Læsetid: 3 min.

Tænkeboksen

Jeg husker det solskinsvejr for femogtres år siden tydeligt, så tydeligt, at den niende april kunne være i går og ikke for en menneskealder siden. Villy Sørensen talte om vejrdage med næsten samme betoning som "hverdage", og det er jo sandt, at vejret dag for dag bestemmer vores mentale meteorologi
28. juni 2005

I dag er vejret, dér hvor jeg bor, godt. Jeg anfører denne banale kendsgerning for at pege på, hvor meget vejret betyder i vores fælles bevidsthed. Villy Sørensen talte således om vejrdage som hverdage. Men jeg noterer også det indlysende for at understrege, hvor relativ opfattelsen af, hvad der er godt og dårligt vejr, er. Jeg tror ikke, jeg gennemfører én samtale med nogen i Danmark, uden at det understreges, hvor heldig jeg må være, fordi jeg lever en stor del af året sydpå og derfor - a priori - altid må befinde mig i et område med sol, varme og milde vinde, og jeg føler mig faktisk en lille smule skyldig, fordi jeg ligesom er forpligtet til i sandhedens interesse at gøre opmærksom på, at det faktisk er hundekoldt og blæser ad helvede til. Derfor lader jeg for det meste også folk blive i troen på, at alt, hvad der ligger syd for Pyrenæerne, altid er solbestrålet og underlagt en permanent sommer. Det er en livslang opgave og for det meste med en negativ udgang at bekæmpe både ens egne og andres klichéforestillinger.

Skyfri 9. april

I dag er det indiskutabelt godt vejr, og det mærkes lige fra solopgang. Vinden, der ellers har hylet, så man havde indtryk af at bo i en hullet koncertina, har lagt sig. Solstrålerne er varme på en overbevisende måde, der er dybde og substans i indfaldet. Man vælger sig et andet udstyr, og sweateren bliver lagt i skabet. Selv drømmene, hvis skaller ligger tilbage på lagnet, forekommer mildere og mere acceptable end sædvanligt - indtil man kommer i tanke om, at deres elskværdighed ikke skyldes det indsmigrende vejrlig, men snarere at der var mindre fedt i aftensmaden end vanligt.

Selvfølgelig var det solskin den 9. april 1940, klart solskin. Man sender ikke en større bomberflåde af sted mod et mål, hvis det ikke er næsten totalt skyfrit eller man har, hvad der i flyversproget hedder, "uendeligt sigt." Havde det regnet eller sneet eller haglet, ville der ikke have været nogen "niende april", men naturligvis en anden dag, som senere ville få national-mytologisk betydning. Danmarks og Norges besættelse kunne ikke aflyses, men vejret afgjorde, hvornår startskuddet faldt. . Men for mit vedkommende er styrken i de tilbagekaldte oplevelser af vejr næsten altid forbundet med mærkedage, dage som kunne mærkes sådan som den niende april, som man ellers efter bedste evne forsøgte at gøre så almindelig som muligt, da flyene var væk og der ikke skete noget. Vi blev sendt i skole, og der var ikke noget usædvanligt ved Irlandsvej, hvor bladene på den stride tjørnehæk ind til Fremad Amagers baner gnistrede i sollyset. Dagen var ikke som de andre, selvom alle gjorde sig umage for, at det skulle se sådan ud. Men den var heller ikke mærkelig nok til at være rigtig mærkelig.

Bryllup i solskin

Da jeg blev gift femten år senere, var det også solskin. Det virkede som en befrielse, for vejret havde været køligt og afvekslende, blæsende og regnfuldt indtil selve dagen. Alligevel var der noget skrækindjagende og afslørende ved alt det lys, som pludselig væltede ned - først og fremmest fordi det syntes at afdække en følelse af usikkerhed, som den forudgående gråvejrsperiode havde omfattet og karakteriseret udmærket. Det var ikke fordi tanken om ægteskab og formæling på nogen måde var unaturlig, tværtimod, giftermålet var en konsekvens af de mest banale og konventionelle omstændigheder. Når man havde "gået med hinanden", giftede man sig, og når man havde giftet sig, fik man hus og hjem og børn. At vi havde en personlig grund til at gifte os - ud over det med kærligheden - handlede ganske enkelt om muligheden for at slippe hjemmefra.

Der var mange mennesker til receptionen i haven efter bryllupsceremonien på rådhuset, og solen bare skinnede og skinnede. Flere af de par, som havde giftet sig af nogenlunde de samme grunde som vi selv, var til stede. Der lå altså en slags emotionel eller eksistentiel konsensus over det hele, vi var, som vi var, og gjorde, som man gjorde. Der var mange hundrede mile tilbage til perioden før krigen, hvor spæde forsøg på at bryde den borgerligt-victorianske konveniens havde haft en vis fremme. Krigen lå imellem, og det var ikke kun i borgerskabet, men også hos dem, der stod længere nede på rangstigen og både blandt faglærte og ufaglærte arbejdere, at man som en selvfølge holdt fast ved de spillereg-ler og omgangsformer, der havde været dominerende i hundreder af år. Eller i hvert fald så længe nogen kunne huske.

Fortsætter i morgen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu