Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

'Hvad er meningen?' Sådan indledte Klaus Rifbjerg sin føljeton igår. Spørgsmålet er stillet gennem menneskehedens historie fra begyndelsen og endevendt af de mest indsigtsfulde begavelser, så hvis man var klog lod man det måske ligge, skriver Rifbjerg, men fortsætter så: '... selvfølgelig er man offer for sit temperament og såmænd også for sin egen dumhed, og der kan være noget umodent eller ligefremt vulgært i det stadige behov for at blande sig og pege folk ud.' Så derfor velkommen til næste akt...
21. juni 2005

I forbindelse med diskussionen af fjernsynets dramapolitik her i avisen har jeg personligt også en syg moster i klemme, så lad hende bare komme frem. Midt i 70'erne i forrige århundrede lavede jeg sammen med Palle Kjærulff-Schmidt en firefløjet Danmarks-beskrivelse i dramatisk form. Et kig ind gennem egne vinduer, for nu at sige det, som det er.

I årevis har Kjærulff-Schmidt rendt tv på dørene for at få genudsendt Vores år, men uden held. Argumenterne mod en genopførelse af serien har været mange (Vores år er sendt én gang i dansk fjernsyn) og har bl.a. gået på, at det var for dyrt at betale alle de mange skuespillere én gang til, men primært har det handlet om langsomhed.

Folk må ikke kede sig

Man kan ikke byde et moderne publikum, der har vænnet sig til raske klip og bestandig afveksling og fut og fart at skulle stå model til noget, der udvikler sig på en efterhånden fjern fortids præmisser. Folk må ikke kede sig! Nu kunne man stilfærdigt spørge, om det ligefrem er fut og fart, der karakteriserer de guirlander af danske folkekomedier fra anno dazumal, som tv under stor applaus og til enhver tid sender, eller om man opfatter den ekstreme langsomhed hos Carl Th. Dreyer som et argument for ikke at sende hans mesterværker.

Jeg påstår ikke, at Vores år er et mesterværk, men strimlerne (der hver har en spillefilms længde) præsenterer i det mindste en række af det, man i mangel af bedre kalder 'en perlerække af populære danske skuespillere' fra Karl Stegger til Ove Sprogø, fra Preben Neergaard til? - i øvrigt alle sammen døde, men vist stadig værd at kigge på. Det er muligt, at Vores år ikke har tidens form, til gengæld er det svært ikke at bemærke indholdet, som på en fantasifuld måde inden for realismens rammer fastholder en epoke, der nu er historie og i manges bevidsthed fordampet og forstøvet, som den regn, der faldt i fjor.

Jeg kunne nævne andre eksempler på tv-dramatiske værker, der nu mugner på Danmarks Radios hylder, herunder min egen og Jonas Cornells billedversion af Herman Bangs Ludvigsbakke, der, måske efter Svend Methlings Sommerglæder, er det bedste bud på en filmisk Bang-fortolkning, der findes og som blev vist med succes i flere tysktalende lande.

Fortiden er problemet

Jeg nævner værker af Jess Ørnsbo, Steen Kaalø og Sven Holm og flere bundter af andre, som sagtens kunne tåle et gensyn, ikke bare til glæde for ophavsmændene, men sandsynligvis også for et større publikum, der muligvis ikke omfatter halvdelen af landets befolkning, men selv en mindre del har vel også krav på at få opfyldt sine behov, ikke mindst i betragtning af at den selv betaler for underholdningen.

Men sådan forholder det sig ikke, for det er ikke bare den gamle tv-dramatik, der er uinteressant i tv-ledelsens og måske også befolkningens øjne, det er fortiden selv. Ganske vist oplever vi i forbindelse med 60-årsfejringen af Danmarks befrielse og Anden Verdenskrigs afslutning en næsten febril interesse for epoken, men den er mere kuriøs end vægtig, mere sensationel end væsentlig, fordi den primært fikserer på en skyldproblematik, der uanset om den hælder i den ene eller den anden retning er relativt uforpligtende. Og så er der det med spændingen, Anden Verdenskrig var spændende, også i Danmark, for der slog folk hinanden ihjel, og der var klar forskel på skurke og helte - vil de fleste i hvert fald påstå.

Men historien selv er forholdsvis uinteressant, og hvem kan i dag huske detaljerne fra de sidste 50 år, endsige interessere sig for dem? Som bekendt skal det i nutidens historiebøger forklares, hvem Hitler og Stalin var, også selv om de hører til i den 'spændende' periode i forrige århundrede. Hvorfor de var, som de var og gjorde, som de gjorde, er for indviklet at forklare, det overlader man til historikerne, der jo lever af den slags.

Historien i special effects

Man kan spekulere over det kuriøse fænomen, at mange danske biografgængere skynder sig i biografen for at se filmen om Hitlers sidste dage i 'Bunkeren', Der Untergang, men jeg tror, forklaringen på filmens succes er enkel. Den analyserer ingenting, den viser frem. Den fortæller en historie, men den er isoleret, løsrevet fra en større sammenhæng. Den viser Hitler 'som menneske', men lur mig om den får en eneste tilskuer til at føle, at han eller hun også kunne optræde som en 'menneskelig' Hitler og være skyld i de verdensomspændende ulykker, hans liv fremkaldte?

Det tror jeg ikke. Jeg tror, at de allerfleste opfatter filmen som underholdning, og jeg tror, det samme gælder Steven Spielbergs Saving Private Ryan, der påstås i sine første 20 minutter at fremvise krigens sande gru, men ikke leverer meget andet end en serie special effects af meget høj kvalitet, mens Dolby Stereo-lyden kanonerer fra højttalerne, for derefter i resten af filmen at destruere krigsgruen i et spejderheroisk, superpatriotisk flip komplet med Stars and Stripes og knælende veteraner ved mindesmærkerne for de faldne amerikanere på Omaha Beach.

Fortsætter i morgen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu