Et lokalt eksempel på ondskabsfuldt 'bullshit' er den forestående eliminering af undergrundsstedet Ungdomshuset på Jagtvej i København. Her kunne man i weekenden opleve et brag af et anarki af en fest, hvor blandt andre selveste Joakim Thåström var kommet - hele vejen fra Sverige - for at give fire-fem støttenumre til denne undergrundens scene, som efterhånden er det eneste, der er tilbage i København, som kan måle sig med undergrundsscener i New York og Berlin. Hvad der gør det så ondskabsfuldt at lukke dette sted, er ikke kun, at det bærer på en kulturhistorie, som tæller fra Sods, Before, Mink de Ville, Nick Cave, Henry Rollins, Björk, Laibach over vegansk folkekøkken til eksperimenterende, indendørs storby-cirkus. Det er heller ikke kun det faktum, at Ungdomshuset så at sige er det eneste kulturelle tilbud fra langt nord for Søborg til Skt. Hans Torv på det indre Nørrebro. Det er egentlig heller ikke valget af ny ejer. Hermed mener jeg ikke, at der ikke skulle være noget galt med de hellige, det være sig kristne, muslimske, mormoner eller marsmands-tilbedere. Jeg tilslutter mig gerne Lou Reed, som i sin tid sagde "the goodly hearted made lampshades and soap", ligesom jeg er helt enig med et diktum, en af mine afdøde venner havde. Han var en fordrukken, perfid og paranoid gammel bøsse og iblandt de mange fornuftige ting, han sagde var: "Tag dig i agt for de hellige!" Sande ord, men det, der krænker mig mest, er sådan set ikke, at det kunstnerisk eksperimenterende ungdomshus skal lukke til fordel for en eller anden suspekt, alt-ekskluderende, indspist, kristen sekt. Det værste er navnet!
Hvis tingene går som denne sekt vil have (de har bedt om politirydning, selv om ankesagen til højesteret end ikke er påbegyndt) bliver Ungdomshuset overtaget af Faderhuset. En så plat symbolik kan jo nærmest gøre én dårlig, men den passer fint ind i tiden, hvis man vælger at se det på dén måde.
Vi skal ikke have så meget rebelsk ungdom. Hellere knæfald for patriarkatet.
Madpakkeordningen
Samme weekend som Ungdomshuset på Jagtvej lavede deres glimrende fest kom der bulletiner fra Århus. Louise Gade ville sætte politiet på nogle aktionerende børnehavebørnsforældre, som var utilfredse med kommunens nedskæringer.
"Jeg har bedt politiet opløse blokaden af børnehaverne," sagde den små Louise, "fordi jeg synes, børnefamilierne skal tænke over, om det nu også er dét værd. Nu ved vi jo godt, hvad de mener..." Dette er også et fortrinligt symbol, forstået som brækmiddel: Vi har jo demokrati, så folk har lov til at sige, hvad de mener. Når de så har sagt det, de ville, indsætter vi rå magt, for nu har vi jo hørt pointen.
Når vi nu er i gang med symbolerne skal jeg - inden den store finale - heller ikke undlade at nævne den gode gamle, danske historie om 'Madpakkeordningen'. Denne ordning gik i al sin modbydelige enkelhed ud på, at flygtninge, der af frygt nægtede at vende tilbage til det land, de var flygtet fra, blev frataget økonomisk hjælp og i stedet fik tildelt madpakker hver 14. dag.
Ganske som alfa-hannen ved ur-bålet selv tager de største ben først, derefter giver til de næste i hierarkiet og slutteligt kaster resterne ud til tålte tilløbere fra andre stammer. Eller hundene.
Under stor pressebevågenhed blev denne ordning afskaffet - ikke fordi ydmygelsen trods alt var for stor, ikke på grund af folkelige protester, men fordi den var for dyr at administrere og ikke fik nok til at rejse hjem igen.
Den med avisbudene
Ved præsentationen af finansloven sagde Thor Pedersen stolt: "Snart ejer Danmark hele verden." Og dette er skam også en meget stupid udmelding. Såvidt jeg har forstået er Danmarks udlandsgæld først og fremmest forsvundet ved, at man har ændret revisionsprincipper. Men hvis vi lader dét ligge og samtidig glemmer indskrænkningen af den fri forskning, sammenlægningen af universiteterne, indsættelsen af erhvervsfolk i de styrende organer på universiteterne og en hel del andet. Så vil jeg gerne pege på årtiets største retoriske nummer. Hovednummeret, den store finale. Claus Hjort Frederiksens finest hour. Den med avisbudene! Den der med, at arbejdsløse akademikere jo bare kan gå med aviser, for hvis de gør dét, er de jo ikke længere arbejdsløse, og man kan tjene mere end 25.000 kr. om måneden! Det sjove ved denne historie er ikke, at det jo helt åbenlyst er spild af penge at uddanne et menneske i fem-seks år for derefter at sætte ham til at dele aviser ud. Det sjove er heller ikke primitiviteten i udsagnet, som jo overser, at der måske er større mangler i arbejdsformidlingerne og uddannelserne, end der er mangler hos de pågældende, arbejdsløse akademikere. Nææh, det sjove - hvis det da ellers er særligt sjovt - er brutaliteten og dumheden.
Vi sætter politi ind mod bekymrede børnehavebørnsforældre, for nu har vi jo hørt hvad de mente. Uvorne rollinger skal ikke have et ungdomshus, de skal have et faderhus. Hvis flygtningene er så fattige, kan de sgu få en madpakke. Akademikerne skal ikke skrive alt muligt. Hvis de er så glade for aviser, kan de sgu dele dem ud.
Man fattes ord. Jeg må låne fra Peter Høeg og simpelt hen sige:
FRUHERREBEVARES!
