Læsetid: 4 min.

Tænkeboksen

50 års kendskab til og færden i Spanien har lært Rifbjerg at sætte større pris på livets goder og se på sig selv på en anden måde: Hvis man ikke kan give, gør man livet utåleligt for sig selv, for man venter en tilsvarende gavmildhed fra omgivelserne. Det kan spanierne
25. juli 2005

Nu vil jeg ikke ud i en nostalgisk beskrivelse af, hvor anderledes alting så ud dengang i forhold til nu. Folklore er heller ikke min mest brændende lidenskab. Men det var umuligt ikke at lægge mærke til, at der var en vis forstørrelse i tingene syd for de høje bjerge.

Lyset var stærkere, mørket vildt dybere. Der var ikke noget at tage fejl af, mellemregningerne var små, det samlede beløb af kontraster enormt. Jeg måtte løfte hånden og skygge for øjnene, alligevel blev jeg blændet.

Nu var Pamplona dengang i 1953 ikke helt, hvad den er i dag. Feriaen med de løbske tyre er den samme, lyset og mørket såmænd også, men byen er blevet meget, meget større og ligner de fleste andre. Man trækker nok proppen ud én gang om året og slipper tyrene løs, men dengang trak man bundproppen ud, og jeg nåede knap nok at opdage, at det var min.

Ingen tvivl om, at landet politisk lå i lænker med knivskarp vrang, det vrimlede med lakhatte og maskinpistoler alle vegne, og da jeg havde fuldskæg, blev jeg nødt til at tage det af, fordi folk blev ved med at forfølge mig på gaden og råbe "comunista, comunista!" Men det var ingenting, det var ingenting i forhold til oplevelsen af en spontan glæde, som var uden mindste aggressivitet eller overdrivelse, ja jeg er parat til at kalde den både indfølende og musikalsk.

Vist larmede og drønede det alt sammen, og kanonslagene sprang og raketterne futtede, men der var et løft i det hele, som om drømmen om en endnu større fest og en endnu større glæde var bygget ind i alting.

En gammel forelskelse

Der var en stilhed at spore, som kunne hænge sammen med undertrykkelse og armod, men også opfattes som både fortrøstning og tro. Der var et lys hinsides mørket, som skinnede klart, hvis man havde øjne i hovedet. Det var måske et kuet folk jeg så, men ikke et knækket, og da vi sad øverst oppe i arenaen og ikke forstod et ord af det hele, men delte vin og brød med de sort- og festklædte bønder omkring os, var det med en følelse af lykke, som nok sprang af vores egen ungdom, men næredes af deres generøsitet og mangel på forbehold.

Det var simpelthen dejligt og lagde grunden til en forelskelse, der har holdt sig i mere end et halvt århundrede.

At fortsættelsen ikke er spændt af uden irritationer og revisioner siger sig selv. Man kan sgu ikke være forelsket hele tiden, hvad de fleste må erkende i livets løb.

Men på mange måder holdt forudanelserne stik. Johannes V. Jensen prædikede i sin tid om Spaniens snarlige kollaps tynget af en åndelig tæring og katolicisme, som landet var.

Han fik ikke ret, selvfølgelig, der var racetænkning blandet ind i ræsonnementet. Men heller ikke Franco lykkedes det at pine overlevelsesånden ud af nationen.

Han gjorde, hvad han kunne, kirken gjorde, hvad den kunne, propagandaapparatet kørte, fængselsporte smækkede, nødråbene lød fra torturkamrene. Dog kom forandringen langsomt, men sikkert, mens dyret sad der omgivet af psykofanter og Opus Dei og diverse røv- og støvleslikkere.

Brandy til frokost

Ånden var der hele tiden, og ud over de store landskaber, de vældige sletter, de høje bjerge, over oliventræer og steneg lød tonen: En dag skal jeg komme, en dag skal jeg komme, når jeg endnu engang har vokset med stærk - og with a little help from my friends.

"Alegría" siger man i Spanien, når nogen taber noget, og det går i stykker. Det betyder "op med humøret" eller simpelthen "Glæde!" Dette indbyggede overskud har sikkert været overlevelsesgrund i et undertrykt og undertrykkende samfund ligesom generøsiteten, der er et klart træk i den spanske fysiognomi.

Hvis man ikke kan give, gør man livet utåleligt for sig selv, for man venter en tilsvarende gavmildhed fra omgivelserne.

For mange år siden - det må have været i 40'erne - skrev Ole Sarvig en kronik i Politiken, hvor han fortalte om en rejse sydover med skib.

Målet var Spanien, og Sarvig lod ikke politiske forbehold hindre ham i at tage derhen. Kronikken var i øvrigt forsynet med smuk tegning af Ib Andersen, der forestillede en dansk damper i krap sø.

Men det jeg husker bedst, var Sarvigs beskrivelse af en kroscene, hvor en spansk handelsrejsende indtager sin frokost. Han får sine tre retter, brød, vin og vand, og uden at ryste på hånden bestiller han en cognac til kaffen.

Sarvigs ærinde var at understrege det hverdagsagtige i scenen, den selvfølgelighed hvormed livets goder accepteredes, og man behøver ikke se sig langt omkring i det spanske landskab for at konstatere, at sådan er det også i dag.

Fortsættes i morgen...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu