ikke skete ret meget), og hos min bedste ven var der ryddet på gulvet, når de meget realistiske 'soldater' rykkede frem støttet af knurrende tanks mod pigtrådsbefæstede stillinger, der var ligeså realistiske som soldaterne.

Man skiftedes selvfølgelig til at være 'englændere' og 'tyskere', men da der var langt flere tyskere i martiale stillinger - én kastede med håndgranat, to mand betjente et maskingevær - var det i reglen tyskerne, der vandt, og det gjorde de jo også i virkeligheden. Det spekulerede vi ikke meget over, skønt vi udmærket var klar over, at hverken den ene eller den andens forældre brød sig om tyskerne.

At der under krigen herskede en almindelig modvilje mod tyskerne og besættelsen er uafviseligt. At den blev større efterhånden som årene gik, er også en kendsgerning. Der var tale om kollaboration - i visse områder var den oven i købet af stor udstrækning - men man skal ikke tage fejl af, at hovedparten af befolkningen (i hvert fald bybefolkningen) vendte sig mod tyskerne og betragtede dem som fjenden.

Da Helge Kjærulff-Schmidt i Lommerrevyen '44 sang den berømte "Vi er alle i samme båd" gik der ikke sekund, når han nåede til "entreprenøren", der lidt efter blev til "entrefyforsøren", før alle vidste, at der var tale om en led værnemager, altså én der arbejdede for tyskerne og gik deres ærinde. Man var imod, og selv om alle Det Tredje Riges rædsler og forbrydelser ikke var afsløret endnu, så var få i tvivl om, at man med nazismen stod over for en umenneskelig ideologi, som måtte bekæmpes, og hvis det ikke var muligt, vises al den foragt, man kunne mobilisere.

Magtens gamle idioter

Det var forvirrende selv for en politisk ingenue som mig at se de gamle politikere stillet op ved siden af Frihedsrådets folk, da den første regering efter besættelsen blev dannet. Det var underligt at se 'onkel' (Vilhelm Buhl) stå skulder ved skulder med Mogens Fog og Arne Sørensen og alle de andre helte, vi havde hørt om, men først for nylig set. Det var uretfærdigt, at de, der havde været med til at befri os, kun fik en lille del af magten, og alle de gamle idioter beholdt det meste. Både synspunktet og holdningen var udtryk for en naivitet, der havde et skær af uskyld over sig, men som i øvrigt var gængs hos en stor del af befolkningen. Forhandlingerne, der lå bag, var ikke til at gennemskue, og naturligvis var der i holdningen og opfattelsen indblandet en ordentlig klump følelser, hvad der altid er tilfældet, når der reageres på ideologiske og politiske manifestationer, symboler eller kendsgerninger.

60 år efter besættelsen er situationen den samme: Man ser rødt, hvis man ser sort og sort, hvis man ser rødt, ja det går så vidt, at folk, der hverken havde lod eller del i det, der foregik dengang, hidser sig op til kanten af det apoplektiske og ligefrem melder sig som frihedskæmpere à la 1945 på forventet efterbevilling, fordi heltene fra dengang også skal være heltene nu, selv om det, man beder dem deltage i af aktioner, ofte er noget, der fører til mere død og ødelæggelse og ideologisk kollaps, end hvis de var blevet hjemme og havde tænkt sig om.

Fortsætter i morgen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu