Læsetid 10 min.

'Man skal tage sine ideer alvorligt'

Mathilde Walter Clark debuterede med romanen 'Thorsten Madsens Ego', der foregår på et reklamebureau. Hun har selv arbejdet tre år i reklamebranchen - de sidste halvandet 'under cover'
21. september 2006

Mathilde Walter Clark læser ikke ret meget dansk litteratur. "Jeg havner i de bøger, jeg kan lide, og de fører så videre til andre bøger. Men jeg er begyndt at læse mere, efter jeg selv er begyndt at skrive."

- Nogen har foreslået, at den litterære generation, du tilhører, ikke går så meget op i barndomstraumer og godt kan skrive om en helt almindelig opvækst?

"Det synes jeg egentlig er mærkeligt, for vi er den generation, der er kendetegnet ved alle vores forældres fejltagelser. Men det er nok rigtigt, at der er en vis ironiseren over dem. De føles nok ikke så traumatiske. Og vores tilgang til det, vi skriver, er mindre selvudleverende, i mindre grad psykologisk udkrængende og mere fantasibåret. Det er ikke 'åh, så skete der det, det må jeg bearbejde på skrift'."

- Hvad er din inspiration?

"Morgenen! Jeg har fået den vane at skrive på en blok, så snart jeg vågner, bare skrive uden at det er arbejde. Man får 1.000 ideer, når man lige er vågnet og endnu ikke forurenet af virkeligheden. Jeg hører for eksempel aldrig radio. Virkeligheden kan godt blive for påtrængende om morgenen."

Mathilde Walter Clark læser heller aldrig avis - til trods for, at hun er tv-anmelder på Ekstra Bladet. Højst hvad kollegerne skriver i samme spalte. Men dengang hun endnu holdt avis, læste hun enten Weekendavisen eller Information, fortæller hun, "for det er ikke rigtige aviser, der er ikke så mange nyheder. Jeg vil ikke spilde min tid med at læse noget, der alligevel er forældet i morgen, det føles så forgæves."

Statsautoriseret

Mathilde Walter Clark har netop fået Kunstfondens tre-årige arbejdslegat, og det har givet hende en ny ro.

"Det handler ikke kun om økonomi, det betyder også noget, at man er blevet statsautoriseret," siger hun. "Jeg kan mærke det både på min skrivning og på min nattesøvn!"

- Hvordan mærker du det på skrivningen?

"Jeg har fået en anden ro. Det er ikke fordi jeg skriver langsommere - tværtimod. Men det at skrive litteratur er ligesom at gå ind i en parallel virkelighed, og nu er det som om jeg har fået tilladelse til at dvæle i den, være i den og give den gas. Det åbner for en stor kreativitet."

"Man får tilladelse til at være præcis, som man er. Man skal ikke 'prøve på at være noget'."

$SUBT_ON$Big Bang

For Mathilde Walter Clark begynder en bog med, at en idé 'eksploderer inde i hovedet'. "Nogle gange er det ideer, jeg ikke selv forstår, så jeg er nødt til at sætte mig ind i, hvad det er for en idé, jeg har fået. Den bog, jeg skriver på nu, handler om et menneske, der ligger mig selv så fjernt, at jeg har måttet læse psykologisk litteratur for at sætte mig ind i personen. Faglitteraturen åbner den idé, jeg har fået, eller den gåde, jeg er blevet stillet overfor. Jo længere jeg trænger ind i min persons bevidsthed, jo mere begynder jeg at forstå, hvad det er, jeg laver."

Ideerne kommer meget spontant, "ingen ved, hvor ideer kommer fra. Men man skal tage dem alvorligt lige med det samme. Det er ligesom med Big Bang, i begyndelsen går det hurtigt, men efterhånden som universet udvider sig, går det langsommere og langsommere."

Hver fase er imidlertid dejlig på sin måde, mener Mathilde Walter Clark.

"Den bog, jeg skriver på nu, har et helt andet tempo end de tidligere, det er en helt anden skriveproces, som jeg må synke dybt ned i. Hvert niveau, jeg forstår, forlanger en ny fase, og så må jeg skrive om."

- Er det ikke skræmmende?

"I starten, jo, det var så pokkers anderledes, end jeg havde prøvet før. Når jeg siger, at jeg kan mærke forskellen, efter at jeg har fået det tre-årige, så skyldes det blandt andet, at jeg nu tør hvile i det, denne bog gør ved mig."

Kreativ

Men det begyndte slet ikke med, at Mathilde Walter Clark ville skrive en bog. Hun arbejdede på et reklamebureau, hvor hun var ansat som 'kreativ'. Det stod der på hendes visitkort.

"Jeg troede på det visitkort i halvandet år, indtil jeg begyndte at få samme fornemmelse som i en David Lynch-film, hvor ganske almindelige replikker er ledsaget af en mærkelig underlægningsmusik, der gør det hele uvirkeligt. Jeg opdagede, at alle løj - for sig selv og hinanden. De vidste ikke længere, hvem de var. Jeg blev klar over, at jeg var bundulykkelig og havde det dårligt, og så begyndte jeg at stå tidligt op om morgenen og skrive, før jeg skulle på arbejde. Jeg havde ikke andre regler end, at jeg skulle skrive en tekst hver uge, ellers havde jeg fuld frihed. Jeg havde ingen idé om, at det skulle blive til en bog."

Det blev det nu, nemlig debutbogen Thorsten Madsens Ego, der foregår på et reklamebureau. Men også nogle af teksterne i den næste bog, Tingenes uorden, blev til i Mathilde Walter Clarks tidlige morgentimer. Hun blev endnu halvandet år på 'det ondskabsfulde reklamebureau', men nu kunne hun holde det ud, fordi hun var der 'under cover', som hun siger.

"Jeg begyndte at skrive, da jeg befandt mig i et kreativt fængsel, og jeg oplevede det som en kreativ eksplosion. Bagefter tog det mig to år at komme mig af chokket over, hvor meget jeg kan få lavet, når jeg selv bestemmer over min tid."

$SUBT_ON$Angsten

"Folk tror, at skildringen af reklamebureauet i Thorsten Madsens Ego er satire, men det er det overhovedet ikke. Jeg har skildret det, som det er, blot har jeg pillet det værste fra for at få det til at virke sandsynligt. I virkeligheden var det meget værre."

- Hvordan?

"Det værste er angsten. Du gør dig ikke begreb om, hvad voksne mennesker finder sig i, for eksempel når de har møder med kunden! Alle er nervøse, fordi det er så store budgetter, det drejer sig om. Kunderne er for det meste mellemledere, der ikke tør beslutte noget selv, og så er det lettere at sige nej. Det er en mekanisme, der ender med at blokere for alt nyt."

"De kreative er til gengæld bange for ikke at få ideer, og den kreative chef der skal bedømme de andre har den værste post for en kreativ af dem alle: Ikke selv at kunne være produktiv. Jeg ville for alt i verden ikke have det job."

"Thorsten Madsen, min hovedperson er bindeleddet mellem de kreative og kunderne: Han forstår ikke de kreative ideer, men han skal sælge dem. Det er ham, der står med kunderne."

Ét med firmaet

Mathilde Walter Clark kendte ikke Thorsten Madsens verden særligt godt fra reklamebureauet. Men jo mere hun skrev, jo mere blev hun klar over, at hendes historie ikke specifikt handlede om et reklamebureau, men om det private erhvervslivs mekanismer i det hele taget, siger hun.

"Det handler om at måtte opgive sin egen identitet og identificere sig med firmaets ideer, noget, man efterhånden kender fra alle virksomheder. Som om mennesker var nogle, der kunne skifte værdier fra det ene øjeblik til det andet. Men medarbejderne er nødt til at spille spillet, fordi det er deres job, det handler om. Så man leger, at man har de værdier. Og cheferne leger, at de involverer medarbejderne i en selvudviklingsproces. I virkeligheden er det yderligere angstprovokerende, at ledelsen ikke ved, hvad den vil, folk vil hellere have en stærk leder og så rette ind efter ham. Ledelsen lader, som om vi alle er i samme båd, men hele set-up'et er forløjet, fordi den ansatte ikke kan sige nej."

- Thorsten Madsens ego er blevet beskyldt for at være opbyggelig, fordi den gør op med disse mekanismer?

"Jeg tror ikke, jeg helt forstår indvendingen, om man tror, at der er en happy ending..."

- Det er der da?

"Der er et håb for denne mand, men måske kommer han ud i nye splittelser. Hver afklaring følges jo af nye komplikationer. Jeg synes dog heller ikke, man skal være så bange for opbyggelighed, der ligger en enorm alvorsforskrækkelse bag synspunktet."

"Med Thorsten Madsens Ego var der to muligheder, den kunne ende godt, og den kunne enden dårligt. Men hele tiden undervejs havde kimen i bogen været, at der var en verden uden for bureauet, så det lå i kortene, at det var der også for Thorsten Madsen."

- Han arbejder sig frem fra uegentligheden mod et autentisk jeg?

"Ja, eller et integreret selv. At jeg så tror, at der opstår nye splittelser på nye niveauer, er en anden sag, men jeg tror også, at integration af de modsatrettede impulser er mulig på alle niveauer."

"Ved slutningen af bogen er det dog rigtigt, at hans dilemma mellem at ville være en succes på bureauet og hans længsel efter noget andet ikke længere er til stede."

- Det er en filosofisk tankegang, du giver udtryk for, og det er filosofisk en tankegang, der ligger under begge dine to bøger?

"Jeg synes også, de af samme grund minder om hinanden, selv om andre opfatter dem som meget forskellige."

- De er da også forskellige. Thorsten Madsens Ego handler om dybe eksistentielle problemer, Tingenes uorden om sprogets muligheder og grænser?

"Ja, men på baggrund af de samme spørgsmål: Hvad er Jeg? Hvad er virkelighed? Hvad er mine muligheder for at nå virkeligheden? Hvad er sproget, fiktionens, fortællingens rolle i det? Med Thorsten Madsen var spørgsmålet, hvad der kan forstyrre erkendelsen, hvis man identificerer sig et forkert sted. Så stiger uvirkelighedsfornemmelsen."

- Hvor meget tænker du filosofisk, når du skriver?

"Det er helt klart efter-rationalisering. Jeg er ikke klar over, hvad jeg skriver, mens jeg gør det. Historierne i Tingenes uorden begyndte helt åbent. Enten har jeg en enkelt sætning, en ide eller måske en slutning. Så udvikler historien sig undervejs."

"Thorsten Madsens Ego begyndte med den første sætning i bogen, 'Jeg er Thorsten Madsens Ego.' Jeg hvinede af fryd, da jeg fandt den, jeg syntes, det var helt vildt sjovt, at nogen kan sige, de er nogens ego."

"Når folk tænker ego, hvem er det så, der tænker? Hvem er det, der siger 'jeg' - og er det mig? Det er den gib-agtige udvidelse, der sker, når man begynder at tænke, der fascinerer mig. Det øjeblik, hvor man bliver opmærksom på, at der må være noget, der siger 'jeg'."

Væmmeligt

- Er det ikke en tanke, der snarere end i vestlig hører hjemme i østlig filosofi?

"Der er meget snævre grænser for, hvad man kan beskæftige sig med inden for vestlig filosofi, og jeg går efter at åbne, ikke at lukke. Den videnskabelige filosofi er jo egentlig uvidenskabelig, fordi den beslutter sig for, at der er områder, den ikke må beskæftige sig med. Hvis man beskæftiger sig med bevidsthed, så må man kun gøre det på ganske bestemte måder."

"Jeg har studeret analytisk filosofi i USA, hvor denne tradition er utroligt stærk, fordi det er der, pengene er. Dens formål er at bestemme bevidstheden med henblik på at skabe kunstig intelligens, filosofiens bidrag skal samkøres med naturvidenskaben, så derfor går det ud på at forsøge at indkapsle virkeligheden i små afkodbare sætninger. Det er væmmeligt!"

"Jeg begyndte at studere det, fordi jeg ville tilbagevise grundlaget, men det kedede mig enormt. Den filosofi, jeg er tiltrukket af, er i virkeligheden litteratur, det er sådan nogle som Kierkegaard og Sokrates. De åbner, uden at sige, hvordan man skal gøre, først der får man en snert af fornemmelse for, hvad eksistens er. Den analytiske filosofi er sindssygt humorforladt, det er faktisk umuligt at læse den, fordi den er så kedelig. Og en filosofi, der er kedelig, kan umuligt være på sporet af, hvad det hele drejer sig om. Den vil endeliggøre bevidstheden og udnytte den som en ressource, men det skønne ved bevidstheden er jo netop, at den ikke kan fastholdes. Der er hele tiden noget nyt bagved."

"De bøger, der interesserer mig, er også sådan, det er nogle, der ikke vil bevæge mig til noget bestemt, men som blot er smukke, æstetiske. Det er dem, der giver det lille klik i bevidstheden, før man begynder at tænke. Jeg vil ikke spændes for et bestemt formål eller parti, det være sig kvindebevægelsen eller at de sorte har det dårligt."

- Det er vel også noget karakteristisk for din generation?

"Ja, måske. Jeg har det skidt med nogen, der vil fortælle mig, hvad der skal være og ikke være her. Verden er vild og meget større end man kan forestille sig."

-Nogle synes, det forstyrrer deres egen stemme at læse andre, mens de selv skriver. Hvordan bruger du litteratur?

"Jeg læser bare for fornøjelsens skyld, og det gør jeg hele tiden. Hvis jeg ikke læste, mens jeg skrev, ville jeg aldrig få læst noget, for jeg skriver hver dag. Jeg har aldrig oplevet det som et problem."

"Måske går jeg lidt 'dumt' til litteraturen, jeg har ikke læst litteraturvidenskab eller gået på Forfatterskolen, og jeg har aldrig ledt efter min egen stemme, jeg begyndte at skrive, fordi der var en stemme, der trængte sig på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu