Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

Der er noget dybt perverst i udbytningen af andres lidelser i underholdningens tjeneste. Skurken har tilranet sig større status end helten. Vi har lært at elske Hitler, eller er det det, man er ved at lære os gennem en form for kynisk sentimentalisme, der gennemsiver det meste af moderne filmkunst? Og brutaliteten i menneskesyn og holdning er ferniseret med et lag af kynisk manipulation...
22. juni 2005

Der er naturligvis noget dybt perverst i udbytningen af andres lidelser i underholdningens tjeneste, og selvfølgelig er der ikke tale om en ny trend i den forbindelse. Det har været god latin altid at nyde næstens fadæser, og man glæder sig vel altid hemmeligt, når andre kommer i klemme, eller det ikke er én selv, der ligger i kisten.

Men op gennem det forrige århundrede er der alligevel sket en mærkelig eskalering i den foretrukne udnyttelse af ulykken som underholdning. Man ser det ikke blot i de sidste krampagtige forsøg i Hollywood på at lade den ene blockbuster eller horrorfilm afløse den anden for at få penge i kassen, voldsbeskrivelsen sniger sig ind selv i vore egne produktioner. Hvilket er rimeligt nok, da de stort set alle sammen (i hvert fald når det gælder dansk fjernsyn) er fænomener tydeligt kalkeret over et amerikansk koncept.

Skurken som helt

Det er også i det 20. århundrede, at skurken har tilranet sig større status end helten, sort set. To typer fra 30'erne og 40'erne er gode eksempler, jeg tænker på James Cagney og Humphrey Bogart. Deres stil er forskellig (Cagneys hvidglødende raseri - Bogarts nervøse cool), men begge repræsenterer de den latente vold som eneste eksistentielle mulighed for at klare sig, for at overleve. Uanset om det er i rollen som egentlig skurk eller politimand (privatdetektiv) ved de, at den ultimative løsning på næsten ethvert problem (inklusive kærligheden, der i reglen opfattes som problematisk) er et par på skrinet, et spark i nosserne eller en kugle for panden.

Disse specielle figurer har i slutningen af det 20. århundrede gennemgået en nærmest grotesk udvikling, der ikke kun omfatter 'kunsten', men har smittet af på den måde vi omgås hinanden på helt ned i de absurde detaljer. At slå på tæven eller begå hærværk er stadig kriminelt, ligesom det er forbudt at stjæle andres penge, at røve en bank og at voldtage kvinder. Alligevel er der ikke noget rigtig suspekt i at føle en slags beundring for infantile skurke som 'Bonnie and Clyde' eller have noget til overs for de ulidelige banditter i Casino eller GoodFellas.

Det er alle såkaldt realistiske skildringer af en bestemt mentalitet eller et bestemt miljø, alligevel er der noget sært i, at Don Corleone (i Godfather 1) - der er en gemen forbryder og morder - alligevel kalder på en vis ømhed hos tilskueren, mens han falder gennemhullet om mellem frugtvognene i en gade på Manhattan.

Har vi trods alt lært at elske Hitler, er det det, det drejer sig om? Eller er det det, man er ved at lære os gennem en form for kynisk sentimentalisme, der tilsyneladende gennemsiver det meste af den moderne filmkunst?

Det er i hvert fald en kendsgerning, at det ville være utænkeligt og nærmest latterligt, hvis et ungt menneske rejste sig op og overlod sin plads til en ældre herre i bussen.

Høflighed er gammeldags

Man kan altså acceptere historien, men kun med a twist. I rædslen for at komme til at kede sig - og med bevidstheden om, hvor frygteligt det ville være at bidrage til folks følelse af kedsomhed - arbejder man døgnet rundt på øge distraktionerne. Historien som sådan er der ikke noget ved. Almindelig høflighed opfattes som gammeldags, latterlig og en lille smule pinlig eller nedværdigende. Holdningen fik øget brændstof under oprørsårene i 60'erne og 70'erne, hvor det absolut ikke var god tone med god tone.

Dannelse og høflighed opfattedes som overklassens remedium til at holde underklassen nede med. Som om der var tale om et privilegium den såkaldte overklasse (læs: middelklasse) havde tilranet sig på en utilbørlig, ja nærmest forbryderisk måde.

Resultatet indfandt sig i form af almindelig forfladigelse og langt værre: i den form for depressivitet, der må opstå, når et projekt kollapser, og der ikke er andet end forurettelse og frustration tilbage - og slet ingen manerer. For man skal ikke bilde sig ind, at den klasse, der nu opfatter sig selv som 'dannet' og kræver strammere regler for alting og ikke mindst for uddannelsessystemet, er mindre destruktiv end den, der gjorde oprør mod 'konventionerne', tværtimod, hvad vi oplever nu er ferniseret med et lag af kynisk manipulation, så man slet ikke kan se den brutalitet i menneskesyn og holdning (ikke mindst til historien), som nyliberalismen repræsenterer, og hvis repræsentanter vi har for øjnene dag ud og dag ind i disse år, hvor humanismen er hængt til tørre og fair argumentation afløst af ligeså mange gok med vildmandskøllen.

Kan man ikke rigtig tillade sig at slå modstanderne til spillemænd på hjemmebanen, så kan man altid mod al sund fornuft engagere sig i en krig fjernt fra Danmark, hvor der skulle være mulighed for at få kappet hovedet af en håndfuld mennesker i frihedens og demokratiets navn. Cagney-Bogart i nyt kostume med andre ord.

Fortsætter i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu