Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

I det foregående afsnit handlede det om frihed. Vi har i Vesten friheden til at gøre, hvad der passer os, men er det en garanti for, at vi gør det rigtige? Hvis man har følt sig engageret i kampen mod ufriheden, er det forstemmende at opleve, hvordan viktorianismens korset er blevet strammet yderligere i det 20. århundrede...
27. juni 2005

Kigger man ud over landskabet, er der naturligvis ingen tegn på, at Montag og hans kollegaer er parate til at rykke ud, eller at Goebbels fumler med tændstikæsken. Men man skal ikke langt ind under plastichuden, før kulturubehaget viser sine betændte årer. Når det oven i købet får sin tilslutning i det bredest anlagte demokratisk-socialistiske parti, er det umuligt ikke at føle en gysen, for hvis det er den måde, man vinder stemmer på og skaber sig en bæredygtig platform, er jeg bange for, at det mest er plat, man står på, og form og alt det andet, der går til grunde.

Jeg har tit spekuleret på, hvorfor man ikke kan tale stille og roligt om de ting og hvorfor en vis skingerhed har tendens til at krybe ind i debatten (se ovenfor). Det har måske noget at gøre med, at alt, hvad der handler om kultur og kunst, på en eller anden måde også handler om privilegier og mangel på samme. "Alle vil gerne ha', men alle kan ikke få - højere levestandard!" sang Erik Knudsen i "Frihed, det bedste guld" engang i begyndelsen af tresserne i forrige århundrede. Man kunne parafrasere ham og sige: "Alle vil gerne ha', men alle kan ikke få - del i kulturen." Ikke fordi kulturen og kunsten ikke er tilgængelig for alle - den træffes så at sige på hvert gadehjørne i form af museer, biblioteker, biografer, statuer osv. - men fordi den ikke er inkorporeret, den er stadig noget udenfor, noget for de andre, de udvalgte, de få, de fine.

Sådan har det sikkert altid været, og Keld Koplev beskriver fint den positive side af sagen i et indlæg, hvor han gør op med den socialdemokratiske tanke om, at magten til at vælge skal fratages dem, der har forstand på at vælge, og i stedet gives til dem, der er trænet i at se ned i stedet for op og føler det som en forulempelse, hvis nogen siger, at en bestemt slags kunst er bedre end en anden slags, for hvor ved de det fra, og hvad fanden bilder de sig ind. Koplevs pointe er, at han, der selv kom fra et bogfattigt hjem, hvor man nærmest foragtede dem, der beskæftigede sig med sådan noget, via en inspireret lærer - altså en pædagog - fik øjnene op for den rigdom kunsten tilbyder og dermed fik nye dimensioner på sit liv, en ny opfattelse af verden og af sig selv.

Tåkrummende

Er der noget, der har lagt kulturradikalismen for had, er det dens insisteren på, at man måske i små nøk kan gøre verden en lille smule bedre, end den er p.t. (det vil sige til alle tider). Det forekommer de fleste så tåkrummende uforskammet og overlegent og åndsbollet, at det ikke er til at holde ud. Lad os være i fred! Samtidig ser man tilbage i historien og føler sig både stolt, glad og (selv)tilfreds ved tanken om, hvad vi dog har udrettet ved store mænds og kvinders indsats gennem tiderne, og der går ikke en dag, hvor Grundtvig ikke nævnes, for slet ikke at tale om Søren Kierkegaard, der ganske vist ikke var en skid demokrat (hvad Grundtvig i øvrigt heller ikke var) men havde en klar fornemmelse af, at hvis man overlod magten til folket, ville pøbelvældet snart være en kendsgerning. Og når det gælder friheden, ja så er vi gået så vidt, at den fejres med en støtte på Vesterbro i København, og det kan der være grund til, for her var der tale om et regulært åg, der blev kastet og indførelsen af et sæt regler, der afskaffede noget, der ikke blot lignede regulært slaveri, men var det.

Vist skyldtes stavnsbåndets løsen indsigtsfulde mænds indsats, men der var også pragmatik med i spillet. Man forstod - fra oven! - at der lå en økonomisk gevinst i at tilbyde de bundne større aktionsfrihed, og man fattede - måske indirekte - at en fri og oplyst mand er en større gevinst for samfundet, end én der lever med uldhuen trukket ned over øjne og øren og ikke kan se andet end sin egen navle - indefra.

Det er naturligvis trættende at gentage den gamle kendsgerning, at det første demagoger gør, når de kommer til magten, er at skaffe sig af med alle de kunstnere, eksperter og videnskabsmænd, som ikke kan eller vil leve op til de krav, den herskende (og den herskende stemning) stiller. Aktuelt er der tilsyneladende ingen, der sætter sådan en dagsorden, men lytter man til socialdemokratiets ordfører, for slet ikke at tale om alle dem, som for længst har bekendt kulør, inklusive den siddende kulturminister, der betragter det som sin hovedopgave at "borgerliggøre kulturen", så er der ingen tvivl om, at skruen strammes. Man kan stadig få folk til at gyse, når man i forbindelse med fejringen af tresårsdagen for 2. Verdenskrigs afslutning ser Hitler hånd i hånd med Albert Speer betragte tegningerne til den arkitektur, det ny tusindårsrige skulle belønnes med, når sejren var vundet, samtidig med at man uden at blinke sanktionerer eller ser med træt overbærenhed på tendenser, der let kan føre i retning af den samme megalomane og selvforherligende kulturopfattelse, som skurkene havde dengang. Ikke på megaplanet, måske, men stille og roligt i det små.

Fortsætter imorgen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu