Læsetid: 2 min.

Tæt løb ved valg i Italien

Optællingen af stemmer efter parlamentsvalget i Italien udviklede sig til en gyser. Først førte Prodis centrum-venstre, og så var Berlusconis alliance foran
11. april 2006

Parlamentsvalget i Italien blev et tæt opløb mellem de to politiske blokke, og det stod sent i aftes endnu ikke klart, hvem der ville få overtaget.

Premierminister Silvio Berlusconis centrum-højre alliance avancerede i optællingen, som udviklede sig til en gyser, efter at Romano Prodis centrum-venstre koalition først lignende en relativt klar vinder.

Berlusconis alliance stod til 50,0 procent af stemmerne i Deputeretkammeret i en prognose fra Nexus-instituttet, som blev offentliggjort af det statslige tv-selskab RAI. Dermed overhalede centrum-højre Prodis centrum-venstre, som stod til 49,5 procent.

Prognosen var baseret på optællingen af 63 procent af stemmerne.

I Senatet holdt Prodi og hans umage koalition stand. Her havde centrum-venstre 50,2 procent mod 48,8 procent til centrum-højre i Nexus' prognose. Det var en beregning efter gennemgangen af 97 procent af stemmerne i valget til Senatet.

Alt tydede på en meget mudret situation efter valget, og iagttagere havde ellers påpeget, at Italien har brug for en handlekraftig regering for at kunne gennemføre de nødvendige reformer, som kan bringe støvlelandet ud af den økonomiske krise.

Reformer bag valg lighed

En regering i Italien skal helst råde over et flertal af pladser i begge kamre, Deputeretkammeret og Senatet, da både regeringen i sig selv og dens lovforslag skal godkendes i begge kamre.

Parlamentsvalget forløb over to dage og sluttede i går eftermiddag. Det officielle valgresultat var ventet hen imod midnat i går.

Iagttagerne siger, at en valgreform, som Berlusconi-regeringen gennemførte kort før valget, er en væsentlig forklaring på det jævnbyrdige resultat i Senatet. Reformen førte til en udskiftning af flertalsvalg i de enkelte kredse med et system, som til dels er baseret på forholdstalsmetoden.

Kritikere siger, at Berlusconi, som også er landets rigeste mand, tog initiativ til reformen alene for at sikre, at hans parti og hans politiske fæller - trods et eventuelt nederlag i Deputeretkammeret - fortsat ville have betydelig politisk indflydelse og kan blokere for love, som går imod hans personlige interesser.

Berlusconi har indirekte kontrol med et privat tv-selskab, og han er også genstand for retssager om korruption og andre former for lovovertrædelser.

Indenrigsministeriet oplyste, at valgdeltagelsen var på 83,6 procent. Dette skal sammenholdes med 81,4 procent i 2001, da Berlusconi triumferede.

Uanset det endelige resultat stod det i aftes klart, at vælgerne straffer Berlusconi og hans Forza Italia. Ifølge flere prognoser bliver det konservative Forza Italia decimeret fra 29 procent af stemmerne i valget til Deputeretkammeret til måske kun 23-24 procent.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her