Læsetid: 2 min.

Tahrir-formand sigtet for trusler mod regeringen

6. august 2005

Københavns Politi har sigtet talsmanden for Hizb ut-Tahrir, Fadi Abdullatif, for trusler mod den danske regering. Truslerne blev ifølge statsadvokatens vurdering fremsat, da Hizb ut-Tahrir uddelte en løbeseddel ved en moské i Valby i efteråret, hvor der bl.a. blev opfordret til, at unge muslimer tog til Irak for at deltage i krigen.
Fadi Abdullatif blev afhørt og sigtet torsdag aften, oplyser vicekriminalinspektør Magnus Andresen i Københavns Politi.
»I løbesedlen blev der også opfordret til at udslette regenterne, hvis de stod i vejen for, at man kunne drage til Irak. Statsadvokaten har konkluderet, at den danske oversættelse svarer til, at truslerne er fremsat mod den danske regering,« forklarer Magnus Andresen.
På løbesedlen, der er dateret 8. november 2004, skrev foreningen: »Så drag af sted for at hjælpe jeres brødre i Fallujah i Irak og udslet jeres regenter, hvis de står i vejen for jer«.
Tegner foreningen
Vicekriminalinspektøren mener, at Fadi Abdullatif som talsmand er den rette at holde ansvarlig for løbesedlen.
»Han tegner og repræsenterer foreningen og er ansvarlig for uddelingen,« siger Magnus Andresen.
Den sigtede talsmand, Fadi Abdullatif, har tidligere bekræftet, at foreningen står bag løbesedlen. Ifølge talsmanden var opfordringen imidlertid først og fremmest rettet mod de militære styrker i de muslimske lande omkring Irak.
»Der er ikke brug for individer eller enkelte grupper, som tager til Irak. Det ville være misvisende at give det indtryk, for det ville være resultatløst,« sagde Fadi Abdullatif tilbage i november.
Lovlig organisation
Justitsminister Lene Espersen (K) har tidligere sagt, at resultatet af sagen kan blive, at Justitsministeriet igen kigger på muligheden for at opløse Hizb ut-Tahrir i Danmark. Ministeren sagde desuden i november, at udtalelserne »hører ingen steder hjemme i vores samfund"«.
Hizb-ut-Tahrir er en lovlig organisation, da rigsadvokaten ikke har fundet grundlag for at skride ind med en forbudssag. Alligevel er foreningen så langt ude i sin retorik, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) finder det nødvendigt at overvåge den for at se, om den er på vej til at begå ulovligheder.
Chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen fra PET har tidligere sagt, at organisation »i deres forhold til vold spadserer lige på kanten af det tilladelige«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her