At vi alle er en slags kristne i jakkesæt og snøresko kan ikke afvises, hvis man tager den betragtning til sig, som en klog læge for nylig fremsatte gennem lanceringen af begrebet: kulturkristne. Det er hvad vi er, hvordan kan det være anderledes, hvis man er opdraget med Ingemann og Grundtvig og har haft kristendomskundskab fra første klasse og opefter. Læser man dansk litteratur, skal man være både blind og døv for ikke indse, hvor gennemvædet den er af kristendommen, og selvom der undervejs gøres op med troen, så er den der i næsten håndgribelig forstand. Jeg forstod også den gode læge, da han sagde, at hvis man lader sig bevæge af Bachs oratorier, der i den grad er kristen kunst, så er vejen til kulturkristendommen ikke fjern. Alligevel synes jeg, det er sært, at denne udmærkede sammentænkning kan føre til en genindmeldelse i den danske folkekirke, hvor konformisme har et så stærkt greb i sjælene, at man ikke engang har plads til en enkelt sjælehyrdes noget bizarre udlægning af eksegesen. Er fundamentet da virkelig så skrøbeligt under troen? Man fristes til at tro det og må undre sig desto mere, når ellers fornuftige og velbegavede mennesker får vand i øjnene ved tanken om al den skønhed og vederkvægelse, der ligger i mødet med kirken og dens ritualer og finder mening i at lytte til en udlægning af teksten, som af og til måske kan være inspireret, men for det meste er ligeså flad som det postevand, man hælder op i døbefonten eller ligeså fad som den pullimut, man lader folk drikke, mens man bilder dem ind, at der er tale om Frelserens blod eller i det mindste en metafor for samme. Tesen i Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens aktuelle bog om outsiderrollen som den eneste gængse, hvis man vil være noget ved musikken, er besnærende. Men bliver man i den sammenhæng ikke nødt til at trække Jesus ind i billedet? Han var da for fanden en outsider! Og ikke nok med det, han blev forfulgt og hånet og spyttet på og til sidst banket op på et kors med store søm gennem både hænder og fødder. Ja, han ofrede sig ligefrem for vor skyld, gjorde han ikke? Så det er vel egentlig rimeligt at sige, at Jesus påtog sig offerrollen, den som Thomsen og Stjernfelt har så meget imod - og som jo også fra politisk hold bruges i den almindelige mudderkastning, hvor modstanderne ofte udnævnes til klynkere, hvis de ikke holder kæft og lader sig snøre endnu mere ind af de i forvejen snærende skobånd.
Når det metafysiske øver så stor tiltrækning, må forklaringen findes i en stærkt svindende tro på det rationelle. Ganske vist påstår Søren Ulrik Thomsen, at man godt kan have et stærkt (venstreorienteret?) politisk engagement og være optaget af sociale problemer og deres løsning og samtidig være en troende kristen med alt hvad dertil hører af liturgi og ceremoniel, salmesang og knæfald. Det kan han naturligvis have ret i. Alligevel efterlader hans og Stjernfelts læseren med en serie spørgsmål: Når det nu ikke er tilladt at gøre sig udtilbens og råbe op og skabe sig og komme anstigende med ubekvemme eller ligefrem uartige spørgsmål eller m.a.o. spille den samme rolle, som hin blodige fotograf med fjer på og væltet tandemknallert (han sagde i øvrigt ikke et ord), hvor skal man så gå hen med sin harme, og hvad skal der blive af den anarkistiske excentricitet, som var både Frelserens og Søren Kierkegaards emblemer? Hvad sker der med tosserne og tumperne, hofnarrene og klovnerne, der uanset, hvor skøre de er og var, i hvert fald har fungeret som en slags salt i den almindelige suppe og har holdt et spejl op, hvori vi har kunnet betragte vores egen storartede naragtighed? Skal de i lejr? Eller blot afvises foran slotskirken som i Søren Ulrik Thomsens beskrivelse, hvor en fulderik til forfatterens klare irritation og forargelse insisterer på at forstyrre de hellige handlinger?
Jeg så Niels Hausgaards nye show og bemærkede, hvor udviklet hans idiosynkratiske sensibilitet er. Han reagerer umiddelbart på farisæisme og national egocentri. Han får spat af xenofobi serveret med fromme lader. Han er der som et søm, når nogen forgriber sig eller prøver på at bilde folk ind, at de overgreb, de bevidner, sker i frihedens og demokratiets navn. Men han kan heller ikke holde tunge underansigter ud, for slet ikke at tale om sære mundbevægelser i ubevogtede øjeblikke, underlige frisurer og mærkelige måder at gå på. Og selvfølgelig er der en sammenhæng, for den overfølsommes reaktioner på det han eller hun opfatter som afvigende eller udfordrende eller utåleligt, er også en form for idiosynkrasi, om end på et andet plan.
Fortsættes i morgen...
