Læsetid: 3 min.

Tænkeboksen

Hvad der gjorde 'oprøret' tåleligt, var frækheden og humoren og kvindernes rolle, hvad der gjorde det ulideligt var selvhøjtide-ligheden og den tiltagende flirt med volden
19. juli 2005

Hvad Ole Wivel inderst inde har tænkt bliver aldrig afsløret. Vejen fra fascistisk skrårem til iltert engagement på venstrefløjen er lang, men vel ikke uendelig, hvis man forestiller sig tilstedeværelsen af en mobil omstillingsevne kombineret med en næsten dæmonisk sans for det dramatisk ekstreme, udfordrin-gen og konfrontationen. Det var alt sammen til stede i "Gris på gaflen" plus noget andet og mere, der siden foldede sig ud i form af revolutionære drømme og en politisk praksis, der ikke så sig for god til både at flirte med volden og iscenesætte den direkte, som det skete med Rote Armée Fraktion i Vesttyskland og Brigate Rosse i Italien.

Det var for mig en uventet, ubehagelig, men måske alligevel forståelig udvikling der her kom til udtryk, og den bliver kun til at begribe, hvis man prøver på at sætte sig ind og forstå, hvad det var, der skete i halvtredserne og tresserne og hvad det var for nogle vilkår vi levede under globalt set dengang. Selv om parolen i dansk politik stort set var den fælles "gør gode tider bedre", så var presset under atomtruslen fra de to supermagter USA og Sovjet overvældende og umulig at se bort fra. Muligheden for total udryddelse forelå, den stirrede én i øjnene dag og nat, år ud og år ind, og skønt den nok kunne fortrænges i det daglige, sivede den ud af tapetet og ind i bevidstheden som en skurv. Reaktionerne kom da også i form af atommarcherne, der naturligvis blev beskyldt for at være "naive", men alligevel fik et omfang, der kaldte rynkede bryn frem i Amerika, mens magten i Sovjet stilfærdigt gned sig i hænderne, fordi det venstreorienterede præg antiatombevægelsen indlysende havde, karakteriserede dens kritik som primært vendt mod USA. Hvilket ikke var sandt, men man fisker som bekendt i de tilgængelige vande og sætter yderligere skub i de fordækte operationer, der i Sovjets tilfælde var resultatet af en blanding af paranoia og slet skjult aggressivitet.

Hvad der begyndte som langt skæg og slangekrøller, hullede gummistøvler, sovesale og march mod Rådhuspladsen i påskeslud, forvandlede sig på forbløffende kort tid til et globalt ungdomsoprør, hvor størstedelen af inspirationen paradoksalt nok kom fra USA, men fandt sin mest radikale form i Frankrig og Tyskland. Vi har - gudskelov - altid stået piv-åbne for strømninger udefra, men her havde bølgen - bølgerne! - kraft som flere på hinanden følgende tsunamier i hvis kølvand flød vital opstemthed og en aldrig overvunden forvirring.

Det var fantastisk, hvis man på en beskeden måde havde været med til at skubbe udviklingen i retning af større åbenhed, færre forbehold og mere frihed til at se, hvad der skete. Det var som at være i biografen til en almindelig forestilling, hvor fanden pludselig tager ved filmen, så den kører hurtigere og hurtigere, og personerne forvandler sig fra pæne, velopdragne mennesker til en flok anarki-ster, for hvem intet er helligt andet end kravet om forvandling nu, her og med det samme!

Sindbilledet blev Finn Ejnar Madsens tur op på universitetets talerstol, hvor den medaljebehængte gamle supermodstandsmand, Mogens Fog, måtte træde til side for at lade oprøret komme til orde. Det gibbede i én, og der udløstes også en følelses af eufori, men den var kombineret med noget jeg vil kalde "genert irritation". Det var jo indlysende nok, at den akademiske institution var stivnet, men kunne man i overensstemmelse med den højtpri-ste dialektik ikke have indledt en dialog i stedet for fra den ene dag til den anden at afvise grundforskning og ja - almindelig høflighed? Fy, for en prut, hvis man var kommet med den slags forslag på det tidspunkt! Der er absolut ikke behov for kammertonen, når hele orkestret insisterer på at spille katzenjammer.

Hvad der gjorde "oprøret" tåleligt, var frækheden og humoren og kvindernes rolle, hvad der gjorde det ulideligt var selvhøjtideligheden og den tiltagende flirt med volden. Rundt omkring sprang kommissærerne op med en jargon som den stortalende soldat eller med grønne, sammenrimpede Beria-fjæs. Det var ikke til at holde ud, for egentlig samtale var ikke længere mulig, og sjovt nok er det næsten som nu: enten er du med os eller også er du imod. Stille og roligt afgik nuancen ved døden og blev begravet i Bror Kalles Kapel, hvorfra den aldrig er genopstået eller vendt tilbage.

Fortsætter i morgen...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her