Læsetid: 4 min.

Tag dog fat på momsen!

Om DR's bestyrelse kan man sige meget dårligt. Men ikke nok
27. april 2007

De gode græd, og de onde lo. I hvert fald hvis vi definerer seere og lyttere eller dem, som TV-avisen i snart sagt hver udsendelse omtaler som "vi danskere", som de gode og de kommercielle kanaler som de onde. Der må have været jubel på direktionsgangene, der hvor man laver fjernsyn for at tjene penge i stedet for at tjene penge for at lave fjernsyn, da DR's hovedløse spareplan blev lagt frem.

Umiddelbart ser planerne ud til at være skabt i den borgerlige tænketank CEPOS, der siden sin start har forsøgt at definere public service-begrebet som det, der ikke er penge i at producere. Men alligevel ikke helt.

For dødsstødet gives ikke udelukkende til folkeligt brede programmer som sport og underholdning - de programmer, som i skåltaler samler nationen og giver den i vide kredse så eftertragtede 'sammenhængskraft', det er også slut med kulturtransmissioner, kulturportrætter, litteraturoplæsning på radio, det fremragende Dokumentarzonen og diverse eksistensprogrammer. Lige præcis den slags, som selv ud fra de allermest snævert definerede public service-begreber må være selve essensen af forpligtelsen. Oven i købet i en tid, der skriger på eksistentielle debatter på ethvert niveau. Se bare på søndagsaviser og ugeblade.

Ikke kun koncertsalen

Nu er jeg kun en ganske almindelig avislæser, men det er også vanskeligt at få øje på fornuften - for ikke at tale om besparelsen - ved at beskære kl. 12-radioavisen med ti minutter på hverdage. Udsendelsen går på tre kanaler - P3 har i forvejen sine egne korte nyheder - og det vil altså sige, at i stedet for samsending på tre kanaler skal hver kanal nu ud og lave 10 minutters ekstra selvstændig programvirksomhed. Hvordan kan det være en besparelse?

Tidligere tv-direktør Bjørn Erichsen, som nu sidder for Eurovisionen i Genève, har været ude og fortælle, at OL-transmissionerne rigtigt anvendt vil koste kr. 200.000 i timen. Hvor mange programmer får man for det?

Aner de overhovedet, hvad de foretager sig i DR's ledelse? Det er der faktisk ikke ret meget, der tyder på. Nu har de skubbet tidligere bestyrelsers og direktioners fejldispositioner foran sig som undskyldning for problemerne i flere år. Men det er jo ikke udelukkende den forkætrede koncertsal.

Kenneth Plummer har (modvilligt) måttet erkende, at hans eget nyligt vedtagne public service-budget, hvor han i øvrigt uopfordret smed en børnekanal m.m. ind, var groft underfinansieret. Så kunne man forestille sig, at man stillede udvidelser i bero, mens man konsoliderede firmaet og gjorde, som det hedder i reklamerne, "det man var bedst til". Men overhovedet ikke.

DR's internationalt beundrede og respekterede børneprogammer skal også ødelægges.

B&U skal ganske vist ikke udsættes for nedskæringer, men til gengæld skal hele flokken rub og stub flyttes til Århus, hvor man p.g.a. tidligere tiders ledelsesfadæser har ledige faciliteter. Så det er da oplagt i en sparesituation at bruge penge på en flytning. Skidt med, at der gennem mange år er opbygget et fremragende produktionsmiljø i København. Det er vigtigere at fylde op i de ledige studier i Århus.

Medarbejderne vil ikke med, men pyt. Hvem som helst kan vel lave børnefjernsyn?

Værst er dog næsten den uvidenhed og despekt, som ledelsen udviser over for DR's fremragende teknikere. Der er absolut ingen forståelse for, at programmernes kvalitet i vid udstrækning bæres af teknikken. Manglen på teknikere kan dagligt høres på radioen. På tv skal vi i stigende grad udsættes for en kvalitet, der svarer til hjemmevideoer. Det er nedslående, at nationens samlingspunkt, DR, er lagt i hænderne på folk kemisk renset for kvalitetssans.

Om DR's bestyrelse kan der - med en omskrivning fra min gamle Tv-Avis-kollega Flemming Madsen (som uden tvivl roterer i sin grav) - siges meget dårligt. Men ikke nok.

Hvorfor tager de ikke fat på den indlysende urimelighed, det er, at der betales moms af licensen? Vi har til kvalmestadiet hørt om, hvor meget vi betaler i licens i sammenligning med andre og større lande. Men det er altså lige så dyrt at lave udsendelser til fem millioner som til 70. DR's andel af en hustands licens udgør kr. 5,03 pr. dag. Inkl. moms. Til sammenligning koster et gennemsnitligt avisabonnement kr. 10,68 dagligt. Og aviserne er momsfri. Man kan sige, at aviserne modtager statsstøtte af ganske betydeligt omgang. Også dem, der har så travlt med licensen.

Brian Mikkelsen og de borgerlige medieordførere vasker hænder i Pilatus-håndsæbe og gentager deres mantra: DR er en uafhængig institution, som selv må tage ansvaret.

Det minder om vagthavende styrmænd, der for at tage højde for eventuelle skader sluttede brovagten med at skrive i logbogen: "Den kraftige sø vasker ind over dæk og luger".

Alt kan ske, men det er ikke vores ansvar, hvis skibet går ned.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her