Læsetid: 4 min.

Tag Fogh på ordet

4. januar 2003

»Staten kan ikke garantere lykke.«
Statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale

Det fyger om os med udvandede borgerlige, danske og kristne værdier i denne tid. Anders Fogh holdt nytårstale i samme rille, men han kunne ikke holde sit liberale udgangspunkt helt udenfor. Med en sætning faldt han i. Lykken er vor egen, sagde han, med andre ord, men med et glimt i øjet så man troede ham. Lad os tage ham på ordet.
Vi kender hver især til svigt og til lykke. Til rigdom og armod. Vi har alle gjort noget vi fortryder. Og vi har alle mistet noget. Sjælesmerten er et menneskeligt vilkår, der ikke kan gradbøjes. Den endeløse diskussion om hvorvidt Hitler, Stalin eller Kublai Khan var den ondeste fyrste, er helt igennem meningsløs, for hvordan kan nogen måle det? Og gør det nogen forskel? De mennesker, der ønsker det skal gøre en forskel, har altid en helt anden dagsorden, én der kun er alt for menneskelig.
Den dag, man vågner op og forstår dette vilkår, kan man blive grebet af angst og afmagt. Det forekommer uoverskueligt at leve i al denne smerte, at leve med sin egen skyld. Det er derfor Kristus’ glædesbudskab har betydet så meget for menneskene. Han blev født som menneske, og døde for vore synders skyld. Jo, det er herligt. Vi er alle syndere, og Jesus ved det og bærer det for os.
Muhammed mødte Gud, og bragte os Koranen. Her kan vi lære at leve smertefrit. Hvis blot vi underkaster os Bogens bud, og giver os hen til Gud, så vil vi ikke fejle. Det er sandt. Lev uden synd og du vil ånde frit.
Egentlig lærte Muhammed dette budskab af de allerede eksisterende lovreligioner, også af jøderne, hvis ti bud er så tæt på det sande som noget kan være. Dem havde Moses jo fået af Gud. Det Gamle Testamente er ellers det mest menneskelige dokument vi har overleveret fra oldtiden. I de vediske skrifter, i grækernes myter og dramaer, møder vi mennesket som vi kender det. Men guderne er altid til stede, som en slags undskylding for katastroferne. Oedipus kommer til at elske sin mor og myrde sin far, for han kender dem ikke. Men i Det Gamle Testamente horer de, stjæler de og myrder de i et væk, med vidt åbne øjne. De gør det selv. For det er sådan mennesker lever. Og de bliver straffet i en uendelighed af den strenge Gud.

I bøgerne står der, at vi skal skamme os, og at vi skal straffes. Men ind imellem er der nogen der siger fra. Vel skal vi ej skamme os. Vi skal tværtimod besinde os på den værdighed, der også er menneskets. Mennesket plyndrer sin nabo, jo. Men mennesket kan også løfte sig ud af sumpen og være til stede i sit liv. Vælge det liv, så det får betydning og mening.
Vi har ikke brug for kristelig frelse, eller islamisk underkastelse. Vi har brug for menneskelig værdighed. For respekt for hvert enkelt liv, og for hele skaberværket.
Giovanni Pico della Mirandola, en meget ung mand, forsøgte at sætte ord på det menneskelige. Hans tale for den menneskelige værdighed er humanismens fødselsattest, det dokument, der blev udgangspunktet for den italienske renaissance, og i sidste ende for det vestlige demokrati. Pico della Mirandola opfattede mennesket som et dueligt og livskraftigt subjekt. Der både kunne og burde forandre verden. Pico hentede inspiration fra antikken, men i aller første linie skrev han om araberen Abdala. For han ville understrege – midt i striden om Konstantinopel – at mennesket er et menneske, uanset hvor det befinder sig i, og uanset hvilken tro det har. Han brugte jødiske, muslimske, antikke, persiske og kristne tekster til at gøre op med middelalderens fedtpilleri og teori. For ham var det ikke nødvendigt at bevise kristendommens, eller nogen anden religions overhøjhed. Han ville minde os om, at vi blev skabt af hverken himmelsk eller jordisk stof. Så vi med vort frie valg og værdighed kunne forme os som vi ville. Vi kan vælge at nedværdige os til den laveste dyriske tilstand, og vi kan, med vor intellekt og dømmekraft, hæve os til det højeste guddommelige.

Hos Pico er der ikke noget der er samfundets skyld. Eller skæbnens. Eller gudernes. Eller djævlens. Eller Freuds. Det frie menneske står alene blandt andre ensomme mennesker, og må selv bære ansvaret for sine gerninger. Vågn op hver morgen og forstå, at den kærlighed, den tilgivelse, den respekt og den værdighed du ønsker dig, kan du kun opnå hos dine virkelige og levende medmennesker. Det gør ikke smerten mindre. Den, der lever i sit eget liv lever ikke let, og han sover alt for let og dør i smerte. For ethvert har såret nogen og er ked af det. Vi skal ikke gøre det gode for at undgå skam, eller som led i en underkastelse. Vi skal leve som vi vælger at leve, og med den indsigt, at vore børn næppe vil takke os for vort fremmedhad, vores nationalisme, vores smålighed, vores forurening eller vore krige. Vi kan ikke pege på nogen anden instans; på EU, på Bill Gates eller på Gud, når vi vælger. Forestil dig, hvilken gavmild Gud, der har givet os friheden til at være som vi vil, skrev Pico, omtrent. Forestil dig det, for det er kun din fantasi der sætter grænserne.

mam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu