Læsetid: 6 min.

Ikke at tage sig selv alvorligt

Den italienske filosof Gianni Vattimo ser sig selv som en, der aldrig har afstået fra at indtage 'kætterske' synspunkter. Han er især aktiv i kampen mod Berlusconis og kirkens magt over de italienske medier og samfundet
2. marts 2006

Den italienske filosof Gianni Vattimo er netop fyldt 70 år. Siden 1964 har han været professor i filosofi ved Torinos Universitet, og han er blevet internationalt berømt for den filosofi, der kaldes for 'den svage tænkning'. Herhjemme er Vattimo først og fremmest kendt for, at han har skrevet den moderne bibel for 'de halvtroende', Jeg tror, at jeg tror (Anis 1999). Men han har også været medlem af Europa-Parlamentet fra 1999-2004, og ser selv sit politiske engagement som en naturlig konsekvens af hans filosofi.

Det er vigtigt at forstå, at den svage tænkning ikke hedder sådan, fordi den er svag eller 'mindre sand' i forhold til for eksempel 'stærke" tænkemåder, men derimod fordi den hævder, at det er de stærke synspunkter som er de svageste, fordi de fejlagtigt tror at være Sandheden. Den svage tænkning sigter med andre ord mod at svække alle absolutter, alle skråsikre filosofier, betragtningsmåder og ideologier, idet den så at sige hævder at være den stærkest mulige, mest sande eller holdbare filosofi. Fordi den tager sin egen svaghed på sig.

De stærke meningshorisonter eller fundamentalismer, som Vattimo kritiserer, er for eksempel kristendommen, sådan som han kender den fra den katolske kirke i Italien, eller det stærke videnskabelige verdensbillede, som oplysningen har affødt.

En tredje, stærk anskuelse af verden, udgør igen den hårde udgave af liberalismen med dens dyrkelse af markedets såkaldte 'love'. Problemet med de skråsikre eller stærke meningshorisonter er nemlig dobbelt, sådan som Vattimo ser det:

Dels er de ikke 'up to date' med den tidsånd, der i det 20. århundrede har hersket inden for tænkningen. Med filosoffer som Heidegger og Nietzsche, som Vattimo er meget inspireret af, og med den sene Wittgenstein er der sket et tidehverv, som har gjort videnskabens og den traditionelle religions verdensbilleder problematiske: Man kalder det for 'den sproglige vending', fordi virkeligheden ikke længere ses som noget, der findes 'derude', men som noget vi kun har adgang til gennem sproget. Virkeligheden er altid den af sproget, medierne etc. skabte virkelighed.

Sex og patent på sandhed

Dels, og især, er de stærke ideologier socialt farlige, fordi de afføder vold, hvad enten man forstår volden som en fysisk eller 'metafysisk' størrelse. Når den katolske kirke fraråder de troende brugen af kondomer, fordi sex ikke må være sjovt eller fordømmer de homoseksuelle, så er der eksempelvis tale om en sådan voldsudøvelse, der på en gang er fysisk og metafysisk.

Det metafysiske angår tænkemåden, ideologien, magten over sindene, og denne er så igen med til at afføde den fysiske vold i form af udelukkelsen af de homoseksuelle fra samfundets 'gode selskab' eller - på indirekte vis - millioner er aids-syge i Afrika.

Videnskabens vold består derimod i, at den tager patent på sandheden som det, der udelukkende kan måles og vejes. Men vi lever ikke i en verden, der kun består af objekter, og videnskabens synsmåde fører nemt til, at vi reducerer hinanden til manipulerbare objekter eller genstande. Liberalismens vold, den blinde dyrkelse af markedsøkonomien, er omtrent den samme: Den reducerer os til forbrugere, og ser dermed bort fra, at vi ikke kan leve af brød alene.

Det ser man ifølge Vattimo klart hos finansfyrsten Silvio Berlusconi. Vattimo har således altid været en stærk kritiker af Italiens ministerpræsident Berlusconi og hans adepters forsøg på at fastholde borgernes opmærksomhed ved løfterne om 'skattelettelser til alle' (Berlusconis valgslogan i 2001), show og fodbold i TV.

Også Vattimos politiske engagement er, ligesom hans indsats for 'genkristningen' af Europa med bogen Jeg tror, at jeg tror, et evangelium for de halvtroende: Når ingen synspunkter længere er sikre, må man også basere sit politiske engagement på svækkelsen af de stærke synspunkter.

Den etiske og i sidste ende også politiske forpligtelse ved den svage tænkning består derfor i uophørligt at arbejde for mindskelsen af volden, og han mener selv, at denne aktive ikke-volds politik har sit naturlige hjemsted på venstrefløjen.

Kritisk over for lukkethed

Overalt er det arbejdet for svækkelsen af volden, opgøret med fundamentalisme og totalitarisme, som optager Gianni Vattimo, og det er for ham at se også det, der er kristendommens etiske budskab: Når Gud bliver menneske, ophører han også med at være en voldelig, fjern Gud, og så må vi i stedet se at komme til rette med hinanden, uden Gud. Det er således ikke galimatias, ifølge Vattimo, at hævde at kristendommens sandhed i sidste ende er det moderne demokrati med dets system af rettigheder, institutioner, magtens tredeling osv. Vattimos etik og politik er i den forstand den etik og politik, der bliver tilbage, når etikken og politikken er forsvundne som absolutte størrelser.

Man kan også formulere Vattimos filosofi således: Det gælder om at være åben, men samtidig kritisk over for enhver 'stærk' form for lukning af horisonten, såsom de politiske, videnskabelige og religiøse fundamentalismer.

Og det gælder om at være kritisk, men ikke så kritisk, at man ikke længere er åben, sådan som det er tilfældet med den moderne supermarkedsfilosofi eller relativisme, som dovent konstaterer, at alle synspunkter kan være lige gode. Vattimo ønsker altså politisk at placere sig i ingenmandslandet imellem relativismen på den ene og fundamentalismen på anden side. Og han ser et 'stærkt' frigørende og samfundsrelevant potentiale i det oprydningsarbejde, som filosoffen er med til at udøve med sin kritik.

Det sidste om kritikken er en vigtig komponent i den svage tænkning hos Vattimo, som ganske vist er en slags filosofisk udmøntning af næstekærlighedsbegrebet, og som også ønsker at forsvare åbenheden, men altså ikke tossegodheden og ikke den tavse 'venden den anden kind til'.

Kætterske synspunkter

For nylig undlod jeg selv i nogen grad at pointere dette aspekt hos Vattimo tilstrækkeligt i en radioudsendelse om hans nye bog Nihilisme og emancipation, som jeg selv har oversat ('Eksistens' på P1 d. 21/1). Også i forbindelse med et fødselsdagsinterview i en af de store italienske aviser fra den 3. januar i år (La Stampa) ser Vattimo sig selv som en, der aldrig har afstået fra at indtage 'kætterske' synspunkter.

I 2003 publicerede Vattimo således på sin hjemmeside (www.giannivattimo.it), kort før Silvio Berlusconis overtagelse af formandsposten i EU, en 20 sider lang liste over dennes 'synderegister', ligesom han også sidste år satte spørgsmålstegn ved kirkens magt over sindene - og samtidig pegede på kirkens magt over medierne - ved at henvise til de tusindvis af præservativer efterladt af unge mennesker på teltpladser rundt om i Rom, som var kommet til pave Johannes Paul II's begravelse. Og i det samme fødselsdagsinterview gør han sig så igen umulig ved at hævde, at venstrefløjen i Italien ville have bedst af at blive i opposition, også efter det kommende valg, som finder sted den 9. april, idet den endnu er alt for splittet til at udgøre et reelt alternativ til den siddende regering.

I forbindelse med det forstående valg i Italien til foråret ser Vattimo sig fremdeles som én, der nu desto mere kan se til 'udefra' og ytre sig helt uden skrupler og taktiske hensyn, idet praktisk politik for ham tilsyneladende er et afsluttet kapitel, også 'selvom man aldrig skal sige aldrig'.

Denne gang stiller han nemlig ikke selv op til valget, ikke fordi han føler sig for gammel, snarere tværtimod.

Vattimo henviser i stedet til, at der, efter at han forrige år (2004) ikke blev genvalgt til Europa-Parlamentet for kommunisterne, og derefter også sidste år tabte valget til borgmester en lille by i Syditalien, ikke længere er nogen partier, der tør støtte hans kandidatur.

Typisk for filosoffen Vattimo og for 'den svage tænkning' er dette dog ikke noget, som han begræder. På journalisten Alberto Papuzzis spørgsmål, hvad filosoffen nu med sine 70 år endnu skal udrette 'af stort', svarer Vattimo selvironisk: "Tjah, jeg har jo aldrig taget nogen store beslutninger her i livet. Mit politiske engagement var noget, som Gad Lerner arrangerede. Jeg tager det, der sker for mig, som et kald. Også dette er svag tænkning. Jeg er jo ikke i stand til at sige nej til de mange invitationer, debatter, konferencer etc. Min tænkning er også en svag tænkning, netop fordi jeg ikke kan sige, at jeg har andre og mere alvorlige ting at tage mig til. Og dog er det sandt, at der stadig er det store værk, min bog om Aktualitetens ontologi, som venter på at blive skrevet".

Jens Viggo Nielsen er idéhistoriker og cand.mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her