Læsetid: 3 min.

Tænkeboksen

Det som føles overfladisk og temmelig ligegyldigt for nogen (sporten, fodbolden, tyrene), rummer adgangskortet til en langt større intimitet og indsigt, end man i første omgang skulle tro
26. juli 2005

Man skammer sig ikke over sine behov, og ingen tjener vil drømme om at finde sit arbejde mindreværdigt, eller at han eller hun skulle være mindre værd, end den, der bliver betjent. Det giver en fuldkommen anden oplevelse af at gå ud end f.eks. i Danmark, hvor restaurantpriserne ikke alene er urimeligt høje, men hvor der også knytter sig noget akavet ved selve dette at være på restaurant. Vist kan man 'hygge sig' på en dansk kro, men sjældent uden uldne følelser af skyld og en klar rædsel ved tanken om, hvorvidt man kan betale regningen eller ej.

Der er ingen grund til at romantisere forholdet, jeg kan blot for mit eget vedkommende sige, at der er noget meget befriende over denne, ja, lad os kalde den hedonistiske eller antipuritanske holdning. Det har været ikke så lidt af en aflastning at kunne færdes i et klima, hvor man ikke skammer sig særlig meget over at være menneske (også med fejl i!). Det tager vægten af ens naturlige eller pålagte følelser af skyld, fordi det er åbent for det sensuelle og betragter det som noget naturligt, ja gudgivent. Folk spørger, om jeg tror på Gud, og jeg peger mod vinduet, hvor landskabet rider mellem gyldne bjerge mod horisonten, og jeg synes, at svaret er umisforståeligt. Tænk, hvad man har fået til låns, og det er helt umetafysisk, får måske sin ekstra dybde og betydning, netop fordi man ved, at det skal afleveres igen og gives videre.

En mand banker på

Jeg kan mærke en mand banke på i denne sammenhæng, og det er Ebbe Traberg, Informations mangeårige, nu afdøde spanienskorrespondent. Han dukkede første gang op i mit liv, da Villy Sørensen og jeg redigerede tidsskriftet Vindrosen fra 1959-64. Vi ville gerne lave et spaniensnummer og måtte selvfølgelig støtte os til eksperter. Det blev til et mangeårigt venskab med E.T., men det han leverede ud over sin sprøde og letsnøvlende charme var en indføring i det spanske, der gjorde landet mere begribeligt, morsommere og langt mere elskeligt, end det ville have været for mig uden ham.

I modsætning til mig kendte Ebbe Traberg ingen generthed eller forbehold, når det angik omgangen med andre mennesker. Jeg vil ikke sige, at han gik i folk med træsko på, han interesserede sig bare for det, som mere end halvdelen af menneskeheden interesserer sig for, nemlig sport, primært fodbold. Der manglede aldrig et emne for samtale og udveksling af erfaringer og meninger i nogen bar eller på noget værtshus syd for Pyrenæerne. Lægger man tyrene til, var bordet fuldt. Men det er vigtigt at understrege, at det, som føles overfladisk og temmelig ligegyldigt for nogen (sporten, fodbolden, tyrene), rummer adgangskortet til en langt større intimitet og indsigt, end man i første omgang skulle tro.

Mere end et spil

Fra bardisken gik via snakken og fjernsynets larmen ledninger ud til andre situationer bagved, til huse hvor familier levede og døde, til forretninger hvor aftaler blev indgået, til leverandører af anekdoter og skrøner og til en indsigt i det politiske, som kunne have karakter af det amatøragtige, men ofte rummede kernen i, hvad vox populi udtrykker, og som ofte er en væsentlig del af sandheden.

Vi kom steder, hvor jeg ellers aldrig ville have sat min fod. Hvad skulle jeg, og hvad vidste jeg om det betydningsfulde i at to mænd klædt i hvidt smækker en stenhård bold op mod en cementmur og gør det igen og igen? Det vidste Ebbe, for han må instinktivt have anet, at kontakten med pelota (som spillet hedder) ikke standser hverken hos bookmakeren eller i cigarettågerne over hallen, hvor spillet bliver spillet, men rækker langt ud i landskabet udenfor og ind i de hjem, mændene kom fra, ind i deres hoveder og deres koners hoveder og deres børns.

Det var misundelsesværdigt, og jeg har aldrig kunnet kunsten selv, ikke så suverænt i hvert fald og aldrig med samme hjertelighed som han. Jeg har før refereret Ole Sarvigs smukke ord til Ebbe Traberg, da han fyldte 40: "Du er selv det bedste digt, der er skrevet om Spanien", og det er så sandt, som det er sagt.

Fortsættes i morgen ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu