Læsetid: 12 min.

'Jeg har ikke tænkt mig at forsvinde foreløbigt' [Udvidet netversion]

Dansk films styrke er et produktionsmiljø, der på alle niveauer er professionelt, mener Henning Camre, der som det Det Danske Filminstituts øverste direktør administrerer de statslige filmstøttekroner og tegner den overordnede støttepolitik
31. oktober 2005

Det er otte år siden, at Henning Camre blev hentet hjem til Danmark fra stillingen som rektor for The National Film & Television School i England for at lede en omstrukturering af Det Danske Filminstitut og sammenlægningen med en række andre offentlige filmorganisationer, blandt andet Statens Filmcentral.
Den i dag 66-årige Camre, der er uddannet filmfotograf – han fotograferede en række af Jørgen Leths film i 60’erne og 70’erne – og tidligere har været rektor for Den Danske Filmskole, kastede sig også ind i kampen for at skaffe dansk film flere statslige støttekroner. Sammen med sine nærmeste medarbejdere udarbejdede han en fire-årig handlingsplan, der skulle overbevise politikerne om, at dansk film var værd at støtte. Det lykkedes på et tidspunkt, hvor filmbranchen efter mange økonomisk og kunstnerisk magre år også begyndte at løfte sig.
I dag fremstår Det Danske Filminstitut som en strømlinet organisation, der i høj grad har medvirket til at professionalisere dansk film. Men processen har ikke været smertefri, og kritik rammer fra tid til anden både instituttet og Camre. Senest har flere mennesker i filmbranchen i Information kritiseret DFI’s Talentudviklingspulje for at svigte de uprøvede talenter, som puljen ifølge filmaftalen også skal støtte, og i stedet fokusere for meget på mere etablerede navne.
Det er en forfejlet kritik, mener Camre – og anklager i samme åndedrag Information for at bedrive ’revolverjournalistik’ – og han anser puljen for at være et sted, hvor manifesterede talenter – erfarne som mere uprøvede – kan få lov til at prøve nye sider af deres talent.

Filmens fødekæde
»Hvis vi ser på historien op gennem 70’erne og 80’erne, var der en frygtelig masse mennesker, der lavede deres første og sidste film samtidig,« siger Camre, da han tager i mod Informations udsendte medarbejdere i Filmhuset på Gothersgade i København.
»Hvis man kommer for tidligt i gang med noget, der koster en frygtelig masse penge og ikke sælger billetter, så er det svært at komme igen. Vi ville gerne lave en ordning, hvor det var risikofrit at fejle. Det skulle være tilladt at lave fejl, forhåbentlig interessante fejl, men man skulle ikke vurderes på samme måde, som man bliver i det øvrige system.«
– Du har tidligere talt om en slags fødekæde, hvor man først går på Filmhøjskolen i Ebeltoft, bliver optaget i Super 16 eller laver en film på Filmværkstedet, så uddannes man på Filmskolen, søger Talentudviklingspuljen og derefter instituttets konsulenter. Kan du ikke forklare ideen bag den fødekæde?
»Det er et system, vi har brugt mange år på at etablere i Danmark, og hvor man kan komme ind på et hvilket som helst niveau. Der er fantastisk mange indgange, som passer til hvilket som helst niveau af erfaring og uddannelse, lige fra FILM-X og Filmhøjskolen, hvor man kan få afprøvet, om film nu også er noget, til Filmskolen. Der er ikke nogen stopklodser, og der er ikke andre steder i verden, hvor der er den slags muligheder.«
– Men det forekommer at være et meget strengt hierarki, hvor det kan være svært at springe nogle led over.
»Jeg synes heller ikke, at man nødvendigvis skal kunne springe fra Filmværkstedet og til at få syv millioner kroner i statsstøtte – vi har jo også et ansvar over for de offentlige midler. Fødekæden giver en masse muligheder, som ikke var der før i tiden.«
– Men er der stadig plads til individuel sagsbehandling, hvis et talent viser sig at kunne mere, end vedkommendes plads i hierarkiet berettiger til?
»Der er nogle, der bevæger sig meget hurtigt gennem systemet. Det kan vi ikke lave om på, og det har vi heller ikke noget ønske om.«
– Hvad er målet med de film, der bliver lavet i Talentudviklingspuljen?
»Det handler først og fremmest om, at talenterne skal tage det næste skridt. I det omfang, det handler om film af spillefilmslængde, har de alle aftaler om biografdistribution. Alle filmene kommer også i tv, så de får en mægtig eksponering, hvilket er en af grundene til, at tv er med. Det er vigtigt, at instruktørerne får den feedback ved, at deres film bliver vist for en offentlighed.«
– I modsætning til konsulentordningen er der kun en kunstnerisk leder af Talentudviklingspuljen. Er det ikke et problem?
»Den kunstneriske leder har ikke samme rettigheder som en filmkonsulent. Styregruppen laver forhåndsgodkendelse af projekterne. Og hvis man ser på forskelligheden i de projekter, der er sat i gang, er der ikke noget at komme efter.«

Et mættet marked
– Til næste år skal der forhandles et nyt filmforlig på plads. Hvad er instituttets hovedbudskab til politikerne?
»Dansk film er en stor kunstnerisk succes både herhjemme og i udlandet. En af de ting, politikerne burde være stolte af, er fødekæden, der sikrer at talentet kan få afløb. Styrken er det produktionsmiljø, vi har, der på alle niveauer er blevet professionelt. Hvor filmstøtten i 80’erne og 90’erne lå på omkring 60 procent, ligger den i dag lige under 40 procent, og det ser jeg som en styrke. Det viser, at produktet har et marked, for ellers kunne producenterne ikke finansiere det.«
»Al den snak om øget styring fra instituttet; jamen, jo mindre vi støtter, jo mindre styrer vi. Det er klart, at man ikke kan lave film uden DFI, men det har jo ikke noget at gøre med, om filmen er god eller dårlig, det skyldes, at markedet er lille.«
– Er biograftallene for i år tilfredsstillende for DFI?
»Der er usædvanlig mange film i 2005, som har ligget lavt. Man undrer sig over, at visse film ikke har trukket et større publikum, men det er jo ikke ensbetydende med, at de ikke skulle have været lavet. Jeg kender godt den der med, at hvis der var færre film, ville folk styrte ind for at se de andre. Glem det, sådan er det ikke. Når vi er oppe på 240 film i biograferne i alt om året, er det fuldstændigt urimeligt at tale om, at det er de 25 danske film, der er et problem. Problemet er, at flere og flere amerikanske film bliver skubbet ind og klemmer markedet.«
»Men det, at de danske film ligger så tæt på hinanden, er noget, vi snakker med distributørerne om. Problemet er blot, at vi det ene øjeblik bliver kritiseret for at styre for meget, og det næste øjeblik bliver kritiseret for at styre for lidt. Der burde være den solidaritet imellem producenter og distributører. Det er der ikke i tilstrækkeligt omfang. Holdningen er, at det må markedet afgøre, og den holdning er problematisk. Vi har en grundregel, der hedder, at der skal være 14 dage imellem to film med samme målgruppe. Det er alle enige om, indtil det bliver aktuelt, og der har vi ikke noget egentligt magtmiddel.«
– Hvor mange danske film kan markedet bære?
»Der er jo den forskel på premiere og produktion, at vi ikke bestemmer, hvornår de skal komme ud. De lave biograftal i år har at gøre med filmene – enten er de for dårlige, eller også er de for smalle. Jeg mener bestemt, at der er plads til at lave flere film. Markedet kan bære det, og det vil lægge endnu mere pres på en tvungen fordeling. Vi har snakket om 20-25 film om året, jeg vil sige 25-30. Vi har også jo et stort antal instruktører, der bliver ved med at producere interessante ting.«
»Det store flertal af de folk er i 30’erne og 40’erne, så de har forhåbentlig en lang karriere foran sig. De kunne bære det hele, men hvis man også skal skabe plads til eksperimenter, bliver man nødt til at lave flere film. Løsningen er ikke at dele pengene lidt mere, for så vender vi tilbage til en situation, hvor selv de gode instruktører kun laver en film hver tredje-fjerde år, og det bliver man altså ikke dygtigere af. Jeg mener, at man bør lave en moderat udvidelse af volumen. Det skal selvfølgelig finansieres, og det er en af de ting, der skal diskuteres.«
– I gamle dage var det sådan, at man kunne gå til den anden konsulent, hvis man fik afslag fra den første...
»Sådan er det selvfølgelig stadig. Konsulentsystemet er det mindst ringe system, men selvfølgelig afhænger det af konsulenterne. Et filmråd ville bare sige ja eller nej, men konsulenten kan sige, at ’her er noget interessant, det her vil vi gerne tage fat i.’ Hvis det var et ja eller nej-system, risikerede vi, at nogle rigtige interessante projekter fik nej. Selvfølgelig spiller det personlige smagselement ind, men der er også muligheden for en dialog omkring projektet, og det er en af årsagerne til dansk films succes.«

Styring og ikke-styring
– Du har tidligere talt om, at dansk film skal finde balancen mellem ’børs og katedral’. Handler det også om en form for industristøtte kombineret med det nuværende kunststøtte-system?
»Det er en glidende overgang, og jeg synes ikke, at danske film hører hjemme i to kasser, en kommerciel og en kunstnerisk. Det bliver ikke automatisk industristøtte, fordi en film er kommerciel. I perioden 1989-1997 blev der lavet 45 60/40-film, der i gennemsnit blev set af 120.000 mennesker. Men kun ni opnåede et publikumstal på over 175.000. Så begyndte vi at fokusere på, om kvaliteten af filmene var høj nok og tog smagselementet ud. I perioden 1998-2004 blev der lavet 44 film, der i gennemsnit blev set af 257.000 mennesker, og 26 af dem opnåede et publikumstal over 175.000.«
»Vi har stillet nogle kvalitetskrav, og så kan man kalde det styring eller ikke styring, men det er så store tal, at der ikke er noget at komme efter. Vi har ikke bare støttet film, som har en folkelighed, men som også har en vis kvalitet.«
– Det virker, som om kritikken af styring-ikke styring er noget, der nager dig?
»Overhovedet ikke, men jeg synes, at den kritik, der er af styringen glemmer, at der er noget, der hedder ansvar. Vi har en helvedes masse offentlige penge, som vi er nødt til at forvalte ordentligt. Hvis vi kigger på, hvordan økonomien i 60/40-filmene hænger sammen, synes jeg da også, at mange af dem er for dyre. Producenterne bør ikke lægge niveauet så højt, fordi risikoen for, at de ikke kommer hjem, er alt for stor.«
»Vi er ved at lave en økonomisk analyse, som, jeg tror, vil vise, at den private økonomi er spændt til bristepunktet. Der er slet ikke plads til, at producenterne kan investere mere selv, og så kan man heller ikke tiltrække anden kapital.«

Plads til fiaskoer
– Film som Min søsters børn og Far til fire bliver næsten uundgåelige succeser. Kunne man forestille sig, at ændre på 60/40-ordningen og give den slags film mindre støtte?
»Der er ikke nogen tvivl om, at det skal diskuteres, om nogle film kan klare sig selv – om konceptfilm blivende skal have støtte. Jeg siger ikke dermed, at det skal de ikke, men det bliver en diskussion, om man bare kan tage et koncept op og komme og række hånden frem, hver gang vi når til marts måned, så man kan nå at få en film op i efterårsferien.«
– Set i lyset af årets biograftal, kunne man så forestille sig, at man i stedet for at bruge en masse af DFI’s penge på lancering og markedsføring af enkelte film, sendte dem direkte på tv og dvd i stedet?
»Det er jo producenten, der bestemmer det. Vi lader tvivlen komme filmen til gode, for vi skal ikke sidde og censurere en film, hvis distributøren og producenten tror på, at den har en chance. Jeg vil ikke udelukke, at DFI på et tidspunkt vil tage et sådant initiativ, men jeg tror ikke på det.«
– Der sidder lige nu en række producenter med ondt i tegnebogen, fordi deres film er gået dårligt i år. Hvad tror du, det kommer til at betyde for miljøet og for instruktørerne?
»Det kan man ikke give et generaliseret svar på. For nogle kommer det måske til at betyde noget negativt, men ikke for talenterne.«
– Er der ikke nogle af dem, der risikerer at blive marginaliseret?
»Der er to kriterier: Det ene er, at din film bliver en publikumssucces, og så kan du få lov at komme igennem, selv om det, du har lavet, måske ikke har en høj kvalitet. Andre film går måske ikke så godt, men man kan se noget interessant. Så kan man jo håbe på, at de kommer igen senere med noget, der viser deres talent. Så er der en gruppe instruktører mellem de to, der måske hverken er interessant eller har noget publikum, og den har det selvfølgelig sværere.«
»Man kan ikke beskæftige sig med en populær kunstart som film, hvis man kun beskæftiger sig med den ene ende. Hvis man kun stiller sig på den eksklusive hest, vil man ikke have noget publikum. Hele filosofien bag antallet af film, er, at hvis man ikke er synlig på markedet, er der en risiko for, at man slet ikke bliver opdaget. Der skal være plads til fiaskoer.«

Ikke godt nok
– Nu har du siddet som direktør for DFI i otte år. Du har stået i spidsen for en sammenlægning af institutionerne, strømligningen af instituttet og professionaliseringen af handlingsgangene. Har du hele tiden følt, at tingene bevægede sig i den rigtige retning?
»Vi har da lavet mange ting om undervejs i kraft af vores egen vurdering og en dialog med miljøet. Overordnet mener jeg, at retningen har været rigtig. Da vi fik det store forlig igennem i 1998, der gav en forøgelse af budgettet på 75 procent, pådrog vi os selvfølgelig offentlighedens søgelys. Det er kun godt, for man skal selvfølgelig forvalte de mange penge ordentligt. Jeg mener ikke, at den måde, man gjorde det på i ’de gode gamle dage’ var særligt betryggende – det må jeg sige. Det var ikke godt nok.«
– Hvorfor ikke?
»Der var ikke nok opmærksomhed omkring, at alle film bliver lavet for et publikum. Det kan man ikke tillade sig at overse, når man bruger så mange offentlige penge.«
– Hvad er den største udfordring for instituttet i det kommende tid?
»En hvilken som helst form for selvtilfredshed på instituttet og i miljøet er farlig. Når det går allerbedst, skal vi passe på, at mageligheden ikke bliver for stor. Der skal vi turde at gå nye veje, som for eksempel med Talentudviklingspuljen. Den slags ting er vi nødt til at gøre, ikke fordi man ikke kan se dem andre steder, men vi har et meget fragmenteret produktionsmiljø med mange små selskaber, og de kan ikke bære omkostningerne ved at satse på nyudvikling. Den risiko skal DFI tage.«
– Skal instituttet være opsøgende i forhold til det indholdsmæssige for at få en større diversitet i dansk film?
»Vi skal ikke være opsøgende, men vi skal være udfordrende. Selvfølgelig har vi en stemme, når vi mødes med produktionsmiljøet, men det er afgørende vigtigt, at initiativet ligger derude. Vi har den kritiske rolle, fordi det i sidste ende er systemet her, der afgør, om et projekt skal have støtte. Men det går ikke, at vi går ind i den anden ende og bestemmer, hvilken type film, der laves. Vi skal ikke lave bestillingsfilm.«

Stor omstilling
– Børne- og ungdomsfilm er et ømt punkt i dansk filmproduktion. Der bliver ikke lavet mange af dem. Kunne man forestille sig instituttet være mere opsøgende på det område?
»De 25 procent af produktionsmidlerne, der er sat af til børne- og ungdomsfilm, bliver brugt. Det har været lidt ujævnt, men problemet er, at der er en tendens til, at det er ’finere’ at lave film for voksne end for børn. Det er meget kedeligt. Men alle ideerne om at lave en konkurrence osv., er det samme som at sige, at ’her kan man godt komme til, her er det ikke så svært.’ Det kommer der ikke kvalitet ud af.«
– Nu skal du snart forhandle dit tredje filmforlig på plads. Hvordan ser de næste par år ellers ud for dig?
»En af de helt store ting bliver digitaliseringen, der allerede er i gang. Det bliver en omstillingsproces for hele biografmiljøet, som kommer til at koste en masse penge. Der er meget få biografer, der selv kan finansiere den omstilling.«
– På det lidt mere personlige plan: Har du tænkt over, hvor længe du har lyst til at blive siddende i direktørstolen?
»Jeg har ikke tænkt mig at forsvinde lige foreløbigt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her